En enig brasiliansk højesteret har netop vedtaget, at homoseksuelle nu har ret til at indgå i et registreret partnerskab. Det er endnu et skridt imod sekularisering i det ellers meget katolske land
Med ti stemmer mod nul var der ingen tvivl at spore, da en enig højesteret i sidste uge gav grønt lys for, at homoseksuelle i Brasilien nu på lovlig vis kan indgå i et registreret partnerskab. En beslutning der betyder, at de homoseksuelle får samme vilkår som heteroseksuelle, når det drejer sig om arverettigheder, ægtefællebidrag og formuedeling.
Den nye vedtagelse har naturligvis skabt glæde i homoseksuelle kredse. Også hos Marcelo Cerqueira, der er talsmand fra Grupo Gay da Bahia, som arbejder for at forbedre homoseksuelles rettigheder i Brasilien.
LÆS OGSÅ: Brasilien tillader registreret partnerskab"Dette er et historisk øjeblik for alle brasilianere, ikke kun homoseksuelle. Dommen vil forandre alt for os i samfundet – til det bedre," siger han i den britiske avis The Telegraph.
Med den nye lovgivning bevæger Brasilien, der har verdens største katolske befolkning, sig i retning af mere sekulariserede græsgange. Det mener Brasilien-ekspert Inger Sjørslev fra Institut for Antropologi på Københavns Univsersitet.
"Der er helt sikkert en sekulariseringsproces i gang. Brasilien har tradition for et løst forhold til den katolske kirke på mange fronter, men det er i høj grad den politiske, demokratiske udvikling, der bærer denne sekularisering," siger hun.
Der er dog stadig religiøse kræfter i det sydamerikanske land, der prøver at trække i den modsatte retning, og den katolske kirke spiller en væsentlig rolle. Ralph Lichota, der er advokat og under sagen i højesteret har repræsenteret religiøse grupper, støtter sig til brasilianernes katolske arv.
"Magten udgår fra folket, og det brasilianske folk er kristne, og Gud skabte ægteskabet, da han skabte Adam og Eva," siger han til The Telegraph.
Ken Henriksen, adjunkt ved Afdeling for Spansk på Aarhus Universitet, anerkender, at der stadig fra den katolske kirke er stærk modstand mod en vestliggørelse. Men samtidig peger han på, at der i Brasilien er en stor gruppe af mennesker, der orienterer sig meget ud mod verden og er parate til at nærme sig en mere sekulær indstilling på afgørende områder.
"Det at blive moderne hænger tæt sammen med et opgør med den katolske kirke. Og med et initiativ som dette, hvor homoseksuelle forhold legaliseres, viser brasilianerne, at de ønsker at blive en del af den moderne verden," siger han og henviser til, at mange af de samme tendenser finder sted i nabolandet Argentina, hvor man sidste år tillod homoseksuelle ægteskaber.
"Det handler om, at der i disse lande finder en moderniseringsproces sted. Der er kommet en større oplyst middelklasse, befolkningen er blevet bedre uddannet, og den økonomiske udvikling peger i positiv retning," siger han, men gør opmærksom på, at der stadig er stor forskel på land og by.
I udkantsområderne er folk traditionelt mere bundet til den katolske kirke, der er mere fattigdom, og man er knap så beredte på at prøve kræfter med vestlige værdier. Det viser sig blandt andet i Mexico, der som Brasilien og Argentina forandrer sig meget i disse år. Her blev det i 2007 tilladt at få abort, men kun i landets hovedstad Mexico City, hvor de bedst uddannede og oplyste bor. I resten af landet er det stadig forbudt.
"Der er store kløfter i Latinamerika mellem grupper, der identificerer sig med den vestlige, moderne verden, og grupper, der står fast på de katolske, konservative værdier," siger Ken Henriksen.
Hvorvidt og hvor hurtigt resten af Latinamerika vil følge i fodsporene på Brasilien og Argentina er tilsyneladende svært at spå om.
"Mange af de andre små latinamerikanske lande vil nok følge efter på et tidspunkt, men hvornår det sker, er svært at sige. For samtidig med moderniseringsprocesserne viser der sig også netop nu en anden tendens i latinamerikanske lande som Bolivia og Venezuela. Den handler om en trods mod USA – om at fjerne sig langt væk fra alt, der symboliserer USA," siger Ken Henriksen.
soegaard@k.dk