Dorrit Cato Christensen ved datterens gravsted på Holmens Kirkegård i København. --
- Søren Staal.
Marianne Nygaard Knudsen |
13. maj 2011
Luise Christensen var i årevis indlagt med diagnosen skizofreni, indtil hun døde som 32-årig. Hun er en af mange psykiatriske patienter, som dør i en tidlig alder af ukendte årsager
Det var tidlig morgen den 15. juli 2005. Lyset brød ind gennem vinduet i det lille værelse på første sal i indre København. Telefonen ringede, og Dorrit Cato Christensen husker, hvordan hun for op af sengen for at tage den. Hun undrede sig over, at Luise ringede så tidligt.
Da hun løftede røret, var stemmen i den anden ende imidlertid ikke datterens. Det var en læge fra den psykiatriske afdeling på Amager Hospital. Luise var faldet død om på afdelingen.
LÆS OGSÅ: Psykisk syge dør 20 år tidligere end andre68-årige Dorrit Cato Christensen husker ikke ret meget fra den morgen, hvor hun fik beskeden om, at hendes datter, 32-årige Luise Christensen, var faldet om med kramper. Men hun kan tydeligt genkalde sig følelsen af afmagt og uforståenhed over, hvorfor hendes datter skulle dø så pludseligt. I dødsattesten stod der, at Luise Christensen døde af "ukendte årsager".
"Jeg forstod ikke, hvordan hun så pludseligt kunne dø, men jeg havde alligevel længe frygtet, at den dag ville komme. I de sidste år af hendes liv var hun blevet dårligere og dårligere. Jeg tror, at det var medicinen, der til sidst slog hende ihjel, for hun døde alt for tidligt," siger Dorrit Cato Christensen.
Hun har netop skrevet bogen "Kære Luise – En beretning om magt og afmagt i psykiatrien" om sit syn på datterens liv i det psykiatriske system med forord af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen.
I de sidste 12 år af sit liv levede Luise Christensen med diagnosen paranoid skizofreni og fik det meste af tiden fire forskellige slags antipsykotisk medicin.
Luise Christensen er en af de mange psykisk syge, som hvert år dør af ukendte årsager, og tallet er stigende. Samtidig er hun et eksempel på, at psykisk syge dør tidligere end resten af befolkningen, som et fællesnordisk forskningsprojekt for nylig har slået fast.
Dorrit Cato Christensen beskriver sin datters tidlige barndom som en harmonisk tid, hvor hun ofte legede med vennerne i nabolaget. Hun var for det meste en glad pige, men når hun følte sig presset, kunne hun blive meget trodsig og udadreagerende.
Efter opfordring fra pædagogerne i børnehaven startede Luise Christensen hos en psykolog, og som 11-årig blev hun for første gang indlagt i det psykiatriske behandlingssystem med diagnosen skjult epilepsi. Det betød, at hun havde korte øjeblikke med manglende hjerneaktivitet, og hun kom i behandling med antiepileptisk medicin.
"I første omgang var jeg lettet. Nu havde lægerne endelig fundet ud af, hvad Luise fejlede, og så kunne hun få den hjælp, hun havde brug for. Jeg havde stor tiltro til, at lægerne vidste, hvad de gjorde, men der gik ikke lang tid, før jeg fattede mistanke om, at diagnosen og behandlingen var forkert," fortæller Dorrit Cato Christensen og ryster stille på hovedet.
Efter fire år blev epilepsidiagnosen afkræftet, og Luise stoppede med den antiepileptiske medicin.
Da Luise fyldte 19 år, begyndte hun imidlertid at lide af vrangforestillinger, og det fik Dorrit Cato Christensen til at kontakte Rigshospitalet, som indstillede datteren til en psykiatrisk udredning, og hun fik antipsykotisk medicin. Efter 10 dages indlæggelse blev hun alvorligt syg af den antipsykotiske medicin og blev hasteindlagt på Roskilde Sygehus. Det var en af årsagerne til, at Dorrit Cato Christensen aldrig følte, at hun blev lyttet til af behandlerne.
Foran sig på bordet står en buket orange roser i en glasvase, som hun skal ned med til datterens grav. Bagerst i stuen står der en kurv med gamle dukker, på væggen hænger der tegninger, og i hjørnet er der et lille bord med fotografier af Luise Christensen.
Hendes journaler fortæller om en kvinde, som fik det bedre af medicinen, men i alle de år, Luise var indlagt, har det været Dorrit Cato Christensens oplevelse, at medicinen kun gjorde livet værre for datteren.
"Jeg følte mig tit utilstrækkelig som mor, for jeg kunne jo ikke redde min datter. Jeg hørte hende ofte komme med bebrejdelser mod mig, men det var jo bare, fordi hun troede, jeg kunne klare det hele," siger hun.
Hun mener, at det er psykiatrien, der har taget livet af Luise, fordi hun fik noget medicin, der, ifølge Dorrit Cato Christensen, kun forværrede sygdommen. Efter Luises død meldte hun derfor Luises psykiater til politiet 0g efterfølgende til Patientklagenævnet. Obduktionen viste ikke nogen tegn på, at Luise havde nogen uopdagede sygdomme, for alle indre organer så sunde og raske ud. Det har styrket Dorrit Cato Christensen i sin mistanke om, at det var medicinen, som var årsag til dødsfaldet, men det blev slået fast af klageinstanserne, at Luises behandling var sket i overensstemmelse med den bedste specialiststandard.
I år er det seks år siden, at Luise døde, men Dorrit Cato Christensen er stadig overbevist om, at lægerne tog fejl af datterens behov for behandling. Derfor fik hun på gravstenen skrevet ordene: "Medicinen tog mit liv".
Under skyggen af et nåletræ og et blomstrende tulipantræ ligger Luise Christensen begravet på Holmens Kirkegård i København. Gravpladsen er dækket af nyplukkede tulipaner, og to stearinlys brænder, da Dorrit Cato Christensen kommer for at se til graven.
"Jeg fortsætter det liv, jeg havde med hende. I stedet for at besøge hende under indlæggelserne, besøger jeg nu hendes grav. Jeg vil have lys og blomster ved graven, for det er en måde at nusse om hende på, som jeg altid har gjort. Det er meget vigtigt for mig at komme her for at vise, at min kamp for hende ikke er forbi," fortæller hun.
Selvom hun har fået afslag på sin klage over Luises behandlere, stiftede hun i 2009 foreningen "Død i psykiatrien". Formålet er at sætte fokus på de mange psykisk syge, der dør, mens de er i det psykiatriske system. En sag, Dorrit Cato Christensen dagligt kæmper for.
marianne.knudsen@k.dkLæs mere på
@Webhenv k.dk:k.dk/psykiatri
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad