At få mørket til at lyse

I tre nye bind i salmeserie skriver Henrik Wivel, Erik A. Nielsen og Jens Smærup Sørensen om salmer af Ingemann og Grundtvig

Den mest overraskende bidragyder til de foreliggende bind i serien må forfatteren Jens Smærup Sørensen siges at være. Hans indfaldsvinkler til Grundtvigs "De levendes land" fra 1824 demonstrerer imidlertid, at hans fortrolighed med den danske salmetradition og dens virkelighed ikke står tilbage for de to øvriges. --
Den mest overraskende bidragyder til de foreliggende bind i serien må forfatteren Jens Smærup Sørensen siges at være. Hans indfaldsvinkler til Grundtvigs "De levendes land" fra 1824 demonstrerer imidlertid, at hans fortrolighed med den danske salmetradition og dens virkelighed ikke står tilbage for de to øvriges. --. Foto: Henning Bagger.

"Et mirakel i dansk kultur". Denne vurdering af B.S. Ingemanns "Morgen- og Aftensange", skrevet i 1837 og 1838, er udgangspunktet for gennemgangen af teksterne, som kulturredaktør, dr.phil. Henrik Wivel foretager i bind 7 i den igangværende serie fra Kristeligt Dagblads Forlag og Taarnborg om danske salmer. De tre nye bind, der udkommer i dag, er som de tidligere smukt tilrettelagt med billedsiden som en integreret del af helheden.

Egentlig skulle Wivel udelukkende have skrevet om "Der står et slot i vesterled", men han indså, at det ikke lod sig gøre at isolere en enkelt af sangene: De "udgør et ubrydeligt hele, cyklisk bestemt af døgnets rytme og solens gang over himlen og dermed i sidste ende også af Guds bestemmelse med tilværelsen". Af den grund giver det for Wivel kun mening at anskue sangene som en sluttet kreds – hvad han gør vidende, med overblik, klart analyserende og samtidig med indfølende sans for virkeligheden ifølge Ingemann.

LÆS OGSÅ:Nye salmedigtere løfter fornem arv

Meningsfuldt, hvilket vil sige til nyttig oplysning, inddrager Wivel passager fra Ingemanns erindringer, blandt andet fra hans tidlige barndom i Torkildstrup Præstegård på det nordlige Falster: Af en tjenestepige lod drengen sig engang svinge i en sæk hen over brønden, "i hvis tryllespejl han kan se både sol, måne og stjerner, og i hvis dyb brøndkongen bor i sit prægtige slot". Ingemann tillagde selv oplevelsen stor betydning. Wivel forklarer det med, at det for digteren blev afgørende at forvandle brøndkongens slot i det dybe til Guds slot i det høje. Med andre ord: "at få mørket til at lyse". Netop dette sker, fastslår Wivel, i morgen- og aftensangene, "hvor hjertet klarer, hvad forstanden ikke magter".

Han lader sin gennemgang, som han kalder "Forudafspejlingen", slutte i en hyldest, der svaret til indledningens, idet han ser morgen- og aftensangene som "et enestående vidnesbyrd i dansk litteratur og religiøs poesi". Digteren opnåede, hvad han ville. Ligesom han med en vindharpe søgte at indfange de sfæriske klange, ja, selve "tonen fra himlen", var hans formål med salmerne, billedligt talt, at opsende "en dybt musikalsk tilnærmelse til altet, til Gud". Et lignende samspil, mellem himmel, jord og hav, er temaet for Kirsten Kleins ledsagende og stemningsfulde fotos.

Rigtig pinse er det først, når N.F.S. Grundtvigs "I al sin Glands nu straaler Solen" synges. Mon ikke mange føler sådan? Og mon ikke også mange ærgrer sig over, at salmen med dens lykkelige fuldbyrdelse af lysende poesi ikke synges oftere, end tilfældet er?

Glæden over ordene, og hvad de formår, ledsager da også dr.phil. Erik A. Nielsen i hans – naturligvis kyndige – beskrivelse i "Pinseliljetid" af salmen, hvis tidligste udgave stammer fra 1843 og først 10 år senere fik den nu kendte udformning. Som Nielsen fremhæver, var Grundtvig ikke alene "en bombe af energi". Mindre kendt er det, at han trods sin livslange rastløshed angiveligt samtidig besad en usædvanlig tålmodighed. "I al sin Glands nu straaler Solen" ventede han ifølge vor ekspert således på i 36 år. Eller måske endda snarere i 46. Meget tyder nemlig på, hedder det, at Grundtvigs planer om at skrive salmer stammer helt tilbage fra året for Københavns bombardement i 1807. Synet af den sønderskudte Frue Kirke blev for Grundtvig et symbolsk udtryk for, at danskerne havde mistet lysten til at prise Gud i salmesang. En kristen digters opgave måtte derfor være "at genvække de dybeste kilder til lovsang i den danske kirke".

Erik A. Nielsen betegner pinsesalmen som salmebogens måske fineste guldalderdigt – med Ingemanns ovenfor omtalte sange som eneste (med en dårlig betegnelse) konkurrent. Ligesom Henrik Wivel må Nielsen ty til ordet "mirakel" for at bestemme niveauet, hvorpå vi befinder os.

I modsætning til Thomas Kingo, der "på så mange måder" mente, at jordelivet ikke i nogen henseende ligner paradislivet, sanser Grundtvig "forsommernaturen med en sådan intens glæde, at han oplever det danske forsommerlandskab som det nærmeste, vi under jordelivets betingelser kommer til at erfare, hvad paradisisk liv engang vil være. Danmark ved pinsetid er et afbillede af paradiset". Nielsen har ganske ret, når han slutter sin tekst med at skrive, at alene denne salme får mange til at glæde sig til pinsedagens højmesse.

Den mest overraskende bidragyder til de foreliggende bind i serien må forfatteren Jens Smærup Sørensen siges at være. Hans indfaldsvinkler i "Kærlighedens himmellysbolig" (flot ord!) til Grundtvigs "De levendes land" fra 1824 demonstrerer imidlertid, at hans fortrolighed med den danske salmetradition og dens virkelighed ikke står tilbage for de to øvriges. Han er indforstået med de særlige betingelser, der gælder for en salmedigter. Blandt andet denne, at han må kunne omfatte dem, der udgør menighedens fællesskab. Hele tiden skal han have alle med sig "som en del af sig selv". Forudsætningen for hans virke, skriver Smærup, er nemlig dels, at hans grundlæggende forestilling om det guddommelige skal være eller må kunne "bringes i overensstemmelse med menighedens, dels en menighed, der er fortrolig med det kristne og kirkelige sprog". For Smærup er det indlysende, at smuldrer trosfællesskabet og glemmes bibelsproget, kan ingen salmedigter blive stor. Grundtvig opfatter han som "den, lad os sige foreløbig, sidste af de store i Danmark".

I smuk samhørighed med Grundtvig fremhæver Smærup Helligånden, der vil åbne vore øjne og gøre himmel og jord til ét. Og videre som fra en prædikestol lyder det om troen på Gud, at den "slår bro mellem dødningehjemmet og de levendes land, lad os bede Ham tage plads ved vor side. I håbet kan vi da leve, i det kan vi finde vor trøst, indtil vi ikke længere behøver det og ikke må nøjes med at håbe, men har fundet den sande glæde; i kærligheden mærker vi urkraften, den, som også døden jo må vige for, og af den opstår alt liv, enhver gnist i vor sjæl kommer fra dig, o, kærligheds ånd".

grymer@k.dk

Morgen- og Aftensange. Tekst af Henrik Wivel, fotografier af Kirsten Klein.

I al sin Glands nu straaler Solen. Tekst: Erik A. Nielsen, illustrationer af Hanne Mailand.

De levendes land. Tekst: Jens Smærup Sørensen, fotografier af Per Bak Jensen. Bindene 7-9, der er indbundne, er på 30-42 sider og koster 99 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag og Taarnborg. Udkommer i dag.