Palæstinensere jubler over forsoningsaftalen mellem Hamas og Fatah. Israel udtrykker bekymring og opfordrer Fatah til at droppe aftalen med det mere militante Hamas.
- RINA CASTELNUOVO/Scanpix Denmark
Jannie Iwankow Søgaard |
5. maj 2011
Både Hamas og Fatah har gjort store indrømmelser for at nå i mål med den netop indgåede forsoningsaftale. Især Hamas er gået på kompromis, siger ekspert
Der er blevet klippet en tå og hugget en hæl i den proces, der nu har ført til, at såvel Hamas som Fatah har underskrevet den forsonings-aftale, der gerne skulle bane vejen for en fredelig sameksistens mellem de to store palæstinensiske bevægelser. Aftalen blev officielt underskrevet i går i ved en cere-moni i Egyptens hovedstad, Kairo.
LÆS OGSÅ: Israel til Abbas: Skrot Hamas-aftaleFor at nå til enighed om aftalen har begge parter indgået historiske kompromiser, og især Hamas har vist sig fra sin forhandlingsvillige side, siger Leila Stockmarr, der forsker i den palæstinensisk-israelske konflikt på Dansk Institut for Internationale Studier.
"Med aftalen er der virkelig tale om et kursskifte fra især Hamas' side. De har strukket sig rigtig langt og har overraskende nok accepteret, at de ikke bliver indlemmet i PLO (Den palæstinensiske Befrielsesorganisation, som blandt andet forhandler internationalt og med Israel, red.). Dermed har de altså også sagt ja til, at de vil anerkende de aftaler, som Fatah indgår med Is- rael," siger hun.
Hun bakkes op af Erik Mohns, ph.d.-stipendiat ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, der også glæder sig over den interne palæstinensiske fredsaftale.
"Det er ikke en særlig udførlig eller detaljeret aftale, der er tale om, men det ser jeg heller ikke som det vigtigste her. Det helt unikke er, at det er lykkedes de to parter at nå frem til et kompromis, som også har opbakning i befolkningen," siger han.
Mens det kan kaldes en succes for palæstinenserne selv, at de nu fremstår samlet frem mod FN-afstemningen til september, hvor der skal stemmes om, hvorvidt Palæstina skal være en selvstændig stat, er det mere usikkert, om aftalen vinder genklang internationalt. Leila Stockmarr tvivler på, at forsoningsaftalen vil over-bevise det internationale samfund.
"Når det kommer til den internationale anerkendelse af den palæstinensiske aftale, knækker filmen. Der har hverken EU eller USA rykket sig meget. For at de kan anerkende aftalen, kræver det, at de fjerner Hamas fra deres terrorlister, og det har der slet ikke været tale om," siger hun.
Uden en anerkendelse af aftalen får palæstinenserne ikke den selvstændige stat, som de drømmer om vil blive en realitet ved FN-afstemningen til september. Her hedder den største udfordring USA.
"Det vil muligvis kunne lade sig gøre at få forslaget igennem i Generalforsamlingen, hvor der også sidder mange små muslimske lande repræsenteret. Men når det kommer til Sikkerhedsrådet, hvor USA sidder med ved bordet, kan man frygte, at de vil nedlægge veto," siger hun.
Mens den vestlige verden indtil nu ikke har villet forholde sig til aftalen, opfordrede den palæstinensiske præsident og Fatah-leder, Mahmoud Abbas, i går under ceremonien i Kairo til, at både Israel og andre kritikere holder op med at anse Hamas for en terrororganisation, der ikke er forhandlingsvillig.
"De er vore brødre og familie. Vi kan være uenige, og det er vi ofte, men vi vil komme frem til et minimum af forståelse," sagde præsidenten om Hamas.
soegaard@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad