Mere end 500 muslimer gik i weekenden til angreb på den koptiske St. Mena Kirke i den egyptiske hovedstad, Kairo. Påskuddet for angrebet var, at muslimerne ville befri en kvinde, som, de hævdede, blev tilbageholdt mod sin vilje, fordi hun ville konvertere til islam.

Urolighederne kostede ifølge internationale nyhedsbureauer mindst 12 mennesker livet, og blandt de dræbte er der både koptere og muslimer. Egyptens militære styre har efterfølgende anholdt 190 personer, der ifølge myndighederne nu vil blive stillet for en militærdomstol efter det sekteriske sammenstød.

Angrebet er blot det seneste sammenstød i Egypten i en tilsyneladende voksende og mere og mere voldelig konflikt mellem muslimer og kristne koptere, som udgør cirka 10 procent af landets 80 millioner indbyggere.

Egypten er som bekendt en af hovedaktørerne i det såkaldte arabiske forår, hvor folkelige opstande i størstedelen af regionen nu har rejst sig imod de lokale despotiske regimer. Udviklingen har vakt begejstring verden over, hvor man ganske logisk håber på, at de folkelige protester er tændt af samme gnist som den, der i 1980'erne førte til Murens fald i Østeuropa.

Men sammenligningen halter desværre en del, fordi den ikke tager højde for den religiøse dimension i udviklingen. Egypten er som de fleste andre lande i regionen primært et muslimsk land, og den glædelige udvikling med diktator Mubaraks fald fra magten har ikke ændret på den kendsgerning.

Her er det værd at huske på den nylige undersøgelse, som det amerikanske analyseinstitut Pew Forum on Religion and Public Life har lavet. Analyseinstituttet har ved meningsmålinger undersøgt en række arabiske befolkningers værdier. Her er Egypten blandt de mest konservative i regionen. Således mener 85 procent af egypterne, at det er godt, at islam spiller en stor rolle i det politiske liv, mens 84 procent af egypterne ifølge undersøgelsen støtter dødsstraf til alle, der konverterer fra islam.

Det er endnu for tidligt at konkludere, hvor de folkelige opstande vil ende i Mellemøsten, men meget tyder på, at de lune vinde fra det arabiske forår ikke vil nå regionens kristne, der må frygte en ny istid i stedet.

Islam vil som regionens dominerende religion helt naturligt spille en stor rolle i fremtiden, men hvilken? Islams forbud mod konvertering er udefra set kernen i islams grundlæggende problem med religionsfrihed. Og hvis religionsfriheden helt tilsidesættes i regionens fremtidige konstitutioner, kan man frygte, at protestbevægelsernes drøm om frihed blot vil ende med en ny form for diktatur. holm