En stor teologisk tænker, lyder det fra danske præster om Narnia-bøgernes forfatter. Nu stiftes litterært selskab
C.S. Lewis er kendt i børneværelser verden over for sine eventyrlige Narnia-bøger, der i disse år revitaliseres i biograferne.
Men den britiske forfatter havde mere på hjerte end spændende børneeventyr med talende løver og onde hekse. Han ville udbrede kristendommen. Den side af C.S. Lewis bør udforskes, mener en gruppe præster, en historiker og en folkeskolelærer, der står bag et nyt dansk litterært selskab til ære for den britiske forfatter.
LÆS OGSÅ: Når talende mus og løver prædiker"Han var en stor forfatter, men også en stor teologisk tænker. Han forlod i første omgang kirken, men vendte under sin tid på universitetet i Oxford tilbage til kristendommen," fortæller formanden for det nyoprettede C.S. Lewis Selskab, Jakob Sandal, sognepræst i Husby-Sønder Nissum Pastorat i Ribe Stift.
Det var som underviser i engelsk litteratur i Oxford, at C.S. Lewis i 1930'erne genfandt sin gudstro, blandt andet med hjælp fra kollegaen og vennen J.R.R. Tolkien.
"Efter hans tilbagevenden udfolder sig et stort teologisk forfatterskab. Det er ikke faglitteratur, men snarere populærteologi skrevet ud fra egne erfaringer. Hans mission var at skrive et forsvar for kristendommen i en tid, hvor folk var skeptiske over for religionen og søgte mod ateisme. Det ser vi jo også ske i dag," siger Jakob Sandal.
Han nævner blandt andet bogen "Det er kristendom", hvori C.S. Lewis skildrer den i hans øjne rene tro, der skal forene de forskellige kristne retninger og tiltrække de "fortabte" ateister.
"Han talte direkte til almindelige mennesker med eksempler fra dagligdagen og forståelige argumenter. Han talte ind i en anden tid, men ærindet er helt aktuelt," siger sognepræsten.
Hans første tiltag som formand bliver et seminar om kristendommens udfordringer i det moderne samfund i forbindelse med selskabets første generalforsamling til efteråret.