Islams stadig mere fremtrædende rolle i Europa har bragt de kristne kirker tættere sammen, mener dr. theol. Peter Lodberg. Her ses ekstreme muslimer i London.
- Mary Stamm-Clarke / Demotix/Scanpix Denmark
Peter Lodberg skriver fra Istanbul |
5. maj 2011
Den samhørighed, som de europæiske kirker ikke selv kunne skabe, voksede frem af den historiske udvikling efter 11. september: De splittede kirker er blevet til Europas fælles kristne rødder
kirken i verden
Det er i disse uger 10 år siden, protestantiske og ortodokse kirker sammen med den katolske kirke vedtog en fælleserklæring, Charta Oecumenica, der skulle hjælpe kirkerne til at orientere sig i et nyt Europa efter Berlinmurens fald og opløsningen af Sovjetunionen. Nu skulle de europæiske kirker hjælpe med til at holde sammen på et Europa, der så ofte havde oplevet konfessionelle og politiske konflikter.
LÆS OGSÅ: Danske jøder og muslimer støtter forfulgte kristneI modsætning til de øvrige nordiske lande skabte Charta Oecumenica stor diskussion i Danmark. Modstanderne betragtede erklæringen som politisk indblanding i diskussionen om europæisk integration inden for EU og et forsøg på at spænde folkekirken for en politisk vogn.
Tilhængerne betragtede erklæringen som en kærkommen lejlighed til at diskutere kirkernes bidrag til Europas fremtid. Allerede efter Anden Verdenskrig havde Halfdan Høgsbro, senere biskop over Lolland-Falsters Stift, peget på kirkernes bidrag til udsoning mellem tidligere fjender. Han forsvarede samarbejdet med Tyskland efter krigen med ordene: "Det europæiske maskineri kan ikke komme i gang, så længe det tyske hjul sidder fast". I 2001 var udfordringen at søge samarbejde med befolkningerne i den tidligere sovjetblok.
Charta Oecumenica skabte rammerne for mange venskabsmenigheder fra de forskellige kirkesamfund i Europa. I Danmark er der eksempler på, at katolske menigheder i Italien satte sig i kontakt med folkekirken og ortodokse menigheder i Rumænien. Men størst betydning fik erklæringen for kirker i Øst- og Sydeuropa, fordi den åbnede for diskussionen om mission, der er et vigtigt anliggende for især ortodokse kirker. Som nationalkirker har de haft svært ved at acceptere tilstedeværelsen af andre kirker på det, de betragter som ortodokst territorium. Problemerne med mission er ikke blevet løst endnu, men Charta Oecumenica markerer et vigtigt skridt på den vej.
Hvis man i dag kigger tilbage på de seneste 10 års udvikling i Europa og de europæiske kirker, er det tydeligt, at situationen ændrede sig radikalt med terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001. Kirkernes økumeniske samarbejde trådte i baggrunden til fordel for spørgsmålet om kristendommens og kirkernes forhold til islam og muslimer.
Europæisk kristendom blev en ny fællesnævner, der kunne markere en fælles identitet over for den udefrakommende islam. Europas religiøse rødder blev i den offentlige debat til Europas kristne rødder, og de tidligere konfessionelle forskelle trådte i baggrunden for at konstruere en ny fælles europæisk identitet. Det var således ikke EU, men islam, der skabte en ny samhørighed mellem de europæiske kirker.
I dag er det tydeligt, at islam er kommet til Europa for at blive. Snart vil fjerdegenerationsindvandrere se dagens lys, og det bliver interessant at følge de forandringer, der skal ske med den muslimske tro i de næste slægtsled.
Undersøgelser, der netop er blevet fremlagt på en europæisk religionskonference i Istanbul i sidste uge, bekræfter billedet af, at majoriteten af muslimer tilpasser sig den kultur, de bliver en del af. Det gælder blandt andet forandringerne af imamens arbejde.
Oprindelig betyder imam en person, der træder frem, og må ikke forveksles med opfattelsen af en præst. Unge forskere fra især Tyskland og Holland peger i deres undersøgelser på, at en imam i dagens europæiske kultur kommer til at ligne en præst. Det forventes af en imam, at han skal forestå religiøse handlinger som begravelse og bryllup, yde sjælesørgerisk bistand og fungere i fængsler og militæret eller på hospitalet.
Også på andre områder får flertallet af muslimer en livsstil, der tager farve af det sted, de bor. Antallet af børn nærmer sig gennemsnittet, de gamle bliver anbragt på plejehjem, og det religiøse liv bliver organiseret efter det mønster, som kirkerne har skabt. Man kan begræde eller hilse denne udvikling velkommen, men faktum er, at de kirkelige strukturer i Europa fortsat er så intakte, at de fungerer som rollemodel og mønster for islam i Europa.
Der mangler endnu undersøgelser, der kan be- eller afkræfte tesen om, at de øvrige religioner, der er kommet til Europa i de seneste årtier, opfører sig på samme måde som islam, men mit gæt vil være, at det er tilfældet.
Charta Oecumenica forholdt sig for 10 år siden kun meget sporadisk til spørgsmålet om religiøs mangfoldighed og religiøs ekstremisme i Europa. Men tiderne skifter, og religion har fået en renæssance i det offentlige rum. Paradokset er, at den religiøse pluralisme har profileret tanken om europæisk kristendom, som hverken tilhængere eller modstandere af Charta Oecumenica kunne have forudset.
Peter Lodberg er dr.theol. og studieleder ved Aarhus Universitet
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad