Hvorfor skal den massive undertrykkelse af kvinder inden for visse dele af den islamiske kulturkreds forties og ikke belyses i den brede del af massemedierne i Danmark?

Er ligestillingsdiskussionen virkelig blevet reduceret til et spørgsmål om kvindekvoter i børsnoterede selskaber, om forbud mod købesex og ligeløn?

Hvorfor retter diverse kvindebevægelser og såkaldte modstandere af diskrimination ikke projektøren mod elefanten i glasbutikken, den åbenlyse kvindeundertrykkelse, som visse muslimske kvinder undergår her just iblandt os?

Det er for ganske nylig kommet frem, at flere helt unge muslimske piger hvert år loves væk til ældre muslimske mænd i ghettoen Vollsmose i Odense. Hvorfor retter kvindebevægelser ikke skytset mod virkelige fortalere for diskrimination mod kvinder som visse islamiske organisationer og talspersoner, der promoverer et horribelt og fortidigt kvindesyn?

Man kunne snildt få den tanke, at danske kvindebevægelser, feminister og andre såkaldte ligestillingsforkæmpere fra næsten hele det politiske spektrum er bange for at kritisere islams iboende diskrimination mod kvinder.

Ofrene for denne udbredte tavshed om og tabuisering af kvindens andenrangsstatus i islam er og bliver muslimske kvinder, som i store dele af den islamiske verden og sågar i Vesten lider under et degraderende islamisk kvindesyn og underkuende kulturmønstre.

Det er mit håb, at langt flere mennesker med tiden vil tage bøger af for eksempel Wafa Sultan og Ayaan Hirsi Ali til sig og lade sig oplyse af modige kvinder, som på egen krop har mærket de alvorlige konsekvenser af et miserabelt kvindesyn og undertrykkende kulturnormer, som for længst burde være kastet på historiens losseplads.

Rachel Adelberg Johansen,

sygeplejerske,

Uraniavænget 19, Odense NV