Præstedatterens kamp for at blive sig selv

Kirken kom ind med modermælken, men de forventninger og den levevis, der fulgte i kølvandet, føltes som snærende bånd for den oprørske Inge With. Kamp måtte der til, akkurat som Kaalund skrev i sin sang fra 1877, og kamp blev det til. Inge With flyttede som ung ind i et kommunistisk bofællesskab sammen med sin kæreste. Hun betragtede sig som revolutionær, der skulle danne fortrop for revolutionen. Væk med kristendommen og traditionerne, væk med borgerligheden og med kapitalismen. Alle skulle være lige med lige muligheder, om det så kostede blod, sved og tårer.

"Det med, at præstens børn er de værste, tror jeg er rigtigt – i hvert fald når man har et oprørsk sind, som jeg havde. Man skal i den grad kæmpe for sin egen identitet for at få lov til at være den, man er," siger Inge With, der var 16 år gammel i 1968. De nye strømninger og tankesæt passede lige ind i teenagerens verdensbillede.

LÆS OGSÅ:Fremtidens præster lever i ånden

Inge With og hendes kæreste begyndte på lærerseminariet, hvor de var med til at revidere studieordninger og flere fags bekendtgørelser med det sigte at give de studerende mere indflydelse og selvbestemmelse. I 1979 blev kampen flyttet fra seminariet til det brede samfund, da de meldte sig ind i KAP, Kommunistisk Arbejder Parti.

"Sammen med en håndfuld andre så vi os selv som dem, der skulle kæmpe for et bedre samfund. Visionerne var uendelige, for Mao startede med en lille gruppe på 4-5 stykker, og det endte med en revolution. Og på samme måde var vi få, der arbejdede for en stor sag," siger Inge With og tilføjer:

"Det var en enorm overvurdering."

Hun betegner meget af arbejdet på den yderste venstrefløj som et "definitionsprojekt", hvor en stor del af tiden gik med intellektuelle øvelser ud i at definere alting på ny.

"Venstrefløjen splittede sig hele tiden op, og vi var ingen undtagelse. På et tidspunkt blev en stor del af medlemmerne ekskluderet, fordi de ikke var 'rigtige' revolutionære. For mange handlede det om, at vi skulle definere os selv helt fra bunden hver især."

Definitionsprojektet blev forstærket af, at parret i 1979 blev forældre for første gang. Sønnens fødsel gjorde, at de blev endnu mere bevidste om at gøre op med den måde, de selv var vokset op på. Blandt andet i spørgsmålet om, hvorvidt den nyfødte skulle døbes.

"Jeg så kirken som en del af magtapparatet og hele det borgerlige system, men havde alligevel så meget respekt for den, at jeg ikke bare kunne gå hen og lade mine børn døbe. Konsekvensen af det måtte være, at jeg meldte mig ud," fortæller Inge With, der gik hen på kirkekontoret, udfyldte en blanket, og afleverede den. Det var det.

Med tiden og med børnenes komme begyndte partiarbejdet at føles som en intellektuel overanstrengelse.

"Jeg fik dårlig stemme, og min mand fik mavesår. Jeg blev anbefalet at gå til psykodrama – en slags 'legende' terapiform. Fra at have skullet definere alting intellektuelt og samfundsmæssigt, blev psykodrama nøglen til at definere resten – mig selv. Det åbnede mine øjne for, hvor overanstrengt jeg var intellektuelt, og samtidig var jeg enormt understimuleret sanseligt og følelsesmæssigt," siger Inge With og retter sig i stolen. Så siger hun:

"Derfor blev jeg skilt, det var i 1986. Hvis jeg skulle ud af det parti, blev jeg nødt til at blive skilt. Og hvis jeg skulle skilles, måtte jeg gå ud af partiet. Vi var vokset meget sammen med det, og i sådan en sekt betragtes det som illoyalt, ja nærmest forræderisk at melde sig ud. Her tog jeg ikke kampen op med partiet. Sådanne tanker og følelser som mine blev slet ikke taget seriøst.

Er du flov over den periode af dit liv?

"Jeg vil ikke sige, at jeg skammer mig. Det er beskæmmende, at jeg har kunnet bevæge mig så langt ind i et ... ja, faktisk fundamentalistisk tankesæt. Derfor er jeg den dag i dag meget bange for lukkede fora, for sekter, der har deres eget lukkede og indforståede sprog og klichéer. Et indforstået univers lukker simpelthen af for at forstå, hvordan andre mennesker tænker. Dengang var der kun en sandhed, og andre mennesker blev reduceret til redskaber i ens kamp. Jeg kan godt forklare for mig selv, hvorfor det skete, og på den anden side synes jeg, det er forfærdeligt, at det skete. Det var en blanding af tidsånd, temperament og en personlig måde at forholde sig til sin opvækst på," siger Inge With

Livet er blevet lettere siden dengang, hvor Inge With gik i terapi for at få styr på sig selv og sit liv i partiet. Det blev blandt andet lettere af, at hun mødte en mand, der hverken var politisk aktiv eller specielt religiøs.

"Han kunne lide mig, uanset om jeg var tillidsmand, lærerrådsformand eller med i ditten eller datten udvalg. Over for ham skulle jeg hverken definere eller forklare mig selv. Selv syntes han, at han var i sin gode ret til at være på denne her jord. Uden videre. Det syntes jeg ikke selv. Jeg syntes, man skulle udføre noget, tage ansvar. Det hele blødte lidt op."

De røde faner var på kraftig retur i Inge Withs liv, men hun var stadig søgende og begyndte i slutningen af 1980'erne at komme i Teosofisk Samfund, hvor man forholdt sig intellektuelt til Gud.

"Fra teosofi var der ikke langt til kristendomskurser på Folkeuniversitetet. Og her mødte jeg præster, der var gode til sådan nogle som mig. Som formåede at rumme det nyreligiøse felt, som ikke var bange for de ord, der bliver sagt, og som formåede at tage de religiøse følelser alvorligt og dreje dem over i kristendommen. Det åbnede mine øjne for, at det ikke var så slemt at være kristen. Ja, det føltes som en lettelse," fortæller Inge With.

Hendes far var hverken moralsk eller fordømmende i sin forkyndelse – borgerligheden var nærmere en levevis, der passede ham godt. Det erkender Inge With i dag.

"Når man er præstebarn, tænker man, at sådan som ens forældre mener, det er også kristendom.

Og jeg tror, at jeg som teenager opfattede min far som fordømmende og moralsk og har haft svært ved at skelne mellem, hvad der var ham som person, og hvad der var den kristne tro. For det var klart, at mit hjem var pænt, rent og borgerligt. Og den levevis passede mine forældre rigtig godt."

I 1992 besluttede Inge With sig for læse teologi. Ikke nødvendigvis med det formål at blive præst. Men for at blive klogere.

"Jeg kunne mærke, at der var noget, jeg ikke havde forstået ordentligt. Jeg begyndte også at gå i kirke, det var virkelig en rigtig, rigtig god kirke, jeg kom i, og da der kom revne i en betondæmning, som jeg havde bygget op over for den kristne tro, så gik det virkelig hurtigt. Jeg havde en følelse af forløsning, det fossede ud, jeg kunne ikke få nok."

Det var i 2003, som 50-årig, at Inge With blev ordineret som præst i Aalborg, og hun blev for tre år siden gift med en mand, der også er præst, men i Haderslev. Derfor flyttede hun fra Hjørring til Sønderjylland.

"På den måde kan man godt sige, at der er sluttet en cirkel, og det passer mig rent faktisk godt. Der er ligesom en rigtig god sammenhæng i det. Det passer mig også godt, at jeg ikke bor i en stråtækt præstegård med bindingsværk og det hele, for det ville alligevel blive for meget," siger hun.

I dag tror Inge With ikke på det, som man i nyreligiøse kredse taler om, nemlig at man skal 'finde sig selv'.

"Det er på en eller anden måde en illusion, synes jeg. Man forandrer sig hele tiden. Jeg tænker, at jeg ikke kan sige, at jeg i min kristne tro har fundet 'sandheden', men måske nærmere en indre ro. Min måde at læse Det Nye Testamente på er præget af det liv, jeg har haft, og jeg tolker Bibelen ud fra de erfaringer, jeg har, og ud fra, hvordan vores liv ser ud i dag," siger Inge With og kaster et blik ud i haven. Så siger hun:

"På et tidspunkt gik det op for mig, at det kristne budskab blandt andet er, at man er god nok. I sig selv. At verdens gang ikke er mit ansvar alene. Helbredelsesfortællinger handler blandt andet om at blive fri for tunge byrder, at blive sat fri. Kristendommen og kirken er et sted, hvor man kan få lov at være, som man er, uden at skulle leve op til alt muligt. Og der tror jeg, at kirken har meget at tilbyde moderne mennesker, der bruger utrolig meget energi på at skulle definere sig selv og spejle sig selv i andre."

Er du færdig med at kæmpe?

"Jeg er færdig med at mene noget om alting, eller ... "

Inge With slår en latter op, der ruller stille gennem kontoret, og siger så:

"Jeg mener nok stadig noget om det meste, men jeg prøver på ikke altid at sige det. Jeg er nok blevet mere ydmyg."

livogsjael@k.dk