Forskere har fundet over hundrede maya-bygninger under en regnskov i Guatemala. Der ligger blandt andet pyramider, et astronomisk observatorium og paladser
Det er et hold arkæologer fra flere amerikanske universiteter, der har lavet det første tredimentionelle kort over bygninger, som i flere hundrede år har ligget skjult under junglen i Guatemala.
"Kortlægningen viser en typisk maya-by med pyramider, astronomisk observatorium, paladser og boliger, siger Brigitte Kovacevich ved Southern Methodist University i Dallas. Hun er en af de forskere, som har fået tilladelse til at arbejde i området af myndighederne i Guatemala.
Den gamle maya-by hedder Holtun og havde, da den var størst, 2000 indbyggere. Holtun var omtrent en kilometer lang og en halv kilometer bred. Man regner med, at bygningerne har ligget der fra 800 f.Kr. til 900 e.Kr. Det vil sige, at byen havde sin glansperiode før den klassiske maya-periode, som gik fra 200 til 900.
LÆS OGSÅ:Buddhistiske helligdomme fundet i Afghanistan
Den klassiske epoke er grundigt undersøgt af arkæologer, men ved at gå på opdagelse i Holtun kan de lære noget nyt.
"Vi håber at blive i stand til at forstå tidligere handelsruter og alliancer ved at studere byen. Vi håber også at få mere at vide om, hvordan politisk magt opstod, og hvordan kongedømmer udviklede sig og blev etableret," siger Brigitte Kovacevich.
Hun forklarer, at vi allerede ved lidt om, hvordan kongedømmer udviklede sig, og hvordan den politiske magt blev varetaget.
Bygningerne i byen er noget tilgroede. Selv den største pyramide ligner bare et stykke klippe indhyllet i skov.
"Arkæologerne fik kendskab til området, da de fulgte sporene efter nogle røvere, som havde opdaget byen først, siger Brigitte Kovacevich til National Geographic.
Hovedattraktionen for tyvene var nogle tre meter høje gipsmasker. Disse blev opdaget, da røverne gravede tunneller ind til den begravede by.
Arbejdet med at finde ud af mere om, hvad der skjuler sig inde i regnskoven, er planlagt til at begynde til sommer, hvor videnskabsfolkene vil begynde at grave flere tunneller ind til byen.
madsen@k.dk