Guds hellige skaberånd har virket fra universets begyndelse for 13,7 milliarder år siden til i dag. Den har også virket som inspiration til skabelsen af de store verdensreligioner. Men i den kristne kirke skaber Helligånden et fællesskab på et højere niveau.
- Colourbox.com
9. maj 2011
Videnskaben har længe reduceret fænomener for at forstå dem bedre, men naturen udvikler og udfolder sig i planer, hvis fænomener netop ikke kan reduceres. Det kaldes emergens. Denne indsigt kan bruges i religionshistorien, mener dagens kronikør
HOS MANGE naturvidenskabsfolk møder man stadig en tendens til at reducere de fænomener, der udforskes: "Det er ikke andet end ...", hedder det. "Biologi er ikke andet end kemi", er der biologer, der hævder – ligesom mange psykologer siger: "Bevidsthed er ikke andet end processer i hjernen" og så videre.
Men i de senere årtier er der efterhånden fremvokset en forståelse for, at naturen udvikler sig og udfolder sig i planer, hvis fænomener netop ikke kan reduceres. På højere planer dukker nye egenskaber op, der ikke findes på de lavere.
Et enkelt eksempel er kiralitet (håndethed), der findes på det molekylære plan, hvor molekyler kan være snoet højre eller venstre om, men det findes ikke på det atomare plan: For det enkelte atom er der ikke noget, der er op eller ned, højre eller venstre.
Et andet eksempel er liv og bevidsthed, der ikke findes på det molekylære plan, men kun på højere planer. Dette kaldes for emergens – nye egenskaber dukker op, de "emergerer".
LÆS OGSÅ:Religionsforskningens rødder og forgreninger
Den verdensberømte forfatter og videnskabsjournalist Arthur Koestler beskrev emergens således: "I det groende foster forgrener sig generation efter generation af celler til forskelligartet væv for til slut at integreres i organer. Hvert organ har en dobbelt karakter, det er både en underordnet del og samtidig et autonomt hele – som vil fortsætte med at fungere, selvom det transplanteres til et andet individ. Individet selv er et organisk hele, men samtidig en del af sin familie eller stamme.
Og hver samfundsgruppe har igen det præg af det sammenhængende hele, den tilhører, men også af at være en underordnet del af et samfund eller en nation. Intetsteds findes der dele eller helheder i absolut forstand (...). Disse sub-helheder – eller "holon'er (...) er Janus-agtige enheder, som viser både helhedens uafhængige, og de enkelte deles afhængige egenskaber." (Arthur Koestler: "The Roots of Coincidence" – på dansk: "Sandsynlighedens grænse", 1974, side 84-85).
LOVENE FOR DE LAVERE planer gælder også på de højere – for eksempel kausalitet (årsagsforhold), men de højere planer kan styre begivenheder på de lavere. Dette kaldes for downward causation (årsag-virkning fra oven og nedad).
Når jeg for eksempel vil gå en tur, kræver det, at min krop fungerer på alle de lavere planer – fra cellerne i muskler, nerver og blodkar til organer som hjerte, lunger og hjerne.
Men jeg regner nu med, at det er "mig selv", der bestemmer, om jeg igen skal gå ned til stranden ved Aarhusbugten eller i dag tage en anden tur. Det er mig, der styrer min krop den ene eller den anden vej.
Men begreber som emergens og downward causation giver også mening inden for andre områder – som for eksempel når det drejer sig om at analysere en tekst. Det har professor i litteraturhistorie Ole Togeby vist ved at analysere indledningen til eventyret om "Fyrtøjet" (side 270-75 i "Downward Causation", Aarhus University Press, 2000). Det kan han gøre, fordi i en tekst er bogstaver som "atomer", ord som "molekyler", der bindes sammen i sætninger og til endnu større enheder – og fordi ord og sætninger har mening.
Det synes oplagt også at forsøge at bruge begreber som emergens og downward causation inden for sociologi og religionshistorie.
De sociale systemer har i løbet af menneskehedens udvikling i de senere hundredtusinder af år udviklet sig gennem familier og klaner til stammer og nationer og nu også til internationale organisationer. Derfor er der så stor diskussion om, hvor meget eksempelvis EU, FN og Nato skal have lov til at bestemme over de enkelte medlemslande.
Tilsvarende har menneskenes religioner forandret sig, så der ikke længere kun er tale om stamme- og statsreligioner, men også om internationale religioner, der knytter stærke bånd mellem mennesker i de forskellige lande og kulturer.
Ifølge den kristne tro har kristendommen en særlig rolle, der adskiller den fra alle andre religioner. For mens islam er en internationaliseret arabisk folkereligion med klassisk arabisk som helligt sprog, og religioner som hinduisme og buddhisme forener folkereligion med mystik og almene etiske regler, så hævder kristendommen at bringe noget ganske nyt: Kirken er Kristi legeme, et nyt universelt fællesskab, der er opstået gennem Jesu liv, død og opstandelse og er ledet af Helligånden (jul, påske, pinse).
I forhold til jødedommen er kristendommen på én gang en fortsættelse og et radikalt brud: I århundrederne før og efter år 1 drømte jøderne om at udbrede deres tro til hele verden, og mange fra de forskellige folkeslag i Romerriget gik over til jødedommen (blev proselytter eller nøjedes med at deltage i gudstjenesten: de såkaldt gudfrygtige).
Drømmen var, at alle folkeslag skulle drage til Jerusalem – som muslimerne i dag drager på pilgrimsfærd til Mekka. Allerede i profeten Jeremias' Bog hedder det: "Da skal Jerusalem kaldes Herrens trone, og alle folk skal strømme til Jerusalem" (Jer. 3, 17 – sammelign Es. 2, 2).
Men efter templets og Jerusalems ødelæggelse som følge af oprørene mod romerne i år 66-70 og 132-35 opgav jøderne deres mission blandt folkene, og jødedommen er i dag en folkereligion, hvor jøderne ser deres tro som en særlig pagt med Gud på hele jordens befolknings vegne.
DET NYE VED KRISTENDOMMEN er, at den fra begyndelsen er en verdensreligion, som ved at missionere på Jesu befaling søger at gøre alle folkeslagene til hans disciple (Matt. 28, 18-20).
Det er den kristne kirkes påstand, at dette nybrud sker ved Jesu offerdød og opstandelse, og dette nye fællesskab indstiftes allerede ved Jesu sidste måltid skærtorsdag aften, hvor Jesus fortæller sine disciple, at de nu har fælles skæbne: Nu får de alle del i hans legeme og blod, hans død og opstandelse – også Judas, som lige efter går sin vej for at forråde ham.
Dette kan ses som et eksempel på emergens, hvor Gud ved Helligånden skaber et nyt fællesskab, som vil forene hele menneskeheden – på tværs af nationalitet og samfundslag. Som Paulus udtrykker det i brevet til menigheden i Galatien: "Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus." (Gal. 3, 28).
Guds hellige skaberånd har virket fra universets begyndelse for 13,7 milliarder år siden til i dag. Den har også virket som inspiration til skabelsen af de store verdensreligioner. Men i den kristne kirke skaber Helligånden et fællesskab på et højere niveau.
I de første århundreder havde de kristne en stærk tro på, at de forbandt mennesker af alle folkeslag til ét Guds folk. Men da kejser Konstantin gjorde kristendommen til statsreligion – og hans efterkommere gjorde den til den eneste lovlige religion – så svækkedes forståelsen af kristendommens egenart.
Det har længe været fremhævet, at vi nu befinder os i en efter-konstantinsk tid, hvor tilhængere af de forskellige religioner mødes jorden over – og også i vort eget land – så de forskellige opfattelser kan både bekæmpe og befrugte hinanden.
Netop i denne situation kan det være en hjælp at se kristendommen som et emergent fænomen. Dette er selvfølgelig en trossag, som der ikke kan gives et bevis for, men det hjælper os som kristne til at indse, hvad der i dag er kirkens mission i en verden, hvor vi alle er blevet inddraget i et skæbnefællesskab på godt og ondt.
Knud Ochsner er teolog og tidligere sognepræst
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad