En skilsmisse er begyndelsen på en ny udvikling, skriver en læser, mens en anden fortæller, hvordan hun bevarede den gode relation til sin svigersøn, da hendes datter fandt en anden mand
- Colourbox
Annette og Jørgen Due Madsen |
13. maj 2011
En skilsmisse er begyndelsen på en ny udvikling, skriver en læser, mens en anden fortæller, hvordan hun bevarede den gode relation til sin svigersøn, da hendes datter fandt en anden mand
Kære brevkasse
I efterlyste tanker i forbindelse med brevkassens tema om skilsmisse. Jeg synes, det er relevant at spørge: Hvordan tager man afsked med det familieliv, der var før skilsmissen, eller hvordan udvikler man en ny og bedre familie efter skilsmissen?
LÆS OGSÅ: Hvordan tager man afsked med en kær svigersøn i forbindelse med skilsmisse?En skilsmisse giver kun mening, hvis den udspringer af et dybtfølt ønske om, at noget ændres til det bedre. Vel vidende, at vejen ofte er vanskelig. En vej, som ofte er en livsomvæltende begivenhed, der opleves helt speciel for hvert enkelt familiemedlem. Derfor findes der heller ingen entydige svar på ovennævnte spørgsmål.
Det er velkendt, at mennesker udvikler sig igennem kriser. Her tænker jeg for eksempel på Johan Cullbergs bog "Krise og udvikling", som beskriver, at voksne mennesker udvikler sig igennem eksistentielle udviklingskriser, som opstår i forbindelse med tilkomsten af eksempelvis nye familiekonstellationer, nyt arbejde, nye ideer og så videre En skilsmisse kan således betragtes som en udviklingskrise.
Moderne psykologer som for eksempel Daniel Stern vil nok betragte et skilsmisseforløb som en omstillingsproces udløst af en skelsættende begivenhed i et menneskes livsforløb, hvor mennesket må tage afsked med og bevæge sig væk fra et kendt stadie til et andet. Det betyder, at alle familiemedlemmer må bevæge sig hen imod det nye, ukendte, måske bedre familieliv og de nye roller, som følger efter skilsmissen. En ukendt fremtid vil for de fleste mennesker naturligt være forbundet med usikkerhed, måske angst, og man kan blive meget i tvivl om, hvad der er rigtigt eller forkert? Hvordan kan og bør jeg forvalte min nye rolle? Hvordan bliver vilkårene og mulighederne for at se mine børnebørn og så videre.
Her vil jeg minde om, at menneskers evne til at klare sådanne situationer afhænger af deres bagage, situationen, deres fysiske, psykiske, sociale velbefindende og frem for alt af, om de får anerkendelse fra de nære omgivelser. Netop anerkendelsen kan være vanskelig at finde frem, hvis man ikke forstår, hvorfor ens børn og svigerbørn vælger at blive skilt.
Skilsmisseparrets udviklings- og omstillingsproces begynder, når deres ægteskabelige livsforløb ikke længere stemmer overens med deres egne opfattelser og forventninger til, hvordan livet i deres ægteskab skulle udvikle sig. Sandsynligvis er denne erfaring længe før den skelsættende begivenhed, hvor skilsmissen bliver åbenbar.
For parrets forældre og svigerforældre starter omstillingsprocessen oftest samtidig med den skelsættende begivenhed, som derfor fejlagtigt kan blive opfattet som selve årsagen til skilsmissen. Forældre og svigerforældre er ofte skånet for at kende deres børn og svigerbørns private liv før skilsmissen, hvilket jeg personligt er vældig taknemmelig for. Omstillingsprocessen føles ofte lang og til tider ubegribelig, men kan dog være udholdelig, netop fordi det bedre familieliv langsomt kan vise sig, hvis man giver sig selv lov til at opleve det bedre.
Venlig hilsen
Ella
Kære brevkasse
Endelig blev der sat ord på. Vi er ikke alene. Nej, desværre er vi nok mange ekssvigerforældre, der har oplevet det problem, som er taget op i brevkassen.
Der kan være mange grunde til, at et ægteskab går i stykker, og at en familie dermed splittes. Som forældre og bedsteforældre er det svært at være vidne til, men når der ikke ligefrem er synlige tegn på, hvem af parterne der "har skylden", kan vi ikke dømme, og dermed skulle vi ikke behøve at vælge nogen fra.
For os faldt det ikke svært at tage stilling. At vi valgte at holde den nære kontakt med vores svigersøn, var den naturligste ting af verden. Han er vore børnebørns far, vi holder meget af ham, han hører til blandt vore bedste venner. Dette og flere andre gode grunde gjorde valget let. Han blev fravalgt af vores datter, ikke af os. Det var ikke os, der ville den skilsmisse. Vores datter havde fundet en anden, og det var i sig selv svært nok pludselig at skulle tackle den nye situation med alle de frustrationer og følelser, som det afstedkommer.
Vi kom alle sammen mere eller mindre godt igennem, og nu er det hele faldet på plads, så alle kan være i stue sammen på den gode måde. Den smerte, jeg fornemmer stærkest i dag, hvor brevene i brevkassen kalder minderne frem, er tanken på de bedrevidende mennesker, som bebrejdede os, at vi havde "taget parti" ved at holde kontakten til svigersønnen. Det var jo ingenlunde tilfældet, men alligevel rørte deres påstand ved samvittigheden: Betød det, at vi svigtede vores egen datter?
Det mente vi jo ikke selv. Hun havde valgt sin fremtidige tilværelse. Vi valgte vores uden af den grund at holde mindre af hende. Uanset hvad andre måtte mene, brugte vi den sunde fornuft, og i dag kan vi se, at valget var det rette.
Derfor denne opfordring til alle, som prøver at dømme i sådan en sag: Som forældre, bedsteforældre og svigerforældre er det ikke bebrejdelser og "kloge ord", vi har brug for. De gør blot situationen meget sværere. Vi skal være der for alle de implicerede og har samtidig selv behov for en masse kærlig støtte og forståelse. Og kun det.
Med ønsket om, at der må blive færre i vores situation i fremtiden.
Venlig hilsen
Stadig svigermor
Kære Ella og svigermor
Tak for jeres breve. På mere overordnet vis fortæller det første brev om den omstillingsproces eller udviklingskrise, som kendetegner en skilsmisse. Nogle gange kan det desværre også være en traumatisk krise. Enhver krise indebærer både fare og mulighed. Da en skilsmisse ofte involverer adskillige mennesker, er det mere komplekst, fordi det kan føre til rigtig god udvikling for en del af de implicerede, mens andre kan komme til at lide under det i mange år.
Den store udfordring for omgivelserne er at tage vare på de enkelte og specielt børnene, som altid er de mest sårbare.
Her tror vi, at der er mange ting, som vi som samfund og venner og familie kunne gøre bedre og være mere opmærksomme på.
Vi slutter dette emne i denne omgang og gør gerne svigermors tanker til vores: at fordømmelse aldrig fører noget som helst godt med sig, men at vi i stedet er der for hinanden med kærlig støtte. Praktiseres dette i hverdagen både blandt venner og familie og i det daglige liv mellem ægtefæller, vil det i sig selv nedsætte antallet af ulykkelige skilsmisser.
Det er bedre at forebygge end at helbrede.
Mange hilsener
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad