Den islamiske prædikant Bilal Philips' synspunkter må forekomme de fleste europæere og liberale muslimer ekstreme. Men den ubehagelige sandhed er, at Philips ikke er værre eller bedre end det væld af muslimske prædikanter, der igennem de seneste mange år har besøgt Europa, Skandinavien og Danmark, skriver dagens kronikør. Her står Philips ved siden af prædikanten Pierre Vogel og holder tale i den tyske by Frankfurt am Main.
- ARNE DEDERT/Scanpix Denmark
Helle Merete Brix |
7. maj 2011
Med islam kommer kravet om sharialove altid. Men da sharia er i direkte modstrid med fredelig sameksistens i Danmark, er det på tide, at de danske politikere beslutter sig for, hvad de vil gøre ved problemet, skriver Helle Merete Brix
DA DEN MUSLIMSKE prædikant Bilal Philips for nylig gæstede Danmark, inviteret af Islamisk Trossamfund, fik besøget fyldig omtale i medierne. Det kom frem, at Philips går ind for, at homoseksuelle skal dræbes, at mænd må slå deres kvinder, og at prædikanten også accepterer selvmordsterrorangreb.
Flere politikere ville have Philips standset ved grænsen, andre politikere mødte op uden for Nørrebrohallen for at demonstrere imod besøget.
Philips' synspunkter må forekomme de fleste europæere og liberale muslimer ekstreme. Men den ubehagelige sandhed, som ikke mindst politikerne må se i øjnene, er, at Philips ikke er værre eller bedre end det væld af muslimske prædikanter, der igennem de seneste mange år har besøgt Europa, Skandinavien og Danmark.
Der er tale om prædikanter, der har hjemme i Mellemøsten eller Vesten. I disse år kommer de ofte fra Canada eller USA, og de er ofte konvertitter. Udadtil har de, ikke mindst hvis de kommer i mediestormvejr, lært de rigtige ord. Philips talte om "fredelig sameksistens", andre taler om "dialog," "retten til forskellighed" og den slags. Men på YouTube-videoer og cd'er finder man propaganda for sharia og en fjendtlig indstilling til de vestlige samfund.
Her skal blot gives to eksempler, hentet fra organisationen Muslimer i Dialog. Organisationen er repræsenteret i bestyrelsen hos paraplyorganisationen Muslimernes Fællesråd med to pladser. Begge organisationer omtales ofte i medierne som moderate og har fungeret som dialogpartnere for offentlige institutioner. Muslimer i Dialog er desuden aktuel med en islamudstilling på Børsen, der åbner den 9. maj.
I 2007 havde Muslimer i Dialog besøg af den unge konvertit Ustadh Yahya Rhodus, der er født og opvokset i Californien. I 2004 i et interview med den australske journalist Mark Corogan, altså tre år efter 11. september, vidste Rhodus ikke, om han var "for eller imod" al-Qaeda. Interviewet foregik i Yemen på den islamiske institution Dar al-Mustafa. Her var Rhodus blandt andet for at lære at svare på spørgsmål om "islamisk, hellig lov".
Egentlig har Danmark og de danske politikere haft mange år til at forstå fænomenet med de shariabegejstrede prædikanter. Det er 10 år siden, at det bragede løs i Radikale Venstre. En gruppe unge muslimske studerende, hvoraf Mona Sheikh er den mest kendte, forsøgte i april 2001 at kandidere i partiet.
Men to radikale, Jette Plesner Dali og Bjarne Nielsen, bragte frem, at de unge muslimer var organiseret i Minhaj ul-Quran-bevægelsen, hvis leder, Tahir ul-Qadri, er tilhænger af islamisk lov med stening og hele pakken. I en af hans bøger kan man læse, at "Islamisk lov er overlegen i forhold til andre love, da essensen af den er guddommeligt besluttet".
Det lykkedes aldrig de unge muslimer at få en karriere i Radikale Venstre. Men det var ikke de unge muslimer, men derimod Jette Plesner Dali og Bjarne Nielsen, som partitoppen rettede sin vrede imod.
Der er stor berøringsangst blandt politikerne over for problemet, og Radikale Venstre har intet lært af balladen i 2001. Men ikke blot politikere fra centrum-venstre, men også fra den borgerlige fløj har svært ved at acceptere, at en shariaprædikant som Philips ikke er en enlig svale.
SIDEN 2001 ER DER I DANMARK ligesom i andre europæiske lande søsat et væld af integrations- og dialogprojekter med samarbejdspartnere, der slet ikke er moderate.
Fokus fra politikernes side har rettet og retter sig imod de åbenlyst ekstreme organisationer som blandt andre Hizb ut-Tahrir. Det har givet vind i sejlene til organisationer med noget, man kunne kalde en art blød jihad, på programmet. Det vil sige organisationer og prædikanter, der ikke taler om at omstyrte de vestlige samfund med vold, men lægger vægten på mission. Men det er stadig organisationer, der støtter mænds forrang for kvinder, hadiths betydning i det 21. århundrede, accept af shariaens straffelov og begrænsninger i religionsfriheden og ytringsfriheden.
Man kan klandre politikerne for ikke at have sat sig ordentligt ind i, hvad islam og sharia er. Samtidig må man dog erkende, at de har fået ringe hjælp fra dem, der skulle gøre dem beredt til at forstå problemet: religions-og islamforskerne fra de offentlige læreanstalter.
I forbindelse med balladen i Radikale Venstre i 2001 blandede Jørgen Bæk Simonsen, der i dag er professor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, sig i debatten. Han er en af Danmarks mest kendte islamforskere, og han tog de unge muslimers parti. Bæk Simonsen talte blandt andet om, at Minhaj ul Quran-bevægelsens leder, Tahir ul-Qadri, der vil have profetfornærmere henrettet og utro ægtefolk stenet, forbandt shariaen med en moderne tolkning – at der skete en såkaldt "kontekstualisering". Det er vrøvl på højt plan, og Bæk Simonsen er ikke blevet fornuftigere at høre på siden.
Springer vi frem til nutiden, falder man den 15. april i Weekendavisen over en kommentar af Jakob Skovgaard-Petersen, der er professor samme sted som Simonsen.
Skovgaard-Petersens kommentar drejede sig om sheikherne og de omvæltninger, der sker lige nu i de arabiske lande. I kommentaren taler Skovgaard-Petersen om, at Yussuf al Qaradawi, der er en af verdens mest indflydelsesrige muslimske retslærde, ganske vist er "autoritær", men også er blevet "mere demokratisk".
Qaradawi er et forbillede for en række islamiske organisationer og prædikanter i Europa. Men demokratisk? Han opfatter frafald fra islam i muslimske lande som "højforræderi" og har inden for de senere år udstedt fatwaer om død over homoseksuelle, ligesom han anbefaler en "mild" omskæring af kvinder.
Hvad de danske islamforskere for længe siden skulle have forberedt politikerne på er meget enkelt: at med islam kommer altid kravet om sharia. Skellet mellem islamisme og islam er egentlig kunstigt. Enhver mainstream- islamisk bevægelse har altid ikke blot et religiøst, men også et politisk formål. Det er helt i Muhammeds ånd. Religionsstifteren var ikke blot profet, han var også hærfører, lovgiver og leder af den islamiske stat i Medina.
Der findes naturligvis afvigende retninger, der ikke har sharia på programmet: de tyrkiske alevier, ahmadiyyamuslimerne og bahai, der opstod som selvstændig religion i Iran i slutningen af 1800-tallet. Der findes også uortodokse sufi-retninger, ligesom der findes liberale muslimer og imamer, der ikke går ind for en islamisk stat. Men mainstream-islam er både religion og politik.
Der er derfor intet overraskende i, at Philips, Shakir, Rhodus og alle de andre går ind for sharia. Hvad skulle de ellers gå ind for? Da sharia er i direkte modstrid med fredelig sameksistens, er det på tide, at politikerne beslutter sig for, hvad de vil gøre ved problemet.
I enhver radikaliseringsproces, om det er radikalisering hen imod terrorisme eller "blot" hen imod at ønske demokrati byttet ud med sharia, står der en karismatisk prædikant bag. Den skadelige indflydelse fra prædikanter som Philips og andre kan derfor ikke betones kraftigt nok.
Politikerne kan i denne proces med fordel trække på den viden, der igennem de seneste mange år er bragt til veje af uafhængige tænketanke og individuelle forskere i Storbritannien og USA. De ved, i modsætning til de etablerede islamforskere, at problemet hedder sharia.
Hvis politikerne har det i mente er de måske bedre forberedt, næste gang en prædikant a la Philips kommer forbi. Det kan ikke vare længe.
Helle Merete Brix er journalist og forfatter.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad