Puk Damsgård Andersen har tidligere udgivet "De renes land", som ordet Pakistan betyder på sproget urdu. Det var en gribende bog om tre kvindeskæbner i det hærgede land. Nu er hun atter bogaktuel med "Ulvehjerter – en familiekrønike", der især omhandler en for os i Vesten næsten ukendt stamme: mehsud-folket.
Dette folk siges at være et af de ældste stammefolk i verden, og deres historie er fuld af krigertraditioner, voldsomme æresbegreber, stolthed, romantik og hævntogter, der ikke står tilbage for noget som helst. Man dræber ikke bare hinanden øje for øje, men går helt bevidst efter at udrydde våbenføre mænd og dermed ramme fjenden hårdest muligt.
Puk Damsgård Andersen fik kontakt til en familie i Waziristan, der grænser op til Afghanistans østlige del. Her hersker den 65-årige patriark Rustam Khan med to ægteskaber og et utal af børn og børnebørn. Hans nuværende hustru kaldes "hjemmesekretæren", og hun hersker over køkkenregionerne, børnene og har styr på alt vedrørende det opslidende hjemmearbejde.
LÆS OGSÅ: De oprindelige sprog uddør
Nogle af de vigtigste dyder i denne stamme er badal – hævn, nang – ære, men først og fremmest melmastia – gæstfrihed. Puk Damsgård Andersen blev inviteret til at bo i denne familie, men måtte ikke gå udenfor eller i det hele taget blive set af andre, da det kunne betyde, at familien blev sat i et uheldigt lys. Hverken den pakistanske efterretningstjeneste eller Taleban måtte få nys om hendes tilstedeværelse, da udlændinge er bandlyst. Men gæstfriheden er vidt udstrakt, og da hun har spist hos familien tre gange, betragtes hun som et medlem af familien.
Og der bliver fortalt slægtshistorie af den gamle patriark, der igennem sit lange liv har udviklet sig fra at være rå stammekriger til uddannelsespioner. Han kræver højlydt og vedvarende af alle sine 18 børn inklusive døtrene, at de skal uddanne sig. Den gamle mand beretter tillige om stammekrige, attentater og hævntogter, men som gammel har han flyttet sit fokus over mod en mere moderat holdning og er flittig læser af Koranen.
Hans søn Janan derimod drømmer om at dø i en hellig krig. I 2001 vandrede han over bjergene for at slutte sig til Taleban-bevægelsen, men måtte skuffet vende tilbage. Hans drøm er stadig intakt, selvom han har stiftet familie.
Forfatteren af bogen besøgte også en anden søn, Azlan, i Italien, hvor han studerede tekstilindustri, men egentlig aldrig opnåede at føle sig velkommen. Han forsøgte at tilpasse sin klædedragt og levevis efter de italienske normer, men han savnede familien og de gamle traditioner.
Bogen er på mange punkter interessant og vedkommende, men savner i nogen grad en opstramning af stoffet. Det er, som om journalisten Puk Damsgård Andersen alligevel er blevet for grebet af gæstfriheden til, at hun tør komme frem med de virkelig dybdeborende spørgsmål. Hun er ikke pågående nok, når hun samtaler med familiemedlemmerne.
Man husker nok balladen for år tilbage, da "Boghandleren i Kabul" blev udgivet af Åsne Seierstad: Familien i Kabul kritiserede hende kraftigt for at have krænket deres privatliv, og det er muligt, at Puk Damsgård Andersen har følt sig nødsaget til at nedtone sine spørgsmål af forsigtighedsgrunde. Derfor understreges det også ganske tydeligt, at bogens forsidebillede intet har at gøre med den omtalte familie.
Puk Damsgård Andersen: Ulvehjerter – en familiekrønike. 234 sider. 250 kroner. Politikens Forlag.