Et minde om retsstatens forkrøbling i Danmark så sent som midt i forrige århundrede finder vi inde i bygningens ærværdige haller. Her ses en beskeden mindetavle over byretspræsident Thorkil Myrdahl med datoerne den 10. december 1894 og den 21. april 1945, skriver dagens kronikør.
- Peter Mark/Scanpix.
Ove Sten Rasmussen |
4. maj 2011
Under besættelsen skærpede den tyske besættelsesmagt fra 1944 sine forsøg på at drive en kile ind mellem frihedskæmperne og den øvrige befolkning. Det gjorde de med de såkaldte clearingdrab, som reelt var hævn for stikkerlikvideringerne
DOMHUSET PÅ NYTORV i København er ikke blot en af Danmarks smukkeste retsbygninger – måske endda den flotteste. C.F. Hansens storslåede arkitektoniske syn med placeringen af bygningens joniske søjler leder tanken hen på, at her har vi et tempel for retfærdigheden.
Husets motto, "Med lov skal man land bygge", er hentet fra indledningen til Jyske Lov af 1241, da retsstaten for første gang kom til Danmark .
Et minde om retsstatens forkrøbling i Danmark så sent som midt i forrige århundrede finder vi inde i bygningens ærværdige haller. Her ses en beskeden mindetavle over byretspræsident Thorkil Myrdahl med datoerne den 10. december 1894 og den 21. april 1945.
LÆS OGSÅ:Her er London...
Andet oplyser marmortavlen ikke, men bag denne tavshed gemmes forfærdende kendsgerninger. Den 50-årige Thorkil Myrdahl var et af de sagesløse ofre for mere end hundrede såkaldte clearingdrab i Danmark.
Fra begyndelsen af januar 1944, da modstandskampen havde fået stadig stærkere fodfæste, skærpede den tyske besættelsesmagt sine forsøg på at drive en kile ind mellem frihedskæmperne og den øvrige befolkning.
Midlet hed clearing, og metoden bestod i at nedskyde personer, der fortrinsvis var kendte navne i offentligheden. Med clearing gengældte besættelsesmagten likvidering af stikkere.
Det første offer for tysk clearing var digterpræsten Kaj Munk. Han havde før Anden Verdenskrig udtrykt beundring for stærke mænd som Hitler og Mussolini, men gik under besættelsen over til det aldeles modsatte standpunkt med højlydt kritik af samarbejdspolitikken i Danmark i tale og skrift.
Mordet på ham blev mødt med landesorg. De danske avisers omtale afslørede ved sin udformning og opsætning dagspressens ydmygende stilling under tysk censur. Artiklen skulle i sin fremtræden matche med omtalen af drabet på en fiskehandler i Slagelse, der var likvideret som lumpen stikker.
THORKIL MYRDAHL BETALTE med sit liv for likvideringen af Hipokorpsets chef i Danmark, Erik Petersen. Mord patruljen, der bestod af både tyske og danske, var med en stige nået gennem et køkkenvindue og stormede ind i retspræsidentens soveværelse. Han blev skudt i maven og døde i ambulancen.
De danske dagblade måtte ikke bringe nekrologer over clearingofre. Et Ritzau-telegram på en halv snes linjer i enspaltet opsætning var, hvad danske læsere fik at vide om Thorkil Myrdahls skæbne. Han var eneste offer på denne nats dødsliste, der omfattede fire kendte jurister.
Bag clearingmordene stod den såkaldte Peter-gruppe, en udvalgt gruppe tyske og danske, der efter krigen også blev kendt som Brøndum-banden.
Den skulle både gengælde stikker likvideringer og øve kontrasabotage – såkaldt schalburgtage – som svar på modstandsbevægelsens sabotage mod virksomheder, der arbejdede for besættelsesmagten, de såkaldte værnemagere.
En af gruppens mest opsigtvækkende aktioner ødelagde store dele af Guldsmedgade i Aarhus. Bomberne var tidsindstillet forskudt, så nogle først sprang under redningsarbejdet. Syv mennesker døde som følge af eksplosionerne og de efterfølgende brande. Et tilfældigt forbipasserende vidne blev myrdet af gruppen.
Fra den 31. december 1943 til den 4. maj 1945 udførte Peter-gruppen 94 drab, 25 drabsforsøg, otte tog-attentater (der kostede 26 menneskeliv), 157 sprængninger af bygninger med skader for cirka 100 millioner kroner. I alt cirka 160 dræbte, et stort antal sårede og mange invalideret på livstid.
EN MEGET LANG RÆKKE dagblade i Danmark blev bombesprængt. På Kolding Folkeblad blev redaktør N.E. Therkildsen, hans datter og bladhusets portner dræbt ved sprængningen. Derefter sov danske redaktører og deres familier ikke hjemme.
Forlystelser som Tivoli i København og Vennelystparken i Aarhus blev også hjemsøgt af Peter-gruppens bomber.Odense var særlig hårdt ramt af Petergruppens fremfærd. På Odense Amts og Bys Sygehus blev der en nat buldret på fire unge lægekandidaters døre med råbet om sprængning af huset om få minutter. Lægerne og deres hustruer blev samlet på en repos – lægerne med oprakte arme og ansigtet mod væggen. Hustruerne fik besked på at gå op i lejlighederne efter mændenes tøj. Mens de var borte, blev de fire læger nakkeskudt.
Netop denne tragedie fik en udløber, der lignede en kile mellem modstandsfolkene og den almindelige befolkning. Straks efter befrielsen rettede en af de unge lægers far bebrejdelser mod det illegale kommandoudvalg, der havde påtaget sig ansvar for stikkerlikvideringer. Så sent som for fem år siden blev angrebene fulgt op i en avisartikel af en slægtning.
Stærkest virkede clearingmordet på den 34-årige redaktør Børge Schmidt, Aarhuus Stiftstidende, der dengang var et af landets førende dagblade. Her trampede Peter-gruppen også dørene ind og skød Børge Schmidt i soveværelset, mens hustruen og to børn på fire og seks år så til.
Den rystende begivenhed blev fremdraget i debatten om dødsstraf i Danmark efter befrielsen. Justitsminister Aage Elmquist (V) sagde ved forslagets fremlæggelse på Rigsdagen, at intet retssamfund kunne bære den mulighed, at et af disse børn en dag skulle møde faderens morder på gaden eller i en togkupé. Børge Schmidts drabsmænd blev henrettet.
En af dem, der slap levende fra et attentatforsøg, var Kristeligt Dagblads navnkundige chefredaktør Gunnar Helweg-Larsen. Han havde pådraget sig tysk vrede med sin underfundige hån, blandt andet i en berømt serie i bladet om bøgenonnelarverne, der plyndrede de grønne danske bøge (læs: den tyske besættelsesmagt, der hæmningsløst brugte Danmark som spisekammer).
Mordpatruljen, der var sendt til Helweg-Larsens bopæl, fyrede løs på hans dør, netop som han stod på den anden side. Redaktøren havde klogeligt fået et panserværn sat ind i døren, og ingen af de otte skud trængte igennem.
Ove Sten Rasmussen er journalist og historiker
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad