1. maj i år blev afdøde pave John Paul II saligkåret. Cermonien trak tusinder af troende til Peterspladsen i Rom.
- Scanpix
Birte Krog-Møller |
12. maj 2011
Kristendommen og kirken havde ikke overlevet uden de tidlige martyrer, skriver lektor og cand.mag Birte Krog-Møller
I SIN KOMMENTAR
"Helgenkåringer. Det rene menneskeværk" i Kristeligt Dagblad den 3. maj påstår Karl Maksten, at helgenkåringer er menneskeværk uden kristeligt belæg.
LÆS OGSÅ: Helgenkåringer er det rene menneskeværkImidlertid blev den ældste kirke grundlagt i Rom af mennesker, der skulle blive de første helgener, fordi de betalte for deres tro på Jesus Kristus med deres blod og derfor blev martyrer. Uden disse menneskers ofre havde kristendommen og kirken ikke overlevet.
LÆS OGSÅ: Martyrer i kristendommen
For nutidens katolikker er disse ofre ikke en støvet historisk detalje, men udtryk for en i evighed levende tro hos disse kvinder og mænd, der rækker deres tro op til nutiden.
Disse første kristne er ikke døde forgæves. De er en ressource, som den troende til hver en tid kan øse af i sin søgen efter et åndeligt liv.
At der op igennem kirkens 2000-årige historie er kommet flere helgener til, siger sig selv: Det er en frugt af selve Helligåndens livgivende bevægelse. Enhver tid må søge sine helgener – til gavn for eftertiden.
Skulle dette være menneskeværk? Ja, til dels, det er menneskeværk, der er drevet af Helligåndens kraft i det i Guds billede skabte menneske. På samme måde er Bibelen menneskeværk – skrevet af mennesker, der var inspireret af Helligånden.
Også Luther var drevet af Helligåndens kraft, for eksempel i sit kæmpearabejde med at oversætte Bibelen til tysk. Kirkesplittelsen og tabet af kirkens enhed var ikke Luthers egentlige mål. Splittelsen skete primært på grund af magtpolitiske forhold i tiden.
Den protestantiske kirke, der opstod som et resultat af denne magtpolitik, og som den fremtræder i dagens Danmark, ser jeg derimod som rent menneskeværkark, en borgerlig institution med den samme mentalitet som i nutidens sekularisrede konkurrencesamfund.
Dette synes jeg faktisk også fremgår af Karl Makstens kommentar. Han mener, vi alle kender mennesker, der kan tjene os som forbilleder. Ja, det gør vi måske, men der er tale om individuelle forhold, bestemt af sociale og materielle vilkår i familie og samfund. Dette har ikke noget med et kirkeligt fællesskab at gøre.
Karl Makstens kommentar er udpræget et udtryk for den indoktrinering, der er foregået af danskerne siden Reformationen, og som også i dag gør sig gældende i mange danskeres uvidende og bedrevidende syn på den katolske kirke.
Vi katolikker er taknemmelige for den lange række af helgener, som i kirken rækker deres hænder frem mod os med Helligåndens kraft. Den første af alle helgener er naturligvis Jomfru Maria, der uophørligt peger hen på sin søn Jesus Kristus, som er lyset på vores vej og målet for vores vandring.
I og med ikke mindst sine helgener har den katolske kirke bevaret sine livgivende rødder. Men ingen katolik stræber efter at blive en helgen, det gjorde heller ikke Johannes Paul II.
En helgenkåring er ikke udtryk for en rangordning af mennesker, den er derimod en gave til de troende. Som pave Benedikt XVI sagde i sin indtrædelsesprædiken i 2005: "Hver enkelt af os er et resultat af Guds tanke. Vi er, hver eneste en, villet, hver eneste af os er elsket, hver eneste en af os er uundværlig."
Jeg kan ikke forstå, at Karl Maksten i sin tilfredshed med sin protestantiske tro har brug for at skrive en kritisk kommentar til saligkåringen af pave Johannes Paul II, en lykkelig begivenhed for katolikker. Saligkåringen af ham fejres i Danmark i den katolske domkirke onsdag den 18. maj. Jeg glæder mig hertil sammen med andre katolikker.
Birte Krog-Møller,
lektor, cand.mag.,
Jægersborgvej 112, Gentofte
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad