Mikrolån er vejen til udvikling - ikke selvmord

De metodisk mest overbevisende studier, der i øjeblikket er tilgængelige, viser, at der i bedste fald er en svag positiv effekt af mikrofinans på kort sigt, mens der i værste fald ikke er nogen effekt. Og ikke ét eneste af disse studier finder negative effekter af mikrofinans.

Dette spørgsmål til side, er der fortsat en række problemer med dokumentaren. Så vidt jeg kan se, er Tom Heinemanns dokumentar i bedste fald mangelfuld og i værste fald fyldt med fejl. Det bærende element i konklusionen er altså historierne fortalt af de låntagere, han har fundet frem til. Jeg synes, der er en række problemer med denne bevisførelse.

Historien om Sophia Begum – som angiveligt er en af de første kvinder, som idémanden bag mikrofinans, nobelpristageren Muhammed Yunus, lånte penge til i 1970'erne – er tilsyneladende problematisk. Et efterfølgende besøg hos den interviewede kvinde har afsløret, at hun slet ikke er datter af Sophia Begum, som det bliver fortalt i dokumentaren.

Heinemann har efterfølgende forsvaret sin metode med, at fortalerne for mikrofinans gør tilsvarende for at bevise mikrofinansens fortræffeligheder. Men når man beskylder fortalerne for at tegne et for rosenrødt og urealistisk billede ved netop at fokusere på case-historier, klinger det hult, når man foregiver at give et mere realistisk billede af mikrofinans ved at benytte præcis samme metode.

JEG HILSER en mere nuanceret debat omkring mulighederne – og ikke mindst begrænsningerne – ved mikrofinans velkommen, men det bør være en debat baseret på pålidelige fakta.

Derfor er det også ærgerligt, at den nuværende debat i høj grad tager Heinemanns dokumentar for objektive fakta i stedet for at se den som det, den er: et subjektivt indlæg i en værdiladet debat.

Den seneste tids tumult omkring mikrofinans i Andra Pradesh i Indien samt Mohammed Yunus' afskedigelse fra Grameen Bank er i nogle medier blevet beskrevet som den naturlige konsekvens af længere tids udnyttelse af de fattigste gennem mikrofinans. Virkeligheden er, at der i begge tilfælde er tale om politisk spil på højt plan, hvor der er mange forskellige interesser i spil.

Nej, mikrofinans er ikke et columbusæg. Det er ikke dét, der alene er løsningen på verdens "fattigdomsproblem". Men det er en udmærket løsning på de manglende finansielle markeder, der er en stor hæmsko i hverdagen for millioner af mennesker.

Jonas Helth Lønborg er ph.d.- studerende ved Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi på Syddansk Universitet