Da Grundtvig mødte Marx

"Pelle Erobreren" hedder romanen, fordi dens helt i kraft af sit lyssyn på livet formår at besejre alle de hæmmende kræfter på sin og arbejderklassens livsvej. Og Nexø ville netop skrive den op imod Pontoppidans individualistiske "Lykke-Per" (1898-1904), der endte i mismod, ensom og alene i klitterne i Vestjylland.

Efter en diskussion blandt skomagermesteren og hans venner om, hvad der er den styrende kraft i tilværelsen, solen, havet eller kvinderne, tænker Pelle på sin aftenpude:
"Han nærede en ubevidst uvilje mod at sætte sig selv grænser, og kraften de trættedes om sad til syvende og sidst inde i ham selv, som en lys følelse af at være uovervindelig trods alle nederlag".
En sådan overlevelseskraft strømmer også ud af alle bogens skildringer af de sociale elendigheder, som Pelle føres igennem. Det store dyr, arbejderklassen, bliver ved med at labbe mod land trods alle tilbageslag i kampen for anerkendelse i samfundet. Men ud over den kollektive beskrivelse af de mange typer og originaler er romanen jo også en dannelsesroman om hovedpersonen Pelle, der for eksempel må igennem fængslets selverkendelse for at nå frem til en accept af sit eget mandlige erobrervæsens afhængighed af kvinden, hustruen Ellen.
I fængslet sammenfatter sig tågen og havet fra indledningsbeskrivelsen i følgende tanker om Grundtvigs salme "Udrundne er de gamle dage": "Salmen samlede alt det han selv tåget havde tænkt, og tog ham stærkt: versene kom ind over ham i hans trange bås som bølger fra et mægtigt ocean, der rullede tidsaldre mod stranden i monoton vælde. Han følte pludseligt og stærkt slægternes gang over Jorden, og dristede sig til at fastslå, hvad han til nu kun dulgt havde anet: sin egen sammenhæng med alt det øvrige, dem der levede i dag, og alle dem der var gået forud".

Der er hos den unge Nexø denne mærkelige og tidstypiske sammenblanding af Grundtvig og Marx.
Han er grøn og rød på samme tid, og arbejderbevægelsens sejr er for ham ankomsten af en ny levende menneskehed. Hele romanen er en stor realistisk og symbolsk sang om de gode menneskekræfters sejr.
Er den i enkelte detaljer ikke helt historisk korrekt, er den det til gengæld på det symbolske plan.
Stemningsbåret skildrer romanen den optimisme, som det danske samfund – det samfund, som senere skulle blive vores velfærdssamfund – blev grundlagt på. Den solidaritet, som i dag er blevet en mangelvare, og ligeledes troen på, at der i det mindste rummes muligheden for det største. Læs Pelle Erobreren som livsglædens klassiker og genfind solidariteten med de andre.
kultur@k.dk

4Martin Andersen Nexø: Pelle Erobreren. Udkom første gang 1906-1910.

I klummen "Genlæst" skriver et fast panel hver tirsdag om klassikere fra litteraturens verden. Hvis du har en idé til en klassiker, som panelet kan genlæse, så skriv til kultur@k.dk