Bernhard Lewkovitch |
4. maj 2011
Danske præster kom med mere eller mindre relevante udtalelser i forbindelse med den netop overståede påske
Påskefesten er ovre. Post festum kunne derfor med rette være betegnelsen for tiden nu, der for nogle menneskers vedkommende alligevel giver anledning til overvejelser over, hvad man om den stille uges gudstjenester har kunnet læse i vore dagblade, blandt andet her i avisen.
Sognepræster, teologer, konsulenter med flere har givet deres bud på betydningen og værdien af ugens første helligdage, og besmykket disse med forskellige forslag til højnelsen og forståelsen af dem, gennemgående med fællesspisning som et centralt anliggende. Ikke blot inden for folkekirken, men også i den romerskkatolske kirke er måltidet selvsagt et centralt anliggende, til hvilket dagens udvalgte tekster peger hen.
LÆS OGSÅ:Stille dage
Men at betegne langfredagen som "smertensbarnet", fordi eventuelt nadveren eller prædikenen bortfalder i mange protestantiske kirker, er for en ekstern iagttager problematisk. Selvfølgelig er langfredag "smertensbarnet", hvad ellers, med eller uden prædiken? Og skulle en times højtid med salmer, skriftlæsning, passionsberetning og udvalgt kormusik fra kirkens rige skatkammer fra middelalderen og frem til vor tid ikke være vejledende for den private overvejelse af dagens historiske og liturgiske begivenhed? Jamen, så bliv et eksempel til efterfølgelse af den snart årelange tradition i Roskilde Domkirke: en kort prædiken efter salmer og lidelseshistorie og derpå "Improperia" (misbilligelser eller bebrejdelser) på omkring 8-10 minutter.
Dette lille værk, bestilt af nu afdøde biskop Theodor Suhr, blev første og eneste gang opført i Sankt Ansgars Kirke i begyndelsen 1960'erne og aldrig siden i nogen katolsk kirke herhjemme, men i flere protestantiske kirker, hvilket selvsagt har glædet mig.
Men pas på. Det er, som det blev udtrykt første gang fra prædikestolen i katedralen i Roskilde, "en musik, man skjuler sit ansigt for", og en større kompliment har jeg aldrig modtaget. Så blot en smule folkelig kan jeg vel antages at være blevet, eller er det Roskilde, der er blevet en smule katolsk? I så fald må man give det synspunkt medhold, der hævder, at tiden læger alle sår.
Og blandt folkekirkens stab af præster er der så den spøjse fætter Poul Joachim Stender, der lever og regerer i Saaby og Kisserup Sogne. Et muntert og lyst sind omgiver hans virksomhed, og menighederne omkring ham forekommer at være glade og tilfredse med hans foretagsomhed. Langfredag ved han ikke rigtigt, hvad han skal bruge til, siger han til avisen, og liturgiske gudstjenester er desuden "dræbende kedsommelige".
Præsten er jo kendt for ved flere lejligheder at tage skridt til fornyelser, således "fælles-(be)-spisningen" ved en højtidsgudstjeneste og til en femhundredekroneseddel pr. kuvert plus det løse? Men hvis nu en sådan liturgisk gudstjeneste er så dræbende kedsommelig, kunne den glade præst jo blot opbevare det med lys, kræmmerhus og stjerne smykkede juletræ i kælderen for senere hen på langfredag at efterleve budskabet i den svenske julevise om, at "julen varer lige til påske", hvorpå man med hinanden i hænderne danser julen ud og påsken ind.
Så skulle langfredagens smerteforvolder som en ond tand være trukket ud, og så er alle glade.
kultur@k.dkBernhard Lewkovitch er komponist og mangeårig kantor ved Sankt Ansgars Kirke i København. Klummen "Post Scriptum" bringes på denne plads hver anden uge.