Den demokratiske beslutningsproces, som har sit hjemsted på Christiansborg - demokratiets højborg - ligner af og til Hjallerup Marked så meget, at det bliver meget, meget vanskeligt for en menig vælger som jeg overhovedet at tage politik og politikere alvorlige.
"Noget for noget" - politikken, eller "afpresningspolitikken" som jeg ynder at kalde den, har taget overhånd i en grad, der ikke kan undgå at befordre den ofte omtalte "politikerlede".
I forbindelse med forhandlingerne i Finansministeriet om regeringens 2020-plan (eller det, der er tilbage af den), oplever vi det ene tilfælde af afpresningspolitik efter det andet.
Ved "afpresningspolitik" forstår jeg det fænomen, at et politisk parti kræver en betaling på ét emneområde for at støtte forslag på et andet emneområde.
Vi har i en uendelighed set, at Dansk Folkeparti har benyttet enhver lejlighed til at kræve stramninger i udlændingepolitikken som betaling for støtte til regeringspartierne på områder, der slet ikke har noget med udlændinge at gøre.
Og nu har denne studehandel-politik nået helt absurde højder:
Dansk Folkeparti skal have grænsebomme som betaling for at støtte en ændring af reglerne for efterløn og pensionsalder.
Men VK-regeringen har jo ikke længere flertal udelukkende med DF.
Og så kommer Kristendemokraternes ene MFer, Per Ørum Jørgensen på banen for at sikre, at DF kan få sine grænsebomme.
Men han skal selvfølgelig også have en betaling. Den kræver han så at få på endnu et helt andet politisk emneområde, nemlig sikring af akutfunktioner på sygehusene i Næstved, Svendborg og Holstebro !
I "Gamle dage" var det ofte sådan, at en Rigsdagsmand fik sin betaling for at støtte den siddende regering i form af en jernbaneplacering, der kunne gøre netop dén by, hvori han var valgt til stationsby.
Senere blev skruen strammet. Da jernbanenettet var fastlagt blev betalingen for såkaldte parlamentariske ydelser i stedet et vist antal kilometers motorvej i det område, hvor de, der havde noget til gode, var valgt.
Ja, man talte endda åbenlyst om den jyske motorvejsmafia, der talte politikere fra forskellige partier, der kun havde deres valgkredses placering på Danmarkskortet tilfælles.
Det var i det mindste ærlig tale. De til enhver tid siddende magthavere vidste, at de kunne købe afgørende stemmer for motorvejskilometre, - og motorveje skulle man jo på den ene eller den anden måde have alligevel. Spørgsmålet var snarere, om det næste motorvejsprojekt skulle ligge i Nordjylland eller på Fyn.
Og nu er forvirringen blevet total. "Hvis jeg skal lægge stemmer til køb af kasse æbler, forlanger jeg at få en stor pose pærer som betaling".
Det klæder ikke demokratiets aktører at føre denne afpresningspolitik.
Og det styrker i hvert fald ikke vælgernes tillid til politikerne.








































