Krarup: Racismeparagraffen er totalitær i sit ophav

Racismeparagraffen er diktaturlandenes værk og farlig for ytringsfriheden, skriver Søren Krarup (DF)

"Den danske offentlighed vælger at støtte diktaturlandenes udlægning af FN-konventionen og blæse på de vestlige demokratiers kritik," siger Søren Krarup (DF) i anledning af Lars Hedegaards racisme-dom.
"Den danske offentlighed vælger at støtte diktaturlandenes udlægning af FN-konventionen og blæse på de vestlige demokratiers kritik," siger Søren Krarup (DF) i anledning af Lars Hedegaards racisme-dom. Foto: Leif Tuxen.

SAMME DAG som Lars Hedegaard blev kendt skyldig i "racisme" af Østre Landsret, var der en lang og hed debat om emnet i Folketinget. Det var mærkeligt at opleve. Ét sted, i Østre Landsret, herskede jagten på det frie ord eller foragten for ytringsfriheden i form af dommen over Lars Hedegaard.

LÆS OGSÅ: Lars Hedegaard dømt for racistiske udsagn

Men i Folketinget, Danmarks lovgivende forsamling og landets parlament, blev den paragraf i straffeloven, som Lars Hedegaard blev dømt efter (paragraf 266 b) afsløret og undsagt i al sin uhyggelige totalitarisme.

LÆS OGSÅ: Lars Hedegaard: skandaløs dom

Historien bag paragraf 266 b blev nemlig skildret i form af en historisk redegørelse for dens tilblivelse. For anledningen til den såkaldte racismeparagraf er en FN-konvention fra 1965 om "afskaffelse af alle former for racediskrimination", men forholdet er, at de vestlige demokratier, USA, Storbritannien, de nordiske og vesteuropæiske lande, sagde nej til denne forfølgelse af ytringer eller idéer, fordi man fandt konventionen farlig for ytringsfriheden.

"Ordet skal være frit, men tilskyndelse til vold skal standses," sagde USA og Storbritannien og blev bakket op af øvrige vestlige demokratier.

Men diktaturlandene sagde nej. Sovjet med tilhørende kommunistiske drabanter samt også Cuba og Saudi-Arabien med flere ønskede den totale konvention indført, og ved afstemningen kom demokratierne i mindretal, mens flertallet altså gik til diktaturstaterne. Og således blev denne FN-konvention til.

Hvorfor mon? Hvorfor ønskede diktaturerne FN-konventionen i dens totalitære skikkelse vedtaget? Fordi disse diktaturer derved kunne kriminalisere deres politiske modstandere. Således anvendte for eksempel Titos Jugoslavien konventionen. Enhver opposition blev kendt forkert og ulovlig.

FN havde flertal af diktaturer, som vedtog denne FN-konvention. Og da den først havde karakter af en FN-konvention, bøjede de protesterende demokratier sig, og blandt andre Danmark indførte den som lov – paragraf 266 b i straffeloven. Dette skete i 1971, og ved førstebehandlingen af lovforslaget i Folketinget 29. oktober 1970 sagde Socialdemokratiets ordfører, K. Axel Nielsen, at de nordiske lande havde rigtignok været skeptiske over for konventionen, "men de nordiske lande er enige om at gøre det muligt at ratificere konventionerne, når de nu er vedtaget af FN".

Jamen, det var jo kun diktaturstaterne i FN! Det var på trods af de vestlige retsstater. Men navnet FN er helligt, også selvom det står for diktatur og ensretning, og således endte Folketinget med at vedtage en paragraf 266 b, som betyder forfølgelse af det frie ord.

Selvom en enkelt af ordførerne, SF's Poul Dam, sagde den forløsende sandhed i Folketinget (den 29. oktober 1970): "Kernen i sagen er, at man med disse forslag kriminaliserer nogle meninger og nogle holdninger. Det er ganske vist meninger og holdninger, der efter min mening er fordømmelige, men det kan ikke spille nogen rolle. Det er ikke statens eller domstolenes opgave at beskytte mig eller andre, der mener som jeg, ved at forbyde nogle meningsytringer, som jeg fordømmer. Meninger, selv de mest usympatiske, og propaganda, selv den mest forbryderiske, skal bekæmpes på frihedens vilkår." Men Poul Dam talte for døve øren.

Dette var emnet for debatten i Folketinget den 3. maj. På vegne af Dansk Folkeparti stillede jeg forslag om, at der som stk. 2 i paragraffen indsættes en tekst, der siger, at når sandheden i det sagte kan bevises, kan der ikke afsiges dom. Sandheden kan ikke være strafbar. Sagen, ikke tonen er det afgørende. Kan der føres sandhedsbevis, kan der ikke dømmes.

Derom handlede debatten i Folketinget. Tilhængerne af paragraf 266 b stod flove og afklædte tilbage – uden kendskab til paragraffens historie og uden andre argumenter end henvisning til "tonen" og formen og pænheden.

Men hvad der sker i landets parlament, og hvad der siges i det danske Folketing, synes ikke at interessere den danske offentlighed. Det er mere interessant at drive heksejagt på Lars Hedegaard og det frie ord. Den danske offentlighed vælger at støtte diktaturlandenes udlægning af FN-konventionen og blæse på de vestlige demokratiers kritik.

Og nogen sans for Poul Dams behjertede forsvar for åndsfrihed og ytringsfrihed findes i hvert fald ikke dér, hvor de danske medier skriver dagsordenen. Disse eller Systemet Politiken er totalitarismens forargede og fordummede børn.

Søren Krarup er medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti