Vi råber på dem herhjemme, indvandrer-stemmerne, som litteraturen så gerne vil have i tale, og det begynder så småt: I 2007 udkom antologien "Nye stemmer", hvor en række forfattere af anden etnisk herkomst end dansk kom til orde, og senest har blandt andre Lone Aburas, der med en egyptisk far har en lilletå plantet i indvandrermiljøet, skildret unge på den københavnske vestegn i debuten "Føtexsøen" (2009).
LÆS OGSÅ: Politisk korrekt campingtur i de franske grotter
Men i Frankrig bliver der råbt i megafon, ikke mindst takket være algerisk-fødte Faïza Guène (født 1985), der med sin debut, "Kiffe Kiffe i morgen", fik sparket en debat i gang om unge franske andengenerationsindvandrere. Debuten blev solgt til 26 lande og i hundredtusindvis af eksemplarer i hjemlandet – og med sin anden roman, "Hvor drømmene vender", er Guène tilbage i fin form med en indsigt og en indignation, som man må tage hatten af for.
Algerisk-fødte Ahlème bor i Cité de l'Insurrection, en trøstesløs forstad til Paris, sammen med sin yngre bror og sin far, der efter et langt arbejdsliv på de parisiske byggepladser har fået en hjerneskade og en fast plads på sofaen derhjemme. Det er Ahlème, der står for at forsørge familien, mestendels i kraft af tilfældige job, der tæller alt fra at sælge telefonsex- og ditto abonnementer til at vende burgere på McDonalds og finde skiftetøj til forkælede unger på feriekolonier.
Hendes historie er klassisk: en opvækst i Algeriet sammen med mor og lillebror, mens far tjener penge i Frankrig med drømmen om en snarlig familiesammenføring som motor.
Men den drøm vender brat, da Alhèmes mor bliver myrdet i en massakre, og hun som 11årig må tage sin spæde lillebror, Foued, under armen og rejse til Paris. Og modsat sin far, Chefen, der i 40 år har bøjet hovedet i taknemlighed over franskmændenes gæstfrihed, hader hun at være udlænding, der ikke hører til nogen steder; der skal kæmpe dobbelt så hårdt som alle andre – og hvis drømme hele tiden bliver skudt ned: "Chefens eneste teknik var at stole på sit held. Det livssyn kunne jeg godt tænke mig at få en dag, men desværre for mig tror jeg hverken på held eller på tillid. I dag tror jeg faktisk ikke på særlig meget."
Alhème er indbegrebet af den desillusionerede 2.g'er, der konkluderer, at det må være i orden at miste modet, når man har tabt så mange gange. Hun forstår måske nok 1.g'ernes ydmyghed og resignation, men accepterer den ikke og håber, håber, håber, at hendes liv kan blive anderledes end faderens.
"Hvor drømmene vender" ligger i smuk forlængelse af debuten, og det lykkes for Faïza Guène at give Alhème en stærk, troværdig og yderst nutidig stemme – og der er næppe nogen tvivl om, at der er flere bøger i Guène. Men det bliver spændende at se, hvor meget hun formår at forny sig, for selvom der er kommet en større følsomhed og sentimentalitet ind i hendes anden roman, er grebet et langt stykke hen ad vejen det samme som i debuten.
Faïza Guène: Hvor drømmene vender. Oversat af François-Eric Grodin. 198 sider. 199 kroner. Forlaget Republik.