Dræbende kedsommeligt

Dette lille værk, bestilt af nu afdøde biskop Theodor Suhr, blev første og eneste gang opført i Sankt Ansgars Kirke i begyndelsen 1960'erne og aldrig siden i nogen katolsk kirke herhjemme, men i flere protestantiske kirker, hvilket selvsagt har glædet mig.

Men pas på. Det er, som det blev udtrykt første gang fra prædikestolen i katedralen i Roskilde, "en musik, man skjuler sit ansigt for", og en større kompliment har jeg aldrig modtaget. Så blot en smule folkelig kan jeg vel antages at være blevet, eller er det Roskilde, der er blevet en smule katolsk? I så fald må man give det synspunkt medhold, der hævder, at tiden læger alle sår.

Og blandt folkekirkens stab af præster er der så den spøjse fætter Poul Joachim Stender, der lever og regerer i Saaby og Kisserup Sogne. Et muntert og lyst sind omgiver hans virksomhed, og menighederne omkring ham forekommer at være glade og tilfredse med hans foretagsomhed. Langfredag ved han ikke rigtigt, hvad han skal bruge til, siger han til avisen, og liturgiske gudstjenester er desuden "dræbende kedsommelige".

Præsten er jo kendt for ved flere lejligheder at tage skridt til fornyelser, således "fælles-(be)-spisningen" ved en højtidsgudstjeneste og til en femhundredekroneseddel pr. kuvert plus det løse? Men hvis nu en sådan liturgisk gudstjeneste er så dræbende kedsommelig, kunne den glade præst jo blot opbevare det med lys, kræmmerhus og stjerne smykkede juletræ i kælderen for senere hen på langfredag at efterleve budskabet i den svenske julevise om, at "julen varer lige til påske", hvorpå man med hinanden i hænderne danser julen ud og påsken ind.

Så skulle langfredagens smerteforvolder som en ond tand være trukket ud, og så er alle glade.

kultur@k.dk

Bernhard Lewkovitch er komponist og mangeårig kantor ved Sankt Ansgars Kirke i København. Klummen "Post Scriptum" bringes på denne plads hver anden uge.