Man beslutter selv, hvor centrum er

"Men det ville nok alligevel være svært at flytte – nu," siger han og fortsætter:

"Vi bor midt i den natur, vi selv er rundet af. Havet derude er ikke bare et hav, det er vores hav, og skoven er ikke bare en skov, men den skov, der ligger dybt indlejret i vores sind. Men der er også negative sider. Man vender hjem til gamle fordomme. Og de dumme svin er jo ikke blevet mindre dumme, bare fordi der er gået 20 år. Og måske er man selv en af dem, i hvert fald i de andres øjne."

Dengang han var dreng, var han ikke bare "Morten", men også søn af en far, der både var viceskoleinspektør og mangeårigt medlem af byrådet for Socialdemokraterne. Sønnen blev kaldt for "kommunist" eller det, der var værre, fordi hans hjem skilte sig ud. Selv den dag i dag bliver han dagligt mindet om sit ophav.

"Folk siger: 'Nej, du ligner din far. Du kan ikke skjule, hvem du er søn af,' og det irriterer mig meget. I dag betyder det mindre, end da jeg var 18 år og følte, at det var svært bare at være mig. Det var nok medvirkende til, at jeg allerede som 18-årig flyttede til Italien. For at være sikker på at være i et miljø, hvor ingen kendte mig. For at finde ud af, hvem jeg selv var," siger Morten Beiter og peger på hagen:

"Det er nok også grunden til, at jeg har fået mig et lille skæg, for det har min far ikke."

Italiens-eventyret begyndte for Morten Beiter, da han som 16-årig tog på interrail og mødte nogle italienere, som han senere blev venner med. Venskaber, der fik ham til at flytte til Perugia i det centrale Italien og læse italiensk. Mødet med støvlelandet skulle vise sig at blive til en livslang kærlighedsaffære.

"Italien blev det træ, som jeg kunne klatre op i og være mig selv. Det kunne måske have været hvilket som helst land, men netop Italien indeholder de store dramaer fra tysk kultur i Norditalien til arabisk i Syditalien," siger Morten Beiter, der nærer en kærlighed til de store historier i de små.

Som dengang han tog ud til et interview og på vejen fik øje på en propeldrevet mobile bestående af to træfigurer, der havde sex på en scooter. Morten Beiter bankede på huset ved siden af og mødte figurens skaber, en mand, der lavede figurer i træ.

"I Italien kan man også få dybe sug i maven, som når jeg har skrevet om mafiaen, fordi det gælder liv og død," siger Morten Beiter.

Vi har forladt køkkenet og befinder os nu i den anerkendte journalists kontor dybt inde i det gamle byhus fra 1870'erne med knirkende plankegulve, lavt til loftet og skæve døre og vinduer. Et egetræsskrivebord troner foran en bogreol, der fra gulv til loft er fyldt med bøger. Primært italienske af slagsen med titler som "Mafia invisible", "Mafia Women" og den uundværlige ordbog, "Il grande dizionario Garzanti della lingua italiana". Morten Beiter skriver stadig om og fra Italien, selvom han bor i Ringkøbing.

"Jeg følger med i alt og kan komme til Italien fra Billund Lufthavn for 3-400 kroner, og jeg oplever, at det er lettere at komme til Italien end til København," forklarer Morten Beiter, der ud over tonsvis af artikler blandt andet har skrevet mafia-biografien "Mand af ære" og reportagebogen "Vejen til Napoli".

Det lå ellers i kortene, at Beiter skulle gå den slagne journalistvej i Danmark. Efter opholdet i Perugia tog han hjem, læste på Journalisthøjskolen i Aarhus og fik job som kulturredaktør på Flensborg Avis. Men han kedede sig.

"Min ansættelseskontrakt gik indtil 2025, så jeg skulle næsten begå en forbrydelse, hvis jeg skulle miste mit job, og ud fra et tryghedssynspunkt var der al mulig grund til at blive. Men trygheden blev en sovepude, og efter to år trængte jeg til at komme væk," fortæller Morten Beiter.

Han havde på det tidspunkt mødt Hanne, der var ved at uddanne sig til keramiker fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding, og de fandt en mulighed for, at Hanne kunne læse det sidste år af sin uddannelse i Faenza i Norditalien. Bagefter flyttede parret til Napoli, mafiabyen i syd, hvor de blev i fire år.

"De år lever vi stadig højt på. I Napoli herskede et kriminelt anarki, i Napoli bruger du hele dit følelsesregister hver dag. I Danmark spiller vi "Prinsesse Toben" på tre-fire tangenter, men dernede har du hele klaviaturet. Alle stemninger, følelser, mennesker, dufte ... alting. Man kan mærke blodet rulle i årerne," fortæller Morten Beiter, der sammen med en dansk kollega solgte artikler til Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og norske Verdens Gang, mens Hanne havde værksted og solgte keramik.

"I mit arbejdsliv har jeg gjort som den tysk-romerske kejser Frederik II, der lod slottet Castel del Monte opføre, hvor man for at finde rundt altid skulle vælge den smukkeste dør. Jeg har altid fulgt mit hjerte. Fornuften er selvfølgelig med, men jeg synes ikke, at den nogensinde har taget over," siger Morten Beiter.

Berlingske Tidende ønskede at ansætte Beiter som fast korrespondent, og det betød, at parret skulle nærmere Rom. Valget faldt på landsbyen Castel del'Aquila cirka 100 kilometer fra hovedstaden, beliggende i et område, som Beiter havde besøgt flere gange. De faldt for et lille hus på en bjergtop i landsbyen. Sådan et, som man kender fra turistbrochurer: bygget i sten, men hvor blomstertræer smyger sig op ad gavlene, og hvor husets indvendige centrum udgøres af et ildsted. Landsbyen huser et par hundrede indbyggere, hvor høns og grise bor i en ring af skure rundt om byen, og hvor man mødes på den lokale bar over en kop diskutabel cappucino. Parret blev der i otte år og fik her Emil og Emma.

"Vi blev en del af byen, og vi lærte betydningen af, hvor vigtigt det er, at der er folk, der ser dig i øjnene og siger: 'Du er velkommen her!'. At blive set og ikke set igennem. Men vi opdagede også, at der var nogle ting, der var bedre i Danmark. Eksempelvis er italienerne meget mere hårdhændede over for deres børn. De kan godt finde på at give dem en lussing på åben gade," fortæller Morten Beiter.

Parret havde ikke troet, at de skulle tilbage til Danmark, men skæbnen ville det anderledes. I forbindelse med besparelser nedlagde Berlingske Tidende i 2005 korrespondentstillingen og tilbød Beiter en stilling i Danmark i stedet.

"Fremtiden så usikker ud, og da vi havde to børn, hvor den ene skulle begynde i skole, valgte vi at flytte til Danmark," siger Morten Beiter.

Parret så på hus forskellige steder på Sjælland, hvor der var både plads til keramikværksted og hjemmekontor, men kvadratmeterprisen var høj.

"En aften kiggede jeg på boliger i Ringkøbing, og så dukkede huset her op. Der var plads til Hannes arbejde, til mit arbejde, det var et godt sted for børn, og der var plads til dyr. Men den største fordel er at komme hjem til bedsteforældrene og samle familien igen," siger Morten Beiter, der i dag primært skriver for Weekendavisen og laver radioindslag til P1. Lidt Vestjylland, lidt Italien, og sådan er det. Beiter afviser ikke, at han og hustruen flytter tilbage til Italien på et tidspunkt.

"Centrum er der, hvor man beslutter, det skal være," som han formulerer det.

Og indtil videre er centrum i Ringkøbing – tilsat lidt Italien, forklarer Beiter:

"Vi føler det, som om vores hus er et rumskib, hvor vi kan leve vores helt eget liv, stort set som da vi levede i Italien, og når vi har lyst, åbner vi døren ud til Ringkøbing og Vestjylland."

livogsjael@k.dk