Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Frænde er frænde værst til din ven.
Frænde er frænde værst
Trediveårskrigen mellem katolikker og protestanter kostede millioner af menneskeliv. Her ses en af de blodige slagmarker nær Nördlingen i Bayern, hvor en spansk-bayersk hær besejrede svenskerne den 6. september 1634. Billedet er malet af Pieter Meulener.
- Scanpix.
Kristendommens første martyr var Jesus, og siden har kristne været både forfulgte og forfølgere - det sidste dog kun på skrift siden 1700-tallet
Det kunne koste livet at kalde sig kristen i Europa fra midten af 1000-tallet og frem til 1700-tallet. Og de kristne faldt ikke for "tyrkens" eller andre religioners sværd, men for andre kristnes.
Professor i kirkehistorie Per Ingesman, Aarhus Universitet, tøver ikke med at sige, at den største trussel mod kristne i verden gennem flere århundreder var de etablerede kristne kirker. Til at begynde med den katolske, som først kaldte sig katolsk efter Reformationen for at lægge afstand til protestantismen, og dernæst den protestantiske.
LÆS OGSÅ: Egyptiske kristne dræbt i kirke
"Det lykkedes den katolske kirke at udrydde stort set alle såkaldte kætterbevægelser i Europa, selvom de i flere områder udgjorde flertallet. Kætterne var nærmest forsvundet fra jordens overflade i begyndelsen af 1300-tallet," siger Per Ingesman.
Annonce
Det gjaldt især katarer – som troede på Jesu genfødsel frem for opstandelse. Og valdensere – som troede på bogstavelig bibellæsning og et liv i sand fattigdom.
"Da kirken havde sundet sig lidt efter kætterforfølgelserne, kom inkvisitionen, hvor tusinder måtte lade livet, hvis de ikke havde den rette kristne tro," siger Per Ingesman.
Det gik også ud over jøderne, som blev udvist af Spanien i slutningen af 1400-tallet.
De første spæde tegn på ønsker om vidtgående reformer af den katolske kirke kom også i 1400-tallet. Her blev reformatoren Jan Hus, der lagde navn til husitterne, de bøhmiske brødre, og senere den danske Brødremenighed, dømt og brændt for kætteri ved kirkemødet i Konstanz i 1415. Jan Hus, som prædikede på tjekkisk frem for latin, var den teolog, der førte tankerne om reformation af katolicismen ind i universitetsverdenen.
Professor i kirkehistorie Per Ingesman, Aarhus Universitet, tøver ikke med at sige, at den største trussel mod kristne i verden gennem flere århundreder var de etablerede kristne kirker. Til at begynde med den katolske, som først kaldte sig katolsk efter Reformationen for at lægge afstand til protestantismen, og dernæst den protestantiske.
LÆS OGSÅ: Egyptiske kristne dræbt i kirke
"Det lykkedes den katolske kirke at udrydde stort set alle såkaldte kætterbevægelser i Europa, selvom de i flere områder udgjorde flertallet. Kætterne var nærmest forsvundet fra jordens overflade i begyndelsen af 1300-tallet," siger Per Ingesman.
"Da kirken havde sundet sig lidt efter kætterforfølgelserne, kom inkvisitionen, hvor tusinder måtte lade livet, hvis de ikke havde den rette kristne tro," siger Per Ingesman.
Det gik også ud over jøderne, som blev udvist af Spanien i slutningen af 1400-tallet.
De første spæde tegn på ønsker om vidtgående reformer af den katolske kirke kom også i 1400-tallet. Her blev reformatoren Jan Hus, der lagde navn til husitterne, de bøhmiske brødre, og senere den danske Brødremenighed, dømt og brændt for kætteri ved kirkemødet i Konstanz i 1415. Jan Hus, som prædikede på tjekkisk frem for latin, var den teolog, der førte tankerne om reformation af katolicismen ind i universitetsverdenen.
Men det var først over 100 år senere, at Martin Luther slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg og dermed satte gang i en udvikling, der endte med for alvor at koste menneskeliv. Reformationen satte også gang i en forfølgelse af protestanter, som ikke fulgte den rette lære i den evangelisk-lutherske eller reformerte protestantisme. Og af katolikker i protestantiske områder.
Det gjaldt også den anden vej rundt. I det katolske Frankrig blev huguenotterne, som selv kaldte sig reformerte, forfulgt fra 1500-tallet til Den Franske Revolution i 1789. Under Ludvig XIV i slutningen af 1600-tallet blev protestantisme forbudt, og en del valgte eksilet. En af grundene til den voldsomme forfølgelse – blandt andet drab på 20.000 huguenotter på Bartholomæusnatten i 1572 – var, at trosretningen tiltrak store dele af overklassen og dermed truede den katolske kongemagt.
"Alle var til gengæld enige om, at gendøbere, anabaptister, skulle druknes eller brændes," konstaterer Per Ingesman.
Kort før den danske grundlov blev en realitet i 1849, blev baptistiske børn tvangsdøbt med politiets hjælp, og forældrene blev fængslet.
Men de helt store dødstal kom med religionskrigene, der først stoppede ved Trediveårskrigens afslutning i 1648.
"Det er umuligt at vide, hvor mange der gik til. Men det var millioner," siger Ingesman.
Blandt andet er der en opgørelse af, at der blot var en tredjedel af den sydtyske befolkning tilbage, da våbnene tav.
Trediveårskrigen, der i virkeligheden var en række krige, og Den Schmalkaldiske Krig i midten af 1500-tallet, handlede om den rette religion, men også om fyrste-magt. Det er sjældent, at forfølgelse på grund af religion har religion som den eneste årsag.
Ved Den Augsburgske Fred i 1555 blev parterne enige om, at fyrstens trosretning gælder alle hans undersåtter. Det blev reglen for de lutherske og de katolske fyrster, men ikke de reformerte.
Men opbakningen til fred svandt, mens den katolske modreformation fik momentum.
I henholdsvis 1608 og 1609 dannede lutheranere og katolikker hvert sit forsvarsforbund, og så var grunden lagt til Trediveårskrigen. Og i 1629 – samme år som Christian IV trak Danmark ud af krigen – udstedte den tysk-romerske kejser Ferdinand II et edikt, som betød, at alle protestantiske fyrster skulle tilbagelevere de kirkelige besiddelser, de havde inddraget efter 1555. På det tidspunkt var katolikkerne tæt på at vinde krigen, men ediktet samlede protestanterne til modstand igen.
Ved Den Westfalske Fred i 1648 var det slut. Og også de reformerte fik rettigheder, og i flere byer blev de kristne trossamfund ligestillet – de af hinanden anerkendte, forstås.
Det var dog ikke alene kristne, der forfulgte kristne. I Asien, særligt Japan og Kina, bød middelalderen på voldsomme forfølgelser af blandt andet jesuitiske missionærer.
Blandingen af religion og politik hørte ikke alene middelalderen til. Det gælder blandt andet også de historisk mest kendte kristenforfølgelser i oldkirkens Romerrige.
Kristus blev den første martyr i den nye religion. Hans død på korset gav mange af de første kristne inspirationen til at holde ud. Martyriet er i det hele taget en inkarneret del af kristendommens historie, uanset hvilken religion forfølgerne kommer fra.
"I Romerriget ville kristne dyrke Jesus og ikke andre guder. Af romerne blev de regnet for ugudelige og samtidig overtroiske. Romerne mente, at samfundets ve og vel afhang af, at guderne blev dyrket på traditionel vis. Derfor fik kristne ofte skylden ved store ulykker, naturkatastrofer og lignende, fordi de med deres trods i forhold til andre guder havde nedkaldt katastroferne over Romerriget," forklarer historiker, ph.d. i kristenforfølgelser i oldtiden Jakob Engberg, Aarhus Universitet.
"Man regnede med, at det at tilbede én gud kunne fremkalde andre guders jalousi, som så kom til at gå ud over alle."
Men der var også andre grunde. Man mistænkte for eksempel kristne for at spise børn og dyrke incest. Det første på grund af nadveren, hvor Jesus sagde "dette er mit legeme" og "dette er mit blod". Det andet, fordi kristne i oldtiden kaldte hinanden for brødre og søstre.
Senere blev det andre kristne, der beskyldte jøderne for at spise børn, et element, der indgår i klassisk antisemitisme.
"Det kan dog også bare være på grund af almindelig uvilje mod kristne, frem for nadverbegrundelsen. Ingen befolkningsgruppe bliver udsat for forfølgelse, heller ikke af religiøse årsager, medmindre der på forhånd er uvilje imod dem."
"Men det er forkert at tro, at det var kejsere, der foranledigede kristenforfølgelserne. Det skete kun tre gange, hvor den værste var fra 303 til 311 eller 312. De stoppede på forskellige tidspunkter i den vestlige og den østlige del af riget," siger Jakob Engberg.
"Ellers var det sjældent, at kejserne blandede sig. De fleste forfølgelser opstod regionalt på grund af folkelig modvilje. Det var en forbrydelse i sig selv at være kristen, og derfor var det relativt nemt for naboer, der havde set sig sure på en kristen, at true med at indbringe ham for provinsguvernøren, der som den eneste kunne afsige en dødsdom. Det kom der givet meget bestikkelse og afgivelse af jord ud af," siger han og tilføjer, at det for de fleste nok var besværligt at gøre alvor af truslen, da provinserne var meget store, og det var dyrt at komme frem til guvernøren.
"Det er klart, at med en så usikker retsstilling så kan det have været skræmmende at leve i frygt. Men for eksempel kejser Hadrian greb ind mod professionelt angiveri netop af samme årsag."
Jakob Engberg påpeger, at mange kristne, der føler sig forfulgt i verden i dag, ofte står i samme usikre retsstilling, hvilket gør det nemt at intimidere dem. Men han advarer mod ikke at forsøge sig ved retsvæsenet i de sager. For langt hovedparten giver det større respekt fra det omgivende samfund, end hvis man bøjer hovedet.
I dag er det i lande med muslimsk dominans og i autoritære styrer, at kristne forfølges. Katolikker og protestanter har bilagt den voldelige del af konflikterne. Men et af de forfulgte kristnes vilkår i Mellemøsten er, at de med den nye islamistiske tolkning og efter flere USA-ledede krige i Mellemøsten opfattes som korsfarere, selvom de kristne har været i landene siden Jesu korsfæstelse.
Det mener Carsten Selch Jensen, lektor i historie og teologi på Københavns Universitet.
Korstoget mod Byzans i 1054 var også delvist et kristent-kristent opgør i forhold til den katolske kirkes forsøg på at få de ortodokse til at komme tilbage i folden igen.
"Men det lignede ikke korsfarernes blodbad i Jerusalem mod jøder og muslimer i 1099," siger han.
De ekstremistiske muslimer i dag står i skarp kontrast til kalifa- tets ekspansion fra Mellemøsten over Nordafrika og op i Spanien og det sydlige Frankrig efter islams opståen i 600-tallet.
"I dag er for eksempel rabiate sunnimulismer i Pakistan parat til at gøre enhver anderledestænkende et hoved kortere, uanset om det gælder kristne eller andre muslimer. Dengang var der i forhold til de få kilder, vi kender, respekt om 'bogens folk' – jøder og kristne – som levede under en juridisk ideologisk ramme fra midten af 700-tallet," siger professor, dr.phil. Jørgen Bæk Simonsen.
"Der er ingen kilder, der vægtigt fastholder, at der er slået voldsomt mange ihjel under ekspansionen. Men på Den Arabiske Halvø kan man af sura 9 i Koranen læse, at bogens folk skulle møde en fast hånd. Fra tiden i Spanien ved vi, at der var store diskussioner mellem muslimerne, jøderne og de kristne om interreligiøse spørgsmål, og man kunne helt sikkert dengang miste hovedet ved at håne profeten."
Jørgen Bæk Simonsen påpeger, at forfølgelser på grund af religion er taget til fra slutningen af det 20. århundrede.
"Og vi kan desværre se, at politisk manipuleret interreligiøs konfrontation kun bliver værre. Og her ligner Mellemøsten en stor del af resten af verden."
benteclausen@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
10 vigtigste ting at vide
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
-
10 vigtigste ting at vide om organdonation
