Da USA opdagede religionsfriheden

Nina Shea og Michael Horowitz begyndte ufortrødent at lægge grundstenen til en social bevægelse for at "genmoralisere" USA's udenrigspolitik. Første skridt var at opbygge en koalition af religiøse aktører. De kontaktede kirker, missionsråd og evangelikale grupper og fodrede dem med information om klodens "kristne kriser".

Et skelsættende gennembrud fandt sted i januar 1996, da Shea og Horowitz arrangerede en konference om "den globale kristenforfølgelse" på et hotel i Washington. Konferencen samlede mere end 100 trosledere fra hele landet, heriblandt adskillige indflydelsesrige nøglefigurer, der over flere dage blandt andet hørte vidnesbyrd fra udenlandske kristne forfulgte.

Og denne gang slog budskabet igennem. Efter konferencen udstedte den højrekristne paraplyorganisation National Association of Evangelicals en samvittighedserklæring, der tilskyndede kirker over hele landet til at lægge pres på USA's regering for aktivt at bekæmpe kristenforfølgelser, og episkopale, baptistiske og presbyterianske ledere fulgte trop.

De opildnede konferencedeltagere drog fra Washington og hjem til deres baser i det gudfrygtige Midtamerika, hvor de fortalte deres fodsoldater om kristenforfølgelserne. De udbredte budskabet i prædikener og nyhedsbreve samt i kristne radio- og tv-programmer med hundredtusinder af lyttere og seere.

"Budskabet nåede omgående ud til store grupper af vælgere. Det var som en præriebrand. Og det skete alt sammen uden for den traditionelle nyhedsstrøm. Den sekulære presse ignorerede os," bemærker Nina Shea.

Bevægelsen fik i 1997 sit eget manifest, da Nina Shea udgav bogen "In the Lion's Den", og en anden toneangivende menneskerettighedsekspert, Paul Marshall, udkom med den prisvindende "Their Blood Cries Out". Begge bøger beskriver de moderne kristenforfølgelser og tilskynder Vesten til handling.

Bøgerne viste sig overordentligt indflydelsesrige og var med til at udvide koalitionen med en ukonventionel blanding af både liberale og konservative jøder, tibetanske buddhister, bahá'í-grupper, sufimuslimer samt nogle sekulære menneskerettighedsorganisationer og fagforeninger. Den tidligere chefredaktør for New York Times, A.M. Rosenthal, meldte sig under fanerne og blev ifølge Nina Shea en overordentlig vigtig allieret, som med sine bredt syndikerede klummer i USA's føren- de avis "lynhurtigt løftede emnet op på et nationalt niveau".

Samtidig gik Nina Shea, Michael Horowitz og deres voksende inderkreds i gang med at bearbejde kongresmedlemmer i Washington, der nu var begyndt at blive konfronteret med emnet af vælgere hjemme i deres valgdistrikter. Udenrigspolitik flyttede for alvor ud i Amerikas kirker, hvor medlemmerne ikke længere stillede sig tilfredse med blot at bede for forfulgte trosfæller i andre lande, forklarer religionsekspert Allen Hertzke, der har fulgt bevægelsen for global religionsfrihed helt fra begyndelsen.

"Almindelige amerikanere stillede sig pludselig op og spurgte deres folkevalgte: 'Hvad gør du ved de forfulgte kristne i Kina, hvad gør du ved Sudan?' Det var banebrydende," forklarer Hertzke, som er professor på University of Oklahoma og forfatter til bogen "Freeing God's Children" om religiøse kræfters indflydelse på amerikansk udenrigspolitik.

Lobbyarbejdet bar frugt, da republikanerne Frank Wolf og Arlen Specter i 1997 udformede et lovforslag, der blandt andet påbød USA's udenrigsministerium at udnævne en særlig ambassadør for religionsfrihed, at nedsætte en kommission og et kontor med fokus på emnet samt at udforme en årlig statusrapport om vilkårene for trosfrihed i alle verdens lande. Forslaget inkluderede også et kontroversielt krav til præsidenten om at bruge sanktioner mod landene med de værste krænkelser på samvittigheden.

Regeringen, det udenrigspolitiske etablissement, industrigrupper samt kongresmedlemmer fra begge politiske partier stejlede kraftigt. De frygtede blandt andet, at kravet om at straffe krænkende lande ville binde præsidentens hænder og skade USA's strategiske og handelsmæssige interesser i eksempelvis Kina og i det olierige Sudan.

Den samlede religionsfrihedsbevægelse, der nu talte både politikere, meningsdannere, religiøse ledere og magtfulde vælgergrupper, stillede sig imidlertid bag lovforslaget, der efter flere justeringer blev vedtaget af Kongressen i 1998 som "the International Religious Freedom Act" (den internationale religionsfrihedslov) og underskrevet af præsident Bill Clinton.

Det gjorde USA til det første vestlige land, der formelt gjorde promoveringen af religionsfrihed og bekæmpelse af religiøst baseret forfølgelse til et indsatsområde i udenrigspolitikken.

"Loven skabte en helt ny infrastruktur i amerikansk udenrigspolitik. Det var en ganske revolutionerende udvikling," konstaterer Allen Hertzke.

I dag, 13 år efter lovens vedtagelse, betegner både aktører og iagttagere den som en blandet succes med begrænset politisk gennemslagskraft. Religionsfrihed er stadig den mest oversete menneskerettighed, siger eksempelvis Paul Marshall, der ligesom Nina Shea i dag er ansat på Center for Religious Freedom ved Hudson Institute og kendt som en af verdens førende religionsfrihedsforskere.

"Det udenrigspolitiske etablissement siger nu enstemmigt, at religionsfrihed er vigtig, men i praksis har prioriteterne og tankegangen ikke ændret sig ret meget. Det er ikke et centralt politisk emne, og indsatsen samles om humanitære enkeltsager såsom at få frigivet visse religiøse fanger," konstaterer Paul Marshall.

Han fremhæver eksempelvis, at kontoret for religionsfrihed synes henvist til et hjørne af udenrigsministeriet. Dertil kommer, at det tog præsident Barack Obama to år i embedet at udfylde den ledige post som ambassadør for religionsfrihed, og at medlemmer af regeringen i stedet for "religionsfrihed" har refereret til "frihed til gudsdyrkelse".

"Det synes at være et forsøg på at begrænse begrebets rækkevidde for at undgå at øge spændingerne mellem USA og især den muslimske verden," siger Paul Marshall.

Også Allen Hertzke betoner det officielle USA's til tider stedmoderlige behandling af den internationale religionsfrihedslov.

"Den politiske elite er mere bevidst om trosfrihed end førhen, men det er stadig ikke vævet ind i amerikansk udenrigspolitiks hovedstrømning. Brugen af sanktioner mod de værste krænkere er også ofte blot dobbelt bogføring, hvor lande straffes med sanktioner, som de alligevel i forvejen var underlagt," siger han.

Nina Shea, der i alle 13 år har været medlem af kommissionen for international religionsfrihed, er mere positiv. Hun fremhæver, at loven banede vej for Kongressens vedtagelse af den såkaldte Sudan Peace Act i 2002, som satte søgelys på borgerkrigen i Sudan og bidrog til en skrøbelig fredsaftale tre år senere mellem det overvejende kristne Sydsudan og det muslimsk-arabisk funderede Nordsudan. Denne aftale sikrede den nylige folkeafstemning om deling af Sudan i to lande.

"Der er stadig problemer i Sudan, men de er færre end tidligere. Sydsudan har haft relativ religionsfrihed i seks år, og det er en fænomenal udvikling, der ikke ville være sket uden det amerikanske initiativ. Så jeg føler, at vi her har været med til at redde tusinder af menneskeliv," siger Nina Shea.

Blandt de øvrige sejre er, at loven har gjort det nemmere at få asyl på basis af trosbaseret forfølgelse, og at særligt Vietnam som følge af amerikansk pres har løsnet grebet om religiøse minoriteter. De årlige statusrapporter om religionsfrihed, som USA's udenrigsministerium er forpligtet til at indsamle fra alle sine ambassader, høster også ros.

"Det har sat vores diplomatkorps i kontakt med religiøse grupper, som det førhen ikke ænsede, og har generelt skærpet opmærksomheden omkring emnet i politiske og akademiske kredse," bemærker Allen Hertzke.

Han understreger samtidig, at hele bevægelsen for religionsfrihed har fået en betydning, der rækker langt ud over loven i sig selv.

"Mobiliseringen af alle disse forskellige aktører har sat gang i et væld af nye forskningscentre og initiativer. Det betyder, at der konstant røres i gryden, og det bevarer søgelyset på emnet," siger han.

Også Paul Marshall fremhæver betydningen af arven fra den græsrodsbevægelse, der begyndte med en stædig hvisken og voksede til et larmende kor.

"Den største succes i hele processen er, at der opstod denne meget brede koalition af både liberale og konservative grupper og aktivister, som fortsat arbejder for at fremme religionsfrihed den dag i dag. Den ild, som blev tændt, holdes ved lige," konstaterer han.

nyholm@k.dk