Da Tolkien gjorde C.S. Lewis kristen

Magdalen College ligger for enden af den yndefulde, let kurvede High Street med pubber fra 1500-tallet samt et fornemt udvalg af herreekviperingsforretninger, boghandlere og tingeltangel til benovede turister som os.

Midt på gaden ligger universitetets gamle administrative centrum, University Church of St. Mary the Virgin, som et levende minde om dette lærdomscenters gejstlige rødder. Dem mærker vi dog ikke så meget til i søndagens prædiken, der består af to vittigheder og en fersk anekdote. Præsten er vældig hyggelig og kunne uden videre spille den godmodige, distræte vicar i en "feel good-film" a la "Bridget Jones' dagbog" eller "Fire bryllupper og en begravelse". Den anglikanske kirke vil nødig virke ekskluderende, så den berømte fantasyforfatter og fremtrædende religionskritiker Philip Pullman (blandt andet kendt for "Det gyldne kompas") blev for nylig inviteret til at prædike her, hvor Lewis holdt sin første prædiken. Church of England har åbnet sig, og medlemmerne kvitterer ved støt og roligt at sive ud.

Pullman, der offentligt har udtrykt sin lede ved eventyrene om Narnia, er aktivistisk ateist ligesom den kendte biolog og Oxford-professor Richard Dawkins. Det er dog tvivlsomt, om han deler den bekymring over eventyrs skadelige indflydelse på børns forståelse af naturvidenskaben, som Dawkins har luftet i et interview med Channel 4; biologens påstand var, at magi og troldmænd ikke bare er uvidenskabelige fænomener, men direkte "antividenskabelige"! Når man færdes mellem de drømmende spir og tårne i denne fortryllede by, hvor videnskab, kunst og kirke har befrugtet hinanden gensidigt i århundreder, er det svært at sætte sig ind i den tankegang.

Efter University Church er der brug for noget styrkende, så vi traver resolut af sted til et af byens legendariske vandhuller: "The Eagle and Child", hvor "The Inklings", en kreds af forfattere, akademikere og originaler, der blandt andet talte Tolkien og Lewis, mødtes regelmæssigt i 1930'erne og 1940'erne til uformel diskussion, højtlæsning og kritik – og ikke mindst god engelsk ale fra træfade (C.S. Lewis nægtede pure at indtage øl, der var pasteuriseret og oplagret under tryk i metaltønder; øl fra flaske var ligeledes bandlyst).

Man kan høre noget af "The Inklings" slagfærdighed og vid i Lewis' ræsonnementer: Da den russiske kosmonaut Jurij Gagarin vendte tilbage fra sin rumrejse i 1961 og troskyldigt fortalte, at han ikke havde fået øje på nogen Gud i himlen, bemærkede Lewis tørt, at det svarede til, at Hamlet gik op på loftet for at lede efter Shakespeare!

Akademikeren Lewis – eller "Jack", som han kaldtes – læste aldrig aviser, idet han mente, at hvis der skete noget vigtigt, var der nok nogen, der ville fortælle ham det. Han brød sig ikke om modernistisk litteratur, især ikke T.S. Eliot, men svælgede i sagn, kvad og ridderromaner. Alligevel (eller derfor?) forstod han som få andre at tale til menigmand i et ligefremt, nutidigt sprog. Hans bedst kendte apologetiske værk, "Det er kristendom", blev en enorm succes, da det bragtes som radioføljeton i BBC under Anden Verdenskrig: Lewis fængslede lytterne med sin klare, sokratiske argumentation og sine rammende sproglige billeder.

Vi drikker ud og afslutter besøget på Eagle and Child med højtlæsning af det afsnit, hvor Lewis helt uigendriveligt angriber afholdsbevægelsen.

Mennesket er en lille fisk, og Vorherre er den store fisker, der hele tiden har fat i os med en usynlig line. Et enkelt svirp med håndleddet, så er man i land!

Denne forestilling, der stammer fra forfatteren G.K. Chesterton, ligger til grund for både Evelyn Waughs katolske roman "Gensyn med Brideshead" og Lewis' selvbiografi, "Surprised by Joy" ("Overvældet af glæde").

I ungdomsårene mistede Lewis den spinkle kristentro, han havde med sig fra barndomshjemmet i Belfast, og svømmede rundt i forskellige vandhuller; positivisme, psykoanalyse, ny-hegelianisme, og hvad der ellers var på mode dengang. Efterhånden kom Lewis til at foragte kristendommen: Han havde gennemskuet alt – og kunne derfor ingenting se.

Men der var en krog i ham: Igennem hele sit liv havde han mystiske, semi-religiøse erfaringer, der især vaktes af musik, naturoplevelser og litteratur. Et berømt eksempel er den henrykkelse, han følte, da han som barn læste en genfortælling af myten om Balders død:

"Jeg kendte ikke noget til Balder; men jeg blev øjeblikkeligt løftet op og ind i de vældige egne af de nordiske himmelstrøg, jeg længtes med en næsten sygelig intensitet efter noget, der aldrig er beskrevet, og så ? oplevede jeg i det selvsamme øjeblik, at jeg gled ud af denne længsel, og jeg ønskede at være tilbage i den igen."

For Lewis er disse genkommende glimt af intens lykke, der straks forsvinder og kun efterlader savnet, intet mindre end "en forsmag på himlen". I en ofte citeret passage fra "Det er kristendom" giver han denne tolkning: "Hvis jeg opdager en længsel i mig, som ingen erfaring i verden kan tilfredsstille, så er den sandsynligste forklaring, at jeg er skabt til en anden verden."

Forlader man Magdalen Colleges parkanlæg via den yndige Fellows' Garden, ender man ved en forladt anglikansk kirke. På den tilgroede kirkegård passerer vi et par sortklædte, "gotiske" skolepiger, der poserer på en gravsten, mens de hører amerikansk "gangsterrap". Få hundrede meter derfra opføres et pompøst islamisk kulturcenter med tilhørende moské og minaret.

Vi går ind i haven igen og lader tankerne vandre tilbage til den 19. september 1931, da Lewis havde to venner til middag i sine værelser i New Building; litteraten Hugo Dyson og filologen J.R.R. Tolkien, som delte hans passion for heltekvad, islandske sagaer og nordisk mytologi.

Efter portvinen begav de tre "Inklings" sig ud på en spadseretur langs stien Addison's Walk og indledte en samtale om forholdet mellem myte og evangelium, der varede det meste af natten.

Inkarnation, korsfæstelse, opstandelse og forløsning gav ingen mening for Lewis; hvordan kunne en anden mands død for 2000 år siden betyde noget her og nu? Desuden var evangelierne utilfredsstillende for ham ud fra en rent æstetisk betragtning. Tolkien og Dyson indvendte, at han uden videre accepterede idéen om en gud, der ofrer sig, når han mødte den i en hedensk myte, at han bevægedes af fortællingen om den døende og genoplivede gud i fortællingerne om Balder, Adonis og Bacchus. Hvorfor ville han så ikke vide af den, når han mødte den samme forestilling i evangelierne? Han skulle betragte historien om Kristus som en myte, der virker på os på samme måde som de andre.

Lewis anerkendte synspunktet, men fastholdt, at myter ikke er sande, uanset hvor skønne de er ("myths are lies, even though lies breathed through silver"). Tol- kiens indvending lød, at alle myter indeholder brudstykker af sandheden, derfor er der så mange myter om guden, der frelser ved at dø og genopstå. Men evangeliet er den myte, der fortælles af Gud og finder sted i historien: Hverken Balder, Osiris, Bacchus eller nogen af de andre guder har vandret på jorden, men det har Jesus Kristus! Det, som de andre antyder, afsløres i evangelierne. Tolkien gik hjem klokken tre om natten, men Dyson fortsatte et par timer endnu. Nu læste Lewis evangelierne i et nyt lys:

"Jeg var på denne tid for erfaren i litteraturvidenskab til at betragte evangelierne som myter. De smagte ikke af myter. Og alligevel, den historie de fortalte, i en historisk ramme uden kunstnerisk finesse – disse snæversynede, usympatiske jøder, som var så blinde for den mytiske rigdom i den omgivende hedenske verden – den historie, de fortalte, var netop det, de store myter handlede om. Hvis en myte nogensinde skulle være blevet virkelighed, være blevet inkarneret, så måtte det være netop på denne måde. Og intet andet i litteraturen var sådan (...) Her, og til enhver tid kun her, må myten være blevet virkelighed, ordet blevet kød, Gud blevet menneske. Dette er hverken 'en religion' eller 'en filosofi'. Det er sammenfatningen og virkeliggørelsen af al religion og filosofi."

To uger senere skrev han til en ven, at han havde omvendt sig fuldstændig til kristendommen: "Jeg er lige gået videre fra at tro på Gud til afgjort at tro på Kristus ? Det skyldes i høj grad min lange natlige samtale med Dyson og Tolkien."

Den store fisker halede i land, og fascinationen af Balder forvandledes til troen på Kristus.

Senere skulle Tolkien og Lewis blive verdens mest læste moderne eventyrdigtere, men på det personlige plan gled de fra hinanden: Ikke nok med, at Lewis – til katolikken Tolkiens skuffelse – valgte at blive "en yderst ordinær lægmand i den anglikanske kirke"; det var straks værre, at Tolkien ikke brød sig om det mytologiske univers i fortællingerne om Narnia og tog anstød af de allegoriske træk hos Lewis.

En C.S. Lewis-tur er ikke komplet uden et besøg på The Kilns, et lille hus med nikotingule lofter i landsbyen Risinghurst, der med årene næsten er groet sammen med Oxford. Lewis erhvervede ejendommen i 1929 sammen med broderen Warren og Mrs. Moore, en ældre kvinde, som Lewis knyttede sig til, efter at hendes søn faldt i Første Verdenskrig. I hverdagene boede han på Magdalen College, men weekenderne og ferierne tilbragte han herude i det grønne, fra 1960 sammen med sin amerikanske hustru Joy. De nåede kun at leve sammen i få år, inden hun døde af kræft. Deres historie fortælles i filmen "Shadowlands". The Kilns er i dag et mindre forskningscenter, der holdes i gang af amerikanske ildsjæle og dollar fra det amerikanske C.S. Lewis Society.

Et par gader fra The Kilns ligger Lewis begravet ved Holy Trinity Church, hans sognekirke, der ærer ham med en lille mindeplade på hans faste plads; "Here sat and worshipped Clive Staples Lewis". På vej ud af kirkegården fanges vores opmærksomhed af en prunkløs, nyere gravsten, hvor der under afdødes navn står: "A decent chap". Jeg tror, Lewis ville have værdsat enkelheden.

Vi går tilbage til Magdalen College, tager afsked med dådyrene og vender hjem. Ringen er sluttet. Også jeg har været i Arkadien.

kultur@k.dk

Lars Christiansen er historiker og medstifter af det nyoprettede danske C.S. Lewis Selskab