Osama bin Ladens Pakistan

Er landet egentlig Vestens ven eller fjende, spørger forfatteren Brahma Chellaney

Drabet på Osama bin Laden, som blev udført af amerikanske specialstyrker under et helikopterangreb på en stor luksusbolig i byen Abbottabad nær hovedstaden Islamabad, fører tanken hen på pågribelsen af andre al-Qaeda- ledere i pakistanske storbyer.

Endnu en gang ser vi, hvordan terroristernes virkelige tilflugtssteder ikke ligger langs med Pakistans grænser til Afghanistan og Indien, men centralt i landet.

LÆS OGSÅ: Obama: Bin Laden havde netværk i Pakistan

Det bringer os til et andet grundlæggende faktum: at kampen mod international terrorisme ikke kan vindes uden at afmilitarisere og afradikalisere Pakistan. Det er nødvendigt at skabe et nyt magtforhold mellem civilregeringen og hæren, ligesom landets balstyriske efterretningstjeneste, ISI, må under kontrol.

De andre terrorledere, som er blevet fanget i Pakistan siden 11. september-angrebene, omfatter Khalid Sheikh Mohammed, al-Qaedas mand nummer 3, Abu Zubeida, som var netværkets aktionschef, Yasser Jazeeri, Abu Faraj Farj og Ramzi Binalshibh, som var en af mændene bag 11. september-angrebene. Også de viste sig at bo i storbyer rundt om i Pakistan. Hvis der er noget som helst overraskende ved bin Ladens skjulested, så er det placeringen i garnisonsbyen Abbottadad i skyggen af et militærakademi.

Og det viser blot, hvor enorm en beskyttelse bin Laden må have fået fra folk fra det pakistanske sikkerhedsvæsen, siden han har kunnet undgå den amerikanske klapjagt i næsten et årti. Det lykkedes først at slå ned på ham, efter at USA – med risiko for at bryde båndene, man længe har haft til den pakistanske hær og efterretningstjenesten ISI – sendte en række CIA-folk, specialstyrker og private sikkerhedsfolk dybt ind i Pakistan uden det pakistanske militærs vidende.

I de senere år var al-Qaeda blevet svært splittet, efter at vigtige folk i netværket var blevet fanget eller dræbt, og bin Laden sad i skjul i Pakistan. Al-Qaeda havde allerede mistet sin evne til at gennemføre internationale angreb i større skala eller udfordre amerikanske interesser åbenlyst. Bin Ladens død vil sandsynligvis få al-Qaeda til at visne bort som organisation.

Men al-Qaedas farlige ideologi forventes at leve videre og motivere statssponserede, ikke-statslige aktører. Det vil især være sådanne aktører, som vil være i stand til at gennemføre transnationale terrorangreb i større skala i stil med Mumbai-angrebene i 2008. End ikke i Afghanistan er USA's største fjende al-Qaeda; det er derimod Taleban, som igen er på banen og er i sikkerhed i Pakistan.

Derfor vil fokus nu formentlig blive vendt mod terrorforbindelsen internt i Pakistan og den rolle, som stat og ikke-statslige aktører spiller, såvel som forholdet mellem dem. Det er betegnende, at bedst som CIA var ved at få bin Laden på kornet, forbandt chefen for de samlede amerikanske styrker, admiral Mike Mullens, for første gang offentligt det pakistanske militær med nogle af de militante, der angriber de amerikanske styrker i Afghanistan.

Pakistans egne islamistiske militser opererer fortsat i fuld åbenhed, og den pakistanske hær og efterretningstjenesten er stadig uvillige til at skære deres gode forbindelser over til ekstremistiske og terroristiske elementer.

FOR USA UDGØR PAKISTAN en særligt svær udfordring. Til trods for de 20 milliarder dollar, som USA har udstyret Pakistan med i bistand til terrorbekæmpelse siden den 11. september 2001, har amerikanerne ikke fået andet end modvillig assistance i bedste fald og svigefuldt samarbejde i værste fald. Og nu, hvor antiamerikanismen er stærkt tiltagende, er USA's Pakistan-politik i fuld gang med at falde fra hinanden.

Samtidig er Pakistan, som har en af verdens laveste skatteindkomster i forhold til bruttonationalproduktet, blevet mere afhængig end nogensinde af den amerikanske bistand.

Skønt amerikanerne jubler over drabet på bin Laden, må den amerikanske regering erkende, at USA's fejlslagne Pakistan-politik ufrivilligt har gjort landet til verdens væsentligste tilflugtssted for terrorister.

I stedet for at bistå opbygningen af robuste civile institutioner i landet har USA forkælet det jihadist-infiltrerede militær. Det illustreres bedst af den seneste militære hjælpepakke på tre milliarder dollar, som er øremærket det næste skatteår.

Efter at militærdiktatoren Pervez Musharraf blev smidt på porten, beordrede Pakistans civilregering efterretningstjenesten ISI til at underlægge sig Indenrigsministeriet. Men dette forsøg på at sikre civil kontrol med efterretningstjenesten blev ikke bakket op af USA, hvorfor det snart lykkedes hæren at forpurre det.

Efter at Barack Obama blev amerikansk præsident, indsatte han langt flere tropper i Afghanistan. Pakistan derimod sendte han langt mere bistand til, hvorved landet blev den største modtager af amerikansk hjælp, til trods for at det afghanske Taleban-lederskab og rester af al-Qaeda fortsat gemte sig i landet. Det forstærkede blot USA's engagement i den forkerte krig og indgød Pakistan mod til at fede det afghanske Taleban op, på én og samme tid som amerikanske angreb fortsatte med at svække al-Qaeda betragteligt.

TAG IKKE FEJL: Den pakistanske terrorplage udspringer mere fra landets whisky-pimpende generaler end fra de religionsfikserede mullaher. Det er de selvbestaltede sekulære generaler, som har op- fostret jihad-styrkerne og avlet Taleban, Lashkar-e-Taiba, Jalaluddin Haqqani-militsen og andre grupper.

Men ved at skyde skylden for deres terrorpolitik pr. stedfortræder på deres mullah-marionetter har generalerne fået USA til at tro, at løsningen er at inddæmme den religiøse periferi og ikke dukkeførerne.

Faktisk fandt Pakistans nedstigning i den hellige krigs helvede ikke sted under civilt styre, men under to militærdiktatorer: én, som nærede jihad-kræfter og slap dem løs, og én, som bragte sit land helt ud på kanten.

Uden forandringer i den pakistanske hær og i efterretningstjenesten ISI, vil der ikke komme en ende på den transnationale terrorisme – og ingen egentlig nationsopbygning i Pakistan.

Hvordan kan Pakistan være en "normal" stat, hvis dens hær og dens efterretningstjeneste forbliver uden for civilt tilsyn, og den afgørende magt ligger hos generalerne?

Nu, da bin Laden er død, er det en betingelse for, at al-Qaeda kan reorganisere sig selv, at det lykkes for det pakistanske militær at indsætte et marionetstyre i Afghanistan.

Medmindre det pakistanske militærs stramme greb om magten bliver brudt, og efterretningstjenesten ISI bliver sat på plads, vil Pakistan formentlig forblive udgangspunkt for den terrortrussel, som verden står over for.

debat@k.dk

© PROJECT SYNDICATE 2011

Oversat af Sara Høyrup