Birgit Meister |
3. maj 2011
Vi trænger til en holdningsændring, så alle bliver mere hjælpsomme over for mennesker i kørestole
Det er ikke spor nemt at komme rundt i Danmarks byer med en kørestol. Desværre.
Der er alt for mange steder, hvor det er svært at komme ind. Der er alt for mange læger og tandlæger, der har dårlig eller slet ingen adgang for kørestolsbrugere.
LÆS OGSÅ: Handicappedes adgang til museer er mangelfuldHar du nogensinde tænkt over, om der er kørestolsadgang hos din læge? Hvis der ikke er, så find en anden, der har. Der er alt for mange museer og udstillingsbygninger, hvor det slet ikke kan lade sig gøre at komme rullende ind. Disse triste praktiske forhold afspejler den mærkelige holdning, der herhjemme generelt er til mennesker i kørestol. De er i vejen og til besvær.
HAR DU ET SPØRGSMÅL?Skriv til SeniorklummenMin mand fik en neurologisk sygdom, multipel system-atrofi, der berøvede ham evnen til at gå og gjorde, at han til sin død kun kunne færdes i kørestol, så jeg blev hjælper for en handicappet, og jeg lærte meget om, hvor og hvordan man kommer rundt med en kørestol.
Og lad det være sagt med det samme. Jeg vil tusinde gange hellere skubbe rundt med stolen i New York eller London end i København. Og sådan burde det jo slet ikke være.
Det drejer sig først og fremmest om lovgivningen, der i Storbritannien og USA stiller meget større krav om, at mennesker i en kørestol, skal kunne komme alle vegne. Og det smitter af på holdningerne, tror jeg. For først og fremmest er det sådan, at i England og USA er folk hjælpsomme og imødekommende, de sender et stort smil og spørger, om der dog ikke er noget, de kan hjælpe med. Politibetjenten i New Yorks gader finder den enkleste smutvej gennem menneskemylderet. I Londons busser og tog er der for eksempel faste pladser, som handicappede har første ret til, så de altid kan få en siddeplads.
Kantstenene er lave eller helt forsvundet. Der er ramper og elevatorer, hvor der er brug for det.
Jeg spurgte for et par år siden en klog bekendt, der har arbejdet med disse spørgsmål i mange år, om, hvorfor det dog er sådan. Hvorfor er der denne forskel på holdningerne? Hvorfor er vi herhjemme så negative og apatiske over for en person i kørestol? Hvorfor bliver mange nærmest irriterede?
Hans forklaring lød, at det er, fordi vores samfund ikke har haft krigsinvalider. Vi har ikke taget imod store grupper af sårede fra en Vietnamkrig eksempelvis. Unge mennesker, der er vendt hjem for resten af livet mærkede af den krig, de har deltaget i. Vi har ikke som nation lært at vise taknemmelighed over for, hvad disse mennesker har ofret for deres land. Vi er ikke blevet opdraget til at vise mennesker i kørestol venlighed.
Mennesker, der i forvejen har meget at slås med i hverdagen, skal ikke behandles udeltagende i det offentlige rum, og måske kan Danmarks nye rolle som deltager i krige i det seneste årti, med de voldsomme konsekvenser det har haft for mange, være med til at ændre på vores holdninger.
Der findes en udmærket hjemmeside, godadgang.dk, hvor man kan gå ind og se for eksempel, hvilke museer, der har sørget for kørestolsadgang. Men det er et stort arbejde at indsamle informationerne. Der kan vi alle hjælpe til og fylde hullerne ud.
Især jyske byer trænger til et løft – både hvad angår informationer og også tilgængelighed rundtomkring.
"Foreningen Tilgængelighed for Alle" arbejder på at samle materiale og give oplysningerne videre på hjemmesiden til brugerne, så de kan planlægge udflugter og være sikre på, at de ikke bliver mødt af en uoverstigelig trappe uden rampe. Jeg synes, det er umagen værd at slås for en holdningsændring.
Danmark har tilsluttet sig FN's handicapkonvention; den blev ratificeret af Folketinget sidste år og trådte i kraft i august 2010. Nu skal vi lære at omsætte den til virkelighed, og erfaringer på egen krop er gode at få forstand af. Så ministre og borgmestre burde afse en dag og afprøve tilgængeligheden fra en kørestol. Jeg tror, det ville betyde handling!
Med venlig hilsen
Birgit Meister
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad