Christoph Luxenberg og det store koranbedrag

Luxenbergs efterhånden famøse "hvide rosiner", som antagelig skulle være den korrekte forståelse af Koranens "kvindeskikkelser med lys hud og lyse øjne", er ligeledes blevet undermineret af feltets eksperter. Luxenbergs hovedargument, som i øvrigt netop er teologisk og ikke filologisk, er, at "hvide rosiner" kendes fra kristne hymner på syrisk og derfor også nødvendigvis (hvorfor?) må være den egentlige betydning af Koranens vers.

Den arabiske betydning af "huur al-ain", "kvindeskikkelser med lys hud og lyse øjne", giver imidlertid mindst lige så meget mening inden for selvsamme kristne paradisforestillinger. Teksten giver altså kun "pludselig meget mere mening", hvis man på forhånd har bestemt, hvilken mening den skal eller bør give!

At ændre radikalt på Koranens arabiske morfologi for at få det til at passe med en dybt problematisk antagelse om et helt andet sprog, hvilket er, hvad Luxenberg gør i sin bog, er filologisk set absurd og meningsløst. Endelig passer det forudgående verbum i Koranens vers 44, 54, "zawwaja", "at giftes med", det vers, som selv Rydal nævner, utroligt dårligt med rosiner: "De vil blive gift med hvide rosiner ..."

Luxenbergs grundantagelse, nemlig at Koranen oprindelig skulle være på et aramæisk-arabisk blandingssprog, forudsætter, at Mekka var en aramæisk koloni, hvilket ingen historiske kilder understøtter, og at man i Mekka, og kun Mekka, oprindelig talte dette for konteksten helt malplacerede sprog, men derefter kollektivt fuldstændig glemte det. Heller ikke denne kulturelle forglemmelse leveres der nogen form for bevis for, idet disse ikke findes. Tværtimod indeholder Koranen ingen tegn på diglossi, men har en homogen grammatisk struktur.

Luxenberg forudsætter ydermere at alle arabisk-islamiske tekstlige (og orale) overleveringer fra samtiden er forfalskede som resultat af en historisk enestående kulturel og regional forglemmelsesproces og en ekstremt veludført konspiration. Forslag til, hvem der står bag konspirationen, og hvordan den er blevet gennemført, gives ikke.

Først var muslimerne således kristne og talte aramæisk-arabisk, derefter glemte de, at de var kristne, talte pludselig arabisk og forstod ikke længere deres sprog og hellige tekst, Koranen, hvorfor de kollektivt gav sig i kast med at ændre ordene fuldstændigt, putte nye vokaler ind og derved opbygge et kæmpe selvbedrag af vilkårlige, usandsynlige og absurde læsninger af teksten. Uden at nogen bemærkede det eller protesterede mod det.

Luxenbergs læser skal også acceptere, at den historiske bevisbyrde vendes på hovedet. Normalt antages en tekst principielt at være troværdig, indtil det modsatte er bevist. Luxenberg, derimod, afviser på forhånd hele den meget omfattende arabisk-islamiske teksttradition, som oven i købet anerkendes for sin kildekritiske metode.

Teorien forudsætter også, at der ikke fandtes nogen oral arabisk og islamisk tradition parallelt med den skriftlige. Den narrative og orale kulturtradition er reelt det bærende element i hele den islamiske tradition, og memorisering af blandt andet hele Koranen er kendt fra den allertidligste tid, ligesom det er et kendt fænomen i før-islamisk tid blandt araberne.

Koranen selv kalder Muhammed den orale profet, som blev sendt til et oralt folk. Basale rituelle praksisser, for eksempel de fem daglige bønner, kræver ydermere, at den bedende har memoriseret hele eller dele af Koranen. At antage, at de tidlige muslimer "gættede" sig frem til betydningen af Koranen, når de læste den eller vilkårligt satte vokaler ind, er volapyk.

Fra og med den periode, hvor Muhammed anerkendtes som profet og i øvrigt blev leder af et numerisk og geografisk hastigt voksende samfund, havde hengivne muslimer memoriseret Koranen systematisk som en religiøs praksis, der også kendes fra samtiden. Det er der ikke noget mærkværdigt i, og Koranen er heller ikke specielt omfattende. Ifølge traditionen kom Koranen i korte stykker over 23 år og var blandt andet derfor – og fordi den ofte har poetiske træk som for eksempel rim – særlig velegnet til memorisering.

En række af Luxenberg og Rydals "kontroversielle" pointer er almindelig viden i den islamiske tradition og i islamforskningen. At der findes blandt andet arabiserede aramæiske gloser i Koranen, anerkendes således af den klassiske islamiske fortolkningstradition. Men det betyder ingenlunde, at der må have været en ældre aramæisk grundtekst. Samme tradition anerkendte allerede tidligt, at der findes utroværdige kilder og overleveringer om Muhammed.

Omfattende kildekritiske metoder er blandt andet derfor en central del af den traditionelle arabiske historiografi. Der findes utallige og meget detaljerede kilder til Muhammeds samfund, religiøse praksis, liv og adfærd, hvoraf mange stammer fra den allertidligste tid. Lux- enberg lader, som om disse kilder slet ikke findes.

Hvad angår de "dunkle steder" i Koranen – steder, hvor der i fortolkningstraditionen gives flere bud på enkelte ords betydning – har Rydal helt misforstået, hvad det betyder, at Koranen er skrevet på et unikt arabisk. Sproget er formfuldendt og forbilledligt arabisk, og netop derfor er Koranen hovedstandard og grundlag for al arabisk grammatik sammen med den før-islamiske arabiske poesi, som Luxenberg i øvrigt også fuldstændig har ignoreret for at få sin teori til at passe. Koranens arabisk er klassisk arabisk par excellence og altså ikke et arabisk, som "faktisk kun forekommer i Koranen".

Kasper Mathiesen er ph.d.-studerende i arabiske og islamiske studier ved Aarhus Universitet