Sig mig, hvem du omgås

Claes Kastholm, der har en ugentlig klumme i Berlingske, er en "borgerlig kommentator". Den label får han i hvert fald påtrykt i de små enqueter og rundringninger, nogle aviser ynder at indforskrive en håndfuld debattører til. Han har sikkert heller ikke noget imod det. Han er en fri ånd og optræder ofte som revser af den borgerlige regering på diverse politik-områder.

Alligevel sank man morgenkrydderen en ekstra gang, da han en søndag for nylig kaldte undervisningsminister Troels Lund Poulsen for "stupid". Den borgerlige kommentator var oppe i det røde felt og skrev:

LÆS OGSÅ: 10 måneder i helvede

"Først gennemfører man en gymnasiereform, der gør op med det bærende element i gymnasieskolens struktur: kernefagligheden. Det betyder, at alting skal genopfindes: lærernes faglighed, undervisningsmaterialerne, samarbejdsformerne. Logistikken bliver en dominerende faktor, it-kontakten mellem lærer og elev intensiveres, klasseundervisningen minimeres.

Derefter kommer den samme regering og angriber gymnasielærerne for, at de i sammenligning med kolleger i andre lande udfører meget lidt klasseundervisning. Det er en frækhed uden lige, og undervisningsminister Troels Lund Poulsens opførsel er rent ud stupid.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg som gift med en gymnasielektor, der har en arbejdsuge på 50-60 timer og f.eks. måtte bruge fire dage af påsken ved computeren i forbindelse med elevopgaver, er rødglødende af raseri, og hvis andre erhverv oplever en lignende brutal uvidenhed fra regeringens side, så forstår jeg godt det had, mange kredse møder den borgerlige regering med. Desværre."

Kastholm angiver selv, at han har en personlig aktie i problemstillingen, og det interessante spørgsmål er selvfølgelig: Hvad nu hvis Kastholm ikke havde været gift med en gymnasielærer? Hvad nu hvis han slet ikke havde haft nogen personlig berøring med nutidens gymnasieskole? Kunne det tænkes, at han så havde givet ministeren et skulderklap for hans barske ord på rette tid og sted til klynkende gymnasielærere?

Jeg stiller spørgsmålet upolemisk for at pege på samfundsdebattens og debattørernes afhængighed af det konkrete. Vi lever i et kompliceret og arbejdsdelt samfund, og vi har hver især kun en begrænset erfaringshorisont. Vi kender arbejdslivet og samfundssektorerne i bestemte udsnit ud fra, hvad vi selv og vores familie og venner har berøring med. Langt de fleste emner i samfundsdebatten har vi kun et andet- eller tredjehåndsforhold til. Politikerne skulle ideelt set kende til det hele, men de anklages ofte for at være de værst stillede, fordi de har levet et isoleret og "professionelt" politikerliv fra ungdomsorganisationerne helt ind til Borgen.