Risikoen for at en 15-årig pige fra et udviklingsland vil dø i forbindelse med sin graviditet er 1 ud af 120, mens risikoen er 1 ud af 4300 i industrialiserede lande.
- colourbox.com
Britta Thomsen |
6. maj 2011
Mens vi fejrer Mors dag bør vi tænke på, at 500.000 primært fattige kvinder på årsbasis dør i forbindelse med graviditet. Dødsfald, der relativt simpelt kan undgås, skriver Britta Thomsen, som er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne
TRADITIONEN TRO danner søndag den 8. maj i år rammen om fejringen af alle verdens mødre. Det er en dejlig dag og en fælles hyldest til familiens samlingspunkt.
LÆS OGSÅ: Når der er én jordmoder til 5000 kvinderMen i skyggen af blomsterbuketter, Anton Berg-chokolade og andre forkælelser finder vi desværre en sørgelig kendsgerning: Hvert minut dør én kvinde i forbindelse med graviditet.
På årsbasis betyder det, at 500.000 kvinder dør som direkte konsekvens heraf. Af dem bor 99 procent i u-lande. Det er skræmmende og en anledning til at bruge mors dag til at sætte fokus på problemet.
LÆS OGSÅ: Fattige kvinders vilkår stadig for dårligeI området syd for Sahara har adskillige lande halveret fødselsdødeligheden siden 1990. I andre regioner, heriblandt Asien og Nordafrika, er fremskridtene endnu større. Til gengæld er det tempo, som fremskridtene sker i, gået ned.
MELLEM 1990 OG 2008 faldt antallet af dødsfald relateret til graviditet kun med 2,3 procent årligt. Det tal ligger langt fra de 5,5 procent, som er nødvendigt for at nå FN's femte millennium-mål om at forbedre sundhedstilstanden for gravide kvinder.
At dødsfaldene primært foregår i u-landene, bunder ikke overraskende i fattigdom og ulighed i sundhedssektoren og understreger det øgede skel mellem rig og fattig, som den økonomiske krise og stigende fødevarepriser har skabt grobund for.
Kvinder i udviklingslande har i gennemsnit langt flere graviditeter end kvinder i de vestlige lande. Mere håndgribeligt så er risikoen for, at en 15-årig pige vil dø i forbindelse med sin graviditet, 1 ud af 120 i u-lande over for 1 ud af 4300 i industrialiserede lande.
Kvinderne dør af komplikationer under og efter graviditeten eller fødslen. De hyppigste komplikationer, som er skyld i 80 procent af disse dødsfald, er kraftige blødninger, infektioner, abort og manglende lægehjælp.
Desuden hænger sundhedstilstanden af nyfødte børn også tæt sammen med moderens helbred. Mere end tre millioner nyfødte babyer dør hvert år, og yderligere tre millioner børn er døde ved fødsel.
En væsentlig årsag til at det primært er fattige kvinder, der dør, er de begrænsede muligheder for sundhedstjek under graviditeten, hvad vi i den moderne del af verden kender som en sundhedssygeplejerske.
Kun 66 procent af kvinder i u-lande har mulighed for at blive tilset af uddannet sundhedspersonale. Det betyder, at millioner af fødsler foregår uden assistance fra jordemoder, læge eller sygeplejerske.
Sundhedsforanstaltninger til at afhjælpe fødselskomplikationer er vidt udbredte, og det er derfor nedslående, at dødsfald, som relativt simpelt kan undgås, koster så mange liv på verdensplan.
Lad os alle sammen huske på det, når vi fejrer mors dag.
Britta Thomsen er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad