Folkeskolen har nøglen til at bryde indvandreres onde cirkel

"Hvis vi ser tilbage på, hvad der skete dengang, var vreden og mistilliden til politiet dråben, der fik bægeret til at flyde over. Politiet havde indført visitationszoner, og der var et par eksempler på unge, der oplevede meget ydmygende kropsvisitationer," fortæller Aydin Soei, som understreger, at det ikke var de seriøst kriminelle, der deltog i optøjerne, men derimod ballademagerne.

Aydin Soei forklarer, at de unges følelse at være udenfor ofte begynder i folkeskolen:

"De udsatte indvandrerdrenges position minder om arbejderklassens drenge før i tiden. De fik i mange tilfælde heller ikke en uddannelse. Undersøgelser fra Storbritannien i 1970'erne viste, at drenge fra arbejderklassen havde svært ved at klare sig i skolen og derfor fandt de sammen i grupper, som tog afstand fra boglige værdier. De skabte en alternativ måde at vinde anerkendelse på – nemlig ved at være gode til at spille fodbold og slå på tæven," siger Aydin Soei og fortsætter:

"Nogle af de unge indvandrerdrenge udvikler en antiskolekultur og er i opposition til lærerne. Samtidig har de en gruppeidentitet, hvor de holder hinanden nede. Når Ali bliver anerkendt af læreren, reagerer de andre ofte ved at kalde ham en duks. Når de så er i slutningen af teenagealderen og i starten af 20'erne, går det ofte op for dem, at de er blevet fanget af ballademageridentiteten. De er dømt til at leve på samfundets bund, fordi de ikke har nogen uddannelse."

Ballademageridentiteten kender Aydin Soei fra sin egen skolegang i Avedøre Stationsby. Han var selv dårlig til at læse i folkeskolen, men til gengæld god til at slås. Når kredsen af hujende drenge samlede sig om ham i skolegården, mærkede den 10-årige Aydin, hvad det vil sige at blive anerkendt af andre. Så gjorde det ikke så meget, at han ikke var så stærk udi det boglige. Men et skift til en skole i Gladsaxe gjorde en forskel. Aydin Soei fik nye kammerater fra middelklassen. Han kom sammen med en gruppe elever, der anerkendte hinanden for at lave lektier. Efter et par år at have betragtet de andre som stræbere begyndte han selv at hænge i med lektierne, kom i gymnasiet og senere på universitetet.

Men for 40 procent af de unge drenge med indvandrerbaggrund er der ikke nogen social mobilitet i sigte. De forlader folkeskolen uden at kunne stave sig igennem en avis.

"Bandekonflikten og urolighederne i 2008 er blandt andet udtryk for, at vi har en masse mænd i samfundet, som føler, at de er i en social position, hvor de ikke kan vinde anerkendelse i samfundet. Til gengæld kan de vinde anerkendelse i en gruppe med værdier, som handler om ekspressiv maskulinitet. Vi kan lave nok så mange initiativer. Så længe op mod halvdelen ryger ud af folkeskolen uden at kunne læse og regne, kan de unge ikke klare sig uden for de lukkede bandefællesskaber. Det er i høj grad folkeskolen, der er nøglen til at bryde den onde cirkel," mener Aydin Soei.

Han understreger dog, at de unge også selv har et ansvar. Hvis de er utilfredse, må de bruge deres demokratiske rettigheder:

"Hvis de unge for eksempel var utilfredse med politiets visitationer i 2008, så kunne de have klaget over politiet, eller de kunne have brugt pressen. I det hele taget er det vigtigt, at de unge selv begynder at blande sig i den offentlige debat og tager et opgør med det demokratiske underskud, der er i de her miljøer," siger Aydin Soei.

Hans bog fortæller også, hvordan en del af de unge, der føler sig afvist af det danske samfund, i stigende grad søger en identitet i islam:

"Undersøgelser viser, at unge indvandrere i slutningen af halvfemserne var mindre religiøse end deres forældre. I løbet af tierne gør den modsatte tendens sig gældende. I dag har religionen en større betydning for efterkommerne end for forældrene," forklarer Aydin Soei og fortsætter:

"Det er ikke nødvendigvis, fordi de unge ved mere om religion eller islam end deres forældre. Men det handler om, at religionen er blevet en vigtigere identitetsmarkør end tidligere. Religionen bliver en del af deres outsider-identitet, men det er også en måde at give udtryk for en modreaktion, fordi der i det danske samfund har været et stort negativt fokus på islam," siger Aydin Soei.

Han forklarer, at der er sket et skift, siden han selv var teenager for 10 år siden:

"Dengang havde vi en identitet som indvandrere og danskere. Min lillebror, der er i begyndelsen af 20'erne, har gennemlevet teenagealderen på et tidspunkt, hvor udlændingepolitik for alvor blev en skillelinje i det danske samfund. Især som teenager afprøvede han sin identitet som muslim. Han shoppede mellem forskellige moskéer. Det var lidt af et chok for min mor, som er gammel kommunist. Efter teenageårene er han blevet mere afdæmpet kulturmuslim," lyder det fra Aydin Soei.

Han forklarer, at hvor forældregenerationen betegnede sig selv som dansk-iranere eller dansk-tyrkere, så er identiteten som muslim trådt i forgrunden for nutidens unge.

"I dag identificerer mange unge sig først og fremmest som muslimer, og skillelinjen går ikke længere mellem nationale tilhørsforhold som for eksempel pakistanere og iranere, men mellem majoriteten af danskere og minoriteten af muslimer. Vi kan også se, at stadig flere unge piger bærer tørklæde."

Spørger man Aydin Soei om fremtiden, forudser han en stigende polarisering blandt unge med etnisk minoritetsbaggrund:

"En minoritet som for eksempel pakistanerne har erobret meget spalteplads på grund af tvangsægteskaber. I takt med at flere med pakistansk baggrund bliver læger og ingeniører, vil den slags traditioner blive mindre udbredte. Men afstanden mellem de indvandrere, der klarer sig godt og tager en uddannelse, og de, der ikke klarer sig, vil også blive større."

Aydin Soei tror til gengæld ikke på en gentagelse af urolighederne fra 2008:

"Politiet er blevet dygtigere til at tackle de unge indvandrere, og de ydmygende visitationer finder ikke længere sted. De unge, jeg interviewede, var også meget bevidste om, at sådanne uroligheder bidrager til at fastholde billedet af dem som moralsk utilregnelige. Og det er et billede, de gerne vil forsøge at slippe væk fra."

soendergaard@k.dk