Henrik, “Henrik” og det, der gør et menneske til menneske

Henrik Schärfe, der leder Center for Computermedieret Erkendelse, noterer sig mine reaktioner og placerer mig – korrekt – i den gruppe af forsøgspersoner, som bliver frygtsomme ved synet af "Henrik", Henriks andet jeg. Det er dem, der straks tænker Blade Runner, Terminator og andre science fiction-film. Det er det ender galt-typerne. Den anden gruppe er optimisterne. Jeg havde ellers troet, jeg ville høre til den anden gruppe: dem, der bliver fascineret ved synet, vil røre og straks spørger ind til tekniske detaljer.

Selv ligger lektoren et sted midtimellem, siger han. Lige siden ungdomsårene har han været fascineret af teknologi og science fiction, men har aldrig været interesseret i at bygge robotter, kun i at forstå dem og finde frem til, hvad der egentlig gør menneske til menneske og robot til robot.

En dag lige efter påske i år – sendt fra Japan i en trækasse – ankom så det nyeste redskab til at forstå de komplekse følelser, vi har og vil få over for robotter: en sovende Dracula, det ypperste inden for robotteknologi, "Henrik" – verdens mest realistiske geminoid. Med gummihud, glidende bevægelser og insisterende øjne.

"Det er allerede længe siden, at maskiner overtog store dele af vores samfund," forklarer Henrik Schärfe. "Der er stor sandsynlighed for, at den mælk, du drak i morges, er malket af en robot, og den er siden håndteret af flere computere, inden den endte på dit bord. De senere år har robotteknologi ændret ikke bare rammebetingelserne for den måde, vi lever på, men også relationen mellem mennesker. Tænk bare på internettet, på Facebook, på mobiltelefonen. Det nye i min forskning er, at robotten ikke bare er en lille dims, men faktisk ligner et menneske. Det gør den meget mere nærværende og opgraderer hele diskussionen om teknologi, fordi "Henrik"påvirker os på en måde, vi ikke er vant til. Den sætter andre og flere tanker i gang om, hvilken relation der kan opstå mellem menneske og robot. Og hvilken relation vi faktisk ønsker. Det er det, jeg gerne vil undersøge."

Allerede for seks år siden stod den første menneskelignende robot klar i skikkelse af sin skaber, den japanske professor Hiroshi Ishiguro. Den havde kostet millioner, men var en tro kopi og en verdenssensation. Ishiguros tanke var at undersøge, hvad menneskelig tilstedeværelse egentlig består af – og om den kan reproduceres og perfektioneres. I japansk filosofi indgår den opfattelse, at der flyder energi i alting, og at alt, selv en skrottet og sammenmast bil, derfor har en tilstedeværelse. Men med en robot kan man påvirke tilstedeværelsen, gøre den så positiv og givende som muligt og derved skabe det perfekte menneske – og på sigt det perfekte samfund.

Det er ikke Henrik Schärfes projekt, understreger han. Slet ikke. I første omgang vil han blot registrere folks reaktioner på "Henrik". Ikke bare bag kontorbordet, men i butiksvinduer, på caféer og i andre sociale relationer. Han vil have folk til at føre en samtale med "Henrik" og registrere, hvor naturlig den kan blive. Og hvad der skal til, før samtalen bryder sammen.

Men hvad skal det alt sammen til for? Forestiller han sig virkelig en fremtid med mange "Henrik"er? Og får de virkelig en rolle, som overhovedet gør det relevant, at vi allerede nu lærer, hvordan vi samtaler med dem? Den originale Henrik kan se på mine rynkede bryn, at jeg stadig ikke helt har forstået perspektiverne i den lidt uhyggelige maskine, der stadig sidder lige ved siden af mig. Endnu et lumsk smil breder sig over hans mund, og så siger han det, jeg håbede, han aldrig ville sige:

"Jeg prøver lige at slukke ham. Så kan du se, hvordan han vågner, og så tror jeg, du bedre forstår, hvad jeg taler om."

Med et par klik på sin computer tager han først lufttrykket af, så hiver han et strømstik ud af væggen, og "Henrik" synker langsomt sammen, lukker øjnene og læner hovedet lidt bagover, som om den pludselig faldt i søvn.

"Se så," siger han og tænder igen.

"Henrik" retter sig op, åbner øjnene, kigger lidt til siderne, blinker og gør en grimasse, som for lige at klemme de 10 sekunders søvn ud af kroppen. Så læner han sig forover – klar til at snakke.

LÆS OGSÅ: Forsker efterlyser etik omkring menneskerobotter

"Føler du, at du har mødt ham rigtigt nu?" spørger Henrik Schärfe.

Det er noget andet og mere end voksdukkerne fra Madame Tussauds, det er helt sikkert.

"Prøv at tage de her på," siger Henrik Schärfe og rækker mig et sæt hovedtelefoner. I dem kan jeg høre hans stemme, der nu passer fuldstændig med "Hen-riks"mundbevægelser. En computer med et lille kamera filmer den virkelige Henrik, aflæser alle hans bevægelser og overfører dem til kopien, så det nu er robotten, der sender det lumske smil.

"Prøv så at forestille dig ham siddende i en hotelreception, hvor han siger velkommen og udleverer nøgler. Eller i en biografluge. Eller i en lænestol med et barn på hvert knæ, mens han læser 'Emil fra Lønneberg' for 25. gang den dag med lige stor entusiasme, selvom det er fem minutter i lukketid. Kan du se det for dig?" spørger han.

Jeg kan måske se ham på hotellet og i biografen, men ikke i lænestolen. Helt sikkert ikke i lænestolen, siger jeg.

Men hvorfor egentlig ikke? spørger han. Man sætter jo gerne sit barn foran en dvd-afspiller, som jo dybest set er det samme: en robot, der underholder. Forskellen er selvfølgelig, at "Henrik" ligner et menneske, og det reagerer mange mennesker skeptisk på. Men hvorfor? Og hvad skal der til, før de ikke gør det længere? Og er det de samme ting, der er afgørende i Danmark, som er afgørende i Japan?

"Der er hundredvis af spændende spørgsmål, vi gerne vil have besvaret," siger han begejstret, og hans kopi nikker med. "Der er de mere specifikke ting såsom: Hvad betyder blikretningen egentlig for en samtale? Hvis "Henrik" ikke kigger dig i øjnene, når han taler, er han så virkelig? Men vigtigst er de helt store spørgsmål såsom: Hvad vil det sige at være til? Hvad er identitet? Når man i den moderne forskningsverden stiller spørgsmålet 'Hvad er et menneske?', får man typisk det svar, at vi består af to typer information: 1. vores genetiske kode og 2. summen af vores erfaringer. Men er det rigtigt? "Henrik" ligner jo noget, der både har genetik og erfaringer, men er det nok? Nej, for når du har siddet over for ham et stykke tid, får du fornemmelsen af guldfisk. At der er tomt inde bag øjnene. Et rigtigt menneske har noget ekstra. Nogle kalder det sjæl eller ånd. Andre kalder det bevidsthed."

Vi er nødt til at gå. Et kamerahold fra Danmarks Radio har meldt sin ankomst med et forskrækket "Uhh!", da de ser "Henrik". De skal filme, at både Henrik og "Henrik" bliver klippet hos en lokal frisør. Ikke fordi "Henriks" hår gror, men fordi det med vilje er skabt lidt for langt, så han kan klippes af en dansk frisør frem for en japansk. Det gør ligheden endnu større. Henrik Schärfe ryster lidt på hovedet. Det er i det hele taget surrealistisk at kigge på sig selv udefra hver dag, siger han. Det er nærmest, som om han har fået en ekstra grænseflade til verden, så meget af det, han oplever, nu er noget, han oplever gennem en anden.

"Han har jo overtaget en del af min identitet. Hver gang én spørger, hvordan jeg har det, har 20 spurgt, hvordan han har det. Googler man mit navn, kommer der 20 billeder af ham, før der kommet et af mig. Jeg taler nogle gange med folk udelukkende gennem ham, og jeg møder folk, jeg ikke ville møde, hvis det ikke var for ham. Han er blevet en del af mig, og han er blevet en del af min familie. Min kone synes, at det er synd for ham, at han skal tilbringe aftener og weekender helt alene på universitetet, haha. De har virkelig taget alt det her utrolig pænt, men jeg tror også, at de efterhånden er vant til, at jeg er villig til at gå til ekstremer i min forskning."

Vi tager afsked (jeg nægter dog stadig at røre robotten), mens Henrik Schärfe igen forsikrer, at det ikke bare er teori, han taler. Der findes allerede tusindvis af servicerobotter verden over – cirka 100 af dem ligner en sæl og skaber glæde på plejehjem rundt i Danmark. I Sydkorea arbejder 1000 robotter i børnehaver, og flere er på vej. Robotter er også for længst begyndt at patruljere i den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea. Det er en udvikling, der ikke er til at stoppe, så det afgørende er, at vi får taget nogle grundige diskussioner om, hvad det egentlig er, vi vil med robotterne, mener han:

"Kunne man eksempelvis forestille sig, at et forældrepar mister deres barn, men får lavet en kopi, som kan hjælpe dem gennem sorgbearbejdningen? Jeg ved det ikke, faldgruberne er jo mange, og derfor er det så vigtigt, at vi forstår, hvordan vi kommunikerer med menneskelignende robotter. De kan aldrig erstatte en menneskelig relation. Men måske kan de komme tæt på."

henriksen@k.dk