Venstres drab på det kommunale selvstyre

Helt frem til nutiden har Venstre haft et overordnet formål med sit politiske virke: at gavne landbruget med alle til rådighed stående midler – herunder en ukritisk tilslutning af Danmark til EF og en milliardstøtte fra den statsmagt, som Venstre ellers har et noget anstrengt forhold til, suppleret af en massiv EF/EU-støtte.

VENSTRES landbrugspression fik man et meget tydeligt eksempel på i 1961, da Landbrugsraadets præsident 1960-1973, Anders Andersen, med et leveringsstop i løbet af få dage truede sig til en statsstøtte, der blev næsten lige så stor som den støtte, Socialdemokratiet og fagbevægelsen havde været godt et halvt århundrede om at opnå til a-kasserne.

Og man må sige, at landbruget fik en pæn gevinst ved, at vi kom med i EF – en halv snes milliarder kroner om året blev det til i begyndelsen, ligesom 1970'ernes "glidende devalueringer" gav mange penge.

Prisstigningerne omsatte sig i voldsomme ejendomsværdistigninger, uden at det var muligt at få de borgerlige med på en vis inddragelse af disse samfundsskabte værdier i den fælles kasse. I stedet steg inflationen og renten kraftigt. I kombination med de to oliekriser i 1973 og 1979 – som medførte en samlet syvdobling af prisen på "det sorte guld"– førte det Danmark frem til den økonomiske afgrund.

Men tilbage til gennemførelsen af den seneste kommunalreform. Skønt Anders Fogh Rasmussen (V) har karakteriseret den som "den største reform i de seneste 30 år", var den ikke nævnt med ét ord i VK-regeringsgrundlaget fra november 2001.

Og endnu den 20. juni 2002 fremhævede daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) under et samråd i Folketinget, at "regeringen har ingen planer om at foretage ændring af den kommunale struktur". Men på Venstres sommermøde to måneder senere fremlagde Anders Fogh Rasmussen ikke desto mindre en sådan plan.

Hvorfor nu dette kissejav? Fordi landets altdominerende erhvervsorganisation, Dansk Industri (DI), krævede det. DI ønskede at få lettet skattebyrden i kraft af stordriftsfordele ved hjælp af en massiv sammenlægning af kommunerne og amterne. Og et krav fra en så stor organisation – hvis medlemsvirksomheders bidrag skæpper godt i de borgerlige partikasser – sidder man ikke overhørig.

De tre eksperter, som var tilknyttet kommunalreformkommissionen – Erik Bonnerup, forhenværende departementschef i Finansministeriet, Poul Erik Mouritzen, professor ved Syddansk Universitet, og Jørgen Søndergaard, direktør for Socialforskningsinstituttet – udtalte sig meget kritisk om arbejdet i kommissionen. "De forsøgte gennem hele forløbet at rejse diskussionen om reformens overordnede konsekvenser – men forgæves. Først i sidste øjeblik gik det op for dem, at de heller ikke ville få mulighed for at komme til orde i betænkningens sammenfatning" (Ugebrevet Mandag Morgen den 9. september 2004).

PÅ BASIS AF udenlandske erfaringer fremhævede de tre eksperter blandt andet, at der ikke var belæg for påstanden om, at storkommunedriften er billigere eller mere effektiv end driften i de mindre kommuner. De fik som bekendt ret – de administrative udgifter i kommunerne er steget pænt.

Til ugebrevet udtalte Poul Erik Mouritzen endvidere, at "alle tror, at den (betænkningen) er spækket med visdom, og at den senere dannede grundlaget for regeringens udspil. Vores primære opgave som uafhængige eksperter var at legitimere denne opfattelse. Det var ikke meningen, at betænkningens indhold skulle bruges til noget, men den skulle fylde meget". Det ønske blev opfyldt. Betænkningen er på 1614 sider. Forhandlingerne i kommissionen var i øvrigt så frustrerende, at de tre eksperter på et tidspunkt overvejede at trække sig.

I en lederartikel i ugebrevet den 13.september 2004 kunne man læse, at strukturreformkommissionsarbejdet fortjener betegnelsen "mismanagement". Fogh-regeringen "har overskredet både faglige og moralske grænser for, hvad eksperter bør bruges til".

I EN KRONIK i dagbladet Politiken den 15. april 2004 lagde professor i forvaltningsret ved Aarhus Universitet Jørgen Grønnegaard Christensen sig på den samme linje. Han konkluderede, at Venstre har ladet sig besnære af "tidsånden" i form af den "management-tankegang (?), som er udbredt blandt erhvervslivets ledere, (men) også i høj grad blandt embedsmænd i stat og kommuner".

Den kommer til udtryk i tanken om "den professionelle og handlekraftige leder, der træffer de rigtige og nødvendige beslutninger (uden) smålig skelen til borgere og politikere".

Hermed bunder denne management-tankegang i "mistillid til demokrati og politisk kontrol". Barske ord, som imidlertid passerede aldeles ukommenterede.

Det er tankevækkende, at det Venstre, der fra gammel tid har næret en indædt modvilje mod staten (dog ikke, når landbruget skulle have sin bistandshjælp), og som har talt varmt og henrevet om de små enheder og den borgernære styring med denne nye kommunalreform har fået introduceret en kraftigt øget statsstyring – så kraftig, at man må spørge, hvad der egentlig er tilbage af det kommunale selvstyre?

Det var således udtryk for et grænseløst hykleri, da Lars Løkke Rasmussen, da kommunalreformen var i hus, udtrykte sin glæde ved, "at vi nu flytter opgaver til kommunerne, så de folkevalgte, der er helt tæt på borgerne (...), får hovedansvaret i den offentlige sektor".

I en nytårsudtalelse til Frederiksborg Amts Avis den 31. december 2004 fastslog han, at den nye kommunalreform vil bane vejen for "det decentrale demokrati (?), styrke det levende lokaldemokrati" og "sikre nærdemokratiets livskraft".

Men hvordan kan mere end en halvering af kommuneantallet og en reduktion af antallet af kommunalbestyrelses-medlemmer fra 11.000 til 2400 betyde en styrkelse af decentralismen, lokaldemokratiet og nærdemokratiet?

I nogle kommuner i Jylland har borgerne fået 60 kilometer til kommunekontoret og 90 kilometer til regionskontoret. Kommunalreformen er en af de mange sorte pletter i Venstres lidet glorværdige historie.

Henning Tjørnehøj er historiker og forfatter