Til alle, der interesserer sig for den tid, vi lever i

I dag ligger både Tønder og Skærbæk, hvor jeg voksede op, i Udkantsdanmark. Min by var ikke stor, men dog en selvstændig kommune, der i dag er opslugt af Tønder. Overalt er mejerierne nedlagt, ligesom Tønder Amt (det skete allerede i 1970), kasernen, seminariet og – næsten – sygehuset. Det betyder, at der er et meget mere snævert udbud af job til de voksne og meget færre muligheder for uddannelse til de unge. Nils Gunder omtaler, hvordan Danmarks Radio i maj 2010 holdt en høring om Udkantsdanmark og for at illustrere pointen lagde den i Tønder. Så Nils Gunders erindringer rummer et historisk/sociologisk spor, og dertil kommer naturligvis det personlige.

At netop Tønder skulle blive det sted, hvorfra forfatterens verden gik, var lidt tilfældigt. Faderen søgte stilling som overlæge og ville nok hellere være blevet på Fyn, hvor familien var faldet godt til og Nils begyndt at gå i skole. Men det skulle ikke være; det var i Tønder, man efterspurgte Hansen den ældres kvalifikationer, og så måtte familien flytte.

Nils ankommer til Tønder som otteårig, i 1964. Han skal igennem den obligatoriske seen-an og den lige så obligatoriske tilpasning til det eksisterende hierarki, men ellers går det hurtigt med at falde til. Han ender dog med at opleve det samme, som mange andre: Det er den by, som man har gået i skole i, man ender med at kalde sin barndoms by.

På moderens side stammede familien fra Bramminge, der ligger omkring tyve kilometer øst for Esbjerg, og på faderens fra Støvring nær Randers. Begge hjem var håndværkerhjem: Morfaderen var bødker, farfaderen mejerist. Men det er ikke dem, der fylder, derimod deres respektive koner. Den skrappe mormor, der var vant til at føre en stor-husholdning og blive adlydt, og den dorske, men karismatiske farmor. Bramminge bliver lig med sommerferier, mens det er Støvring, der bliver "Heimat". Der, hvor familien i virkeligheden kommer fra.

Den tid, hvor Nils' forældre vokser op, var en tid med opbrud og social mobilitet. Som den første i sin slægt tager faderen en akademisk uddannelse og bliver læge. Moderen bliver student og binder an med en uddannelse til laborant; hun bliver også den første i sin slægt, der tager en uddannelse. Det er en historie, der er fortalt mange gange før, men det bliver den, ligesom en god western, ikke mindre spændende af. Vi, der fik det akademiske ind ved morgenbordet, har til stadighed godt af at blive mindet om, at det bestemt ikke er en selvfølgelighed.

Jeg vil tro, at mange blandt det læsende publikum vil finde "Lille dreng med rejse-skrivemaskine" interessant alene af den grund, at det er en meget velskrevet og -komponeret udviklingsroman (siger jeg nu, hvor genrerne i den grad blandes sammen). Selv blev jeg opslugt af fortællingen, fordi den både ligner min egen og adskiller sig markant fra den.

Mens Nils gik i gymnasiet i Tønder, boede jeg i præstegården i Skærbæk og gik i de store klasser i folkeskolen dér. Nils vokser op i et kulturradikalt lægehjem, møder en karismatisk lærer, Kristian Kastberg Nielsen, i gymnasiet og får gennem ham mod på at læse Peter Kemps "Engagementets poetik". Det fører ham, også fordi der er et stimulerende miljø i Tønder, frem mod kristendommen.

Jeg har det fra naturens hånd svært med andre mennesker; de skræmmer mig, og jeg forestiller mig uvilkårligt, at de ikke vil mig det godt. Derfor var det barske og fremmedfjendske Sønderjylland ikke ligefrem den bedste grobund at vokse op i. Samtidig giver familielivet i præstegården mig en dyb uvilje mod religion. Min mormor og morfar var Jehovas Vidner. Min fars søskende forstod næppe hans beslutning om at blive præst (han var uddannet historiker) og gå i eksil i Skærbæk, og i sin embedsførelse oplevede jeg ham altid som presset af de særlinge og fanatikere, der åbenbart trivedes særlig godt i Skærbæk Sogn.

Alt dette førte til, at Sønderjylland, familie og religion for mig blev et livsfarligt minefelt, jeg som voksen ikke har haft den mindste lyst til at komme i nærheden af. Selvfølgelig har Nils Gunder Hansen oplevet det, han oplevede. Men jeg læser det med intens interesse, fordi det er så anderledes: at der var trygt og stimulerende i Tønder. At det var et sted, hvor livsvarige venskaber blev grundlagt og fundamentet til en livsanskuelse støbt. Jeg er sikker på, det er sket præcis sådan. Jeg finder det bare så eksotisk som en dokumentarudsendelse fra Borneo eller noget i samme retning.

Men alting har en ende, også Tønder-livmoderens varme tryghed. Vor helt må ud i verden, hvor han ad omveje stifter bekendtskab med halvfjerdsernes og de tidlige 1980'eres største galskab: studentermarxismen. I Nils Gunder Hansens tilfælde var det Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet, men det kunne have været hvor som helst. Al hidtidig faglighed skulle udryddes til fordel for den ny tids videnskab, og stor uret blev i den anledning begået.

Da der ikke var nogen faglige standarder, man kunne måle hinanden på, måtte mandjævningen foregå med blanke våben (og intriger), og det er gyseligt at opleve det hele igen i erindringen. Til sidst er Nils kronprins af Litteraturvidenskab – tror han. Men det viser sig, at Den Gamle Konge (professor Peter Madsen) har udset sig en ny yndling, og pludselig er det ham, der er lektor – ikke Nils.

Sådan noget skete overalt på universiteterne dengang, og jeg ved ikke, om Litteraturvidenskab var særlig slemt. Til gengæld bevirkede intrigerne, at en hel generation af kloge hoveder født sidst i 1950'erne måtte søge væk fra universitetet: Anders Raahauge, Jens Andersen, Poul Erik Tøjner, Frederik Stjernfelt og Nils Gunder Hansen – for blot at nævne de mest prominente. I første omgang har det sikkert været frygteligt for dem alle. Dernæst har det både for dem selv og den læsende offentlighed været det, englænderne kalder "a blessing in disguise". Prøv at tænke på, hvor meget kedeligere det de sidste par årtier ville have været at være bog- eller avislæser, hvis de fem og deres knap så kendte medstuderende var blevet forskere. Tanken er nærmest skræmmende.

Efter et kortere ophold på Kristeligt Dagblad (hvor han nu er tilbage på deltid), kommer Nils Gunder Hansen til Berlingske-koncernen. Han skaber den glimrende sektion Eksistens, men den bliver nedlagt efter nogle år, og han bliver i stedet redaktør og skribent på hovedavisen.

Det er turbulente tider: Avisen fornærmer sin ejer og bliver som straf solgt. Internettet kommer bag på avisens ledelse, økonomien forværres og et hold af kulturløse managere kommer til magten. Med røde ører læser jeg om projekt "Tæt på læserne" – ikke fordi jeg var med til at opfinde noget af det, men fordi det viser, hvor galt det kan gå, når man segmenterer og laver arketyper uden rigtig at vide, hvordan det skal gribes an. Selvom jeg har opfundet Minerva-modellen, har jeg aldrig brugt den til at skrive ud fra. Den slags er for det redigerende folk; ikke det skrivende.

Jeg er sikker på, at det har været træls over al måde at være Nils Gunder Hansen i de år. Til gengæld synes jeg, fortællingen taber højde i beskrivelsen af Berlingske-årene. Alle store virksomheder er trælse, og management-åndløsheden har de seneste 10-15 år hærget overalt; ikke kun i Pilestræde.

Heldigvis kommer det bedste til sidst. Nils bjærger sig selv til universitetet, hvor han langt om længe bliver professor. Og han får en børneflok, hvor et par stykker har særlige behov, og specielt én ligner ham meget. Det giver ham anledning til at tænke gode tanker over, hvor mange diagnoser, han selv kunne have fået hæftet på sig, hvis han ikke var vokset op for længe siden, hvor både han selv, Emil fra Lønneberg og Pippi Langstrømpe kunne slippe for diagnoser og behandlersamfund.

Man kan sige, at 54 ikke er nogen alder at skrive erindringer i. Ikke desto mindre kan jeg anbefale "Lille dreng med rejseskrivemaskine" varmt til alle, der interesserer sig for den tid, vi lever i, og for, hvordan livet også kan være.

kultur@k.dk

Henrik Dahl er sociolog, forfatter og anmelder på Weekendavisen.

Nils Gunder Hansen: Lille dreng med rejseskrivemaskine. 270 sider. 249 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag. Udkommer i dag.

Læs interview med Nils Gunder Hansen om bogen på

@Webhenv k.dk:k.dk/liv