Gæstearbejdere ser positivt på Gaddafi

Youssef er 37 år og har arbejdet som maskinarbejder i Tripoli i tre år. Som så mange andre sneg han sig ind i Libyen sydfra over ørkengrænserne fra Niger eller Tchad. Planen var at arbejde nogle år i Libyen, hvor pengene er bedre, og derefter rejse hjem til Nigeria og måske etablere en lille forretning.

Det anslås, at der i Libyen er omkring 2,5 millioner gæstearbejdere fortrinsvis fra det afrikanske kontinent og fra Bangladesh. Det skyldes ifølge Youssef en kombination af Gaddafi og de libyske borgere.

"Folk i Libyen gider ikke hårdt arbejde, så de har brug for folk, der vil bygge deres huse og gøre rent for dem. Borgerne i Libyen er dumme. De vil bare leve af den olie, der er i landet og have penge af regeringen. Vi kan tjene mange flere penge i Libyen end i vores hjemland, og takket være Gaddafi får vi lov til det," siger Youssef.

"De rigtige skurke i denne konflikt er folkene i Benghazi. Jeg ved godt, at Gaddafi bomber i det østlige Libyen, men hvad vil du gøre, hvis folk begynder at angribe dig? Så kæmper du tilbage. Og det samme gør Gaddafi. Selvfølgelig!"

"Jeg var i Libyen af én årsag: arbejde. Med denne konflikt er der blevet mindre arbejde og større usikkehed, så hvorfor skulle jeg blive? Nu vil jeg gerne hjem, men jeg sidder fast, og ingen kan fortælle mig, hvor lang tid jeg skal vente," siger Youssef.

LÆS OGSÅ: Ny flygtningebølge på vej ud af Libyen

Røde Kors' transitlejr blev etableret i begyndelsen af april af Dansk Røde Kors, og i øjeblikket er fire danskere udstationeret i lejren. Målet med lejren har fra begyndelsen været at aflaste FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, der på visse tidspunkter i marts havde mere end 17.000 flygtninge, der krævede kost og logi. Lejren har et klart formål: at holde de mange flygtninge i live, så de kan komme trygt videre, uden at deres fysiske tilstand bliver forværret.

I begyndelsen var transittiden to-tre dage, men flere og flere mennesker har nu siddet i mere end 10 dage og ventet på, at Den Internationale Migrantorganisation, IOM, der står for al transport videre fra lejrene, kommer med gode nyheder.

I takt med at konflikten i Libyen trækker ud, er organisationernes pengekasser overbelastet, og det gælder i særdeleshed i IOM. Den er i øjeblikket flaskehalsen, der begrænser, hvor effektivt konflikten kan løses. Færre fly til flygtningene betyder flere mennesker i lejrene og dermed flere udgifter for alle.

Antallet af flygtninge er dog næsten halveret i forhold til for en måned siden, og den seneste uges tid har tallet ligget stabilt mellem 6000 og 7000 i de tre lejre, der ligger i Tunesien ved den libyske grænse. En tredjedel af dem kommer fra ustabile lande som Somalia, Eritrea og visse regioner i Sudan. Flere af dem har siddet i lejrene i mere end en måned, for hvor skal de fragtes hen? Et valg mellem Libyen og Somalia er lige nu et valg mellem pest og kolera.

På grund af den begrænsede adgang til Libyen ved ingen, om antallet af flygtninge vil stige eller falde i den kommende tid, og der kan kun gisnes om, hvor mange uger eller måneder flygtningestrømmen vil vare ved.

Issa er 31 år, og efter otte måneder i Libyen og nu syv dage i Røde Kors' venteværelse håber han snart at blive forenet med Ghana og med sin kone og toårige datter.

"Jeg rejste til Libyen for at tjene penge til familien, men det gik ikke helt som forventet," fortæller Issa, der kort efter ankomsten til Libyen blev smidt i fængsel af nogle politifolk, som efter Issas udsagn opererer i Libyen uden Gaddafis samtykke.

Han skulle betale 3500 kroner for at komme fri, så det første stykke tid som byggearbejder gik med at betale gælden af.

Til trods for de dårlige oplevelser er heller ikke han til at lokke med i smædekampagnen mod Gaddafi. I modsætning til Youssef mener han, at det bedste for det libyske folk vil være at sige farvel og tak til Gaddafi, men han er sikker på, at Gaddafi fortjener æren for den løncheck, han trods alt nåede at sende retur til familien efter fem måneders arbejde, hvorefter konflikten optrappedes, og arbejdet forsvandt.

"Vi kunne se i fjernsynet, at der var kampe, og nogle af mine venner fra Ghana ringede her fra lejren for et par uger siden og sagde, at jeg skulle komme. Det ville kun tage et par dage, så ville man blive fløjet hjem. Men nu har jeg været her i syv dage, og der er stadig ikke sket noget," siger Issa .

Ras Ajdir er tydeligvis frustrationernes holdeplads, og i modsætning til madrationerne uddeles frustrationerne ikke kun i små portioner tre gange dagligt. De gennemsyrer hvert et vågent minut, udløser vrede hos nogle og tårer hos andre, men udholdes ved at leve i håbet om, at morgendagen bliver dagen, hvor deres navn bliver råbt op ud over teltdugene sammen med den gode nyhed:

En enkeltbillet videre.

udland@k.dk