Over hele landet fører konfirmand-undervisningen til problemer mellem præster og drenge. Præsterne mangler redskaber til at håndtere pubertetsdrengene og underviser ofte alt for akademisk, viser undersøgelse
"Drengene er ved at tage pippet fra mig. Jeg kan sagtens snakke med dem, men jeg er ikke særlig god til at undervise dem. Jeg kommer nemt til at snakke dem ihjel og har derfor brug for redskaber, så jeg ikke hele tiden er tvunget til at sende drengene ud i præstegårdshaven. Er der ikke noget, jeg kan gøre?"
Citatet stammer fra en sognepræst og er plukket fra projektet Just do it!, som Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik, CUR, gennemførte i Roskilde og Helsingør Stifter i løbet af 2010. I projektet fortæller knap 40 præster om deres erfaringer med konfirmationsundervisning, og tendensen er klar: Præsternes undervisningsformer og drengenes undervisningsbehov stemmer slet ikke overens.
LÆS OGSÅ: På drengenes holdDerfor er det yderst presserende med en opdateret, nutidig konfirmationsundervisning, mener projektleder Suzette Munksgaard fra CUR. Ellers vil drengene med tiden helt forsvinde fra konfirmationsundervisningen.
LÆS OGSÅ: Kirken og drengene
"Præsterne har ofte en akademisk tilgang til undervisningen, hvilket gør, at drengene ikke oplever undervisningen som meningsfuld – og så falder de fra med tiden. Præsterne mangler erkendelsen af, at det er lige så vigtigt at give drengene egne troserfaringer med kirke og kristendom, som det er at proppe en masse viden ind i hovedet på dem."
Erfaringerne fra Just do it!-projektet udkommer som håndbog i juni, og heraf vil det fremgå, at kropslige aktiviteter er altafgørende for at få drengene med i konfirmationsundervisningen.
"Præsters undervisning består hovedsageligt af 'høre-sammenhænge' fyldt med stillesiddende aktivitet. Drenge har behov for 'gøre-sammenhænge', hvis de skal kunne bruge konfirmationsforberedelsen til noget i deres liv. Vi bliver nødt til at rette formidlingen mod fødderne i form af aktivitet frem for mod hovedet, for hvad man har i benene, har man også i hovedet," siger Suzette Munksgaard.
Der eksisterer ikke tal på, hvor mange drenge der lader sig konfirmere i forhold til piger, men ifølge Suzette Munksgaard fordeler det sig forholdvis ligeligt. Indtil videre. Så der, hvor skoen trykker, det er præsternes tilgang til drengene. Sådan har det været et stykke tid, men tiden er løbet fra kæft, trit og retning, hvor børnene partout måtte bide den stillesiddende undervisning i sig, hvilket udfordrer præsterne. Derudover ser problemet først for alvor dagens lys nu, fordi flere begynder at sætte spørgsmålstegn ved konfirmationsundervisningen, heriblandt Stinna Ahrenst, sognepræst i Herlev og religionspædagogisk konsulent. Hun bearbejdede sidste år den svenske bog "Konfirmandundervisning med drenge" og konkluderer, at drenge skal lære med kroppen.
"Hovedparten af præsterne har problemer med at undervise drengene. Præsterne mangler redskaber til det, for vi er blevet undervist på universitetet, hvor underviserne står og taler ved forelæsninger. Hvis ikke man har andre redskaber end det, fører man jo den undervisning med sig videre. Heldigvis forsøger mange, især den nye generation af præster, at gøre noget ved det," siger Stinna Ahrenst.
I 2008 viste en undersøgelse blandt 1000 konfirmander i Roskilde Stift, at drengene oplevede at få mindre udbytte af konfirmationsforberedelsen end pigerne. Den negative konklusion bekræfter Leise Christensen, lektor på Teologisk Pædagogisk Center, hvor hun underviser i pædagogik.
"Der er ofte et clash mellem præstens måde at undervise på, som er ret intellektuel, og teenagedrenges behov for at bruge deres store kroppe. Det gør sig gældende i hele landet, og selvom flere præster nu har fokus på det, er der et stort efterslæb, der skal indhentes."
gehlert@k.dkMENNESKER SIDE 8