Kjærligheden bor i Skjern

"Og så har de sådan en dejlig brugsforening. Det var et dejligt mødested, da," tilføjer hun på vanlig vestjysk og kigger over på sin Kjeld, der sidder der, solbrun af havearbejdet, hvidskægget og helt forelsket på Hybenvej 68.

Da Kjeld Hartvig Schriver og Karen Margrethe Burmølle første gang stødte på hinanden, var det som elever på Skjern Byskole. De var begge tilflyttere og kom fra små skoler i henholdsvis Thy, hvor landmandssønnen Kjeld gik på en skole med blot 15 elever, og Søndersø på Fyn, hvor Karen Margrethe havde boet med sin mor og sin far, der var bygningsmaler. Mødet med den store byskole i Skjern, der dengang talte 600 elever, var et kulturchok for dem begge, og tilfældet ville, at de kom til at følges ad op gennem realen.

"I realen var der en oplandsklasse og en byklasse. For at få samme antal elever i de to klasser kom Karen Margrethe og jeg og et par stykker andre fra Skjern by i oplandsklassen," fortæller Kjeld Hartvig Schriver, der i dag er 69 år.

I den afsluttende realklasse, der svarer til 10. klasse i dag, var Kjeld og Karen Margrethe de eneste bysbørn i klassen. De viser mig et klassebillede fra dengang og bliver overraskede, da jeg hurtigt peger Karen Margrethe ud. Lille og smilende med et åbent ansigt omkranset af tynde krøller og i en fin, polkaprikket kjole. Kjeld smiler stort under store, vilde krøller, og sådan husker Karen Margrethe ham også.

"Jeg husker, at Kjeld sad ved siden af Frits i skolen, og at de to altid lo så meget," siger hun.

I Kjelds erindring var Karen Margrethe køn, "og det er hun stadig, jo". Ellers havde de to ikke noget særlig tæt forhold dengang, men fandt 50 år senere af, at de er de eneste to fra klassen, der er flyttet tilbage til udgangspunktet. Tilbage til Skjern. Men først skulle de hver deres vej.

For Kjeld gik livet omkring havnebyen Esbjerg, hvor han efter en tid som bankelev i Skjern og en tid som soldat blev bankbestyrer. Vist nok af fornuftige og økonomiske årsager, for egentlig ville han gerne have læst teologi. Men livet tog en anden drejning, og da han mødte sin første kone og fik tre børn – en dreng og to piger – valgte han at fortsætte i banken, læse til civiløkonom ved siden af og havde nok at se til.

Senere kom han i et revisionsfirma, der stillede som krav, at han uddannede sig til statsautoriseret revisor. Men da studiet krævede, at han de sidste to år skulle køre til Aarhus hver uge, droppede han det, sadlede om og startede i 1978 som selvstændig ejendomsmægler. Ægteskabet var med hans egne ord i den periode "noget vanskeligt", og i 1986 blev Kjeld skilt fra sin første kone.

Karen Margrethes liv formede sig anderledes og alligevel slår det de samme sving. For mens Kjeld havde begået sig i bankverdenen, læste Karen Margrethe til sygeplejerelev på Diakonissehuset Sankt Lukas, fandt sin metier som folkeskolelærer og underviste blandt andet på Ringkøbing Skole. Hun mødte sin første mand, der var slagter, og med ham fik hun også tre børn – en pige og to drenge. Familien bosatte sig i Holmsland, det opland, der ligger mellem Ringkøbing og Søndervig, og Karen Margrethe droppede drømmene om at læse dramaturgi, selvom drama og teater var hendes store passion.

"At passe børn, dyr og halmfyr – det blev mit arbejde," siger hun nøgternt og uden skyggen af bitterhed.

Men lidt tid til teater blev der dog. I slutningen af 1980'erne medvirkede hun i spillefilmen om Kaj Munk, "I morgen er det slut", hvis plakat hun også prydede, og levede sig meget ind i rollen som amatørskuespilleren, der blev forelsket i instruktøren.

Sådan var filmen, men sådan gik det også i virkeligheden. Instruktøren af spillefilmen spillede selv den mandlige hovedrolle, og ham faldt Karen Margrethe pladask for.

"Det var en stor betagelse, som jeg slet ikke kunne være herre over," siger hun om den forelskelse, der førte til, at hun i 1990 lod sig skille fra sin mand og tog sin niårige søn med sig. Efter fire års forhold til instruktøren brød hun med ham og rykkede med sønnen i 1995 ind i et byhus på Bredgade i Skjern.

På samme tid i Esbjerg mødte Kjeld sin anden kone, Kirsten, der også var fra Skjern, men fra en yngre årgang. De to trivedes i havnebyen, men da Kjeld som 59-årig tog imod et godt tilbud om at sælge sit ejendomfirma, rykkede også de i 2001 tilbage til Skjern. For de to begyndte nu et liv med rejser, golf og med tid til de syv børnebørn, Kjeld med tiden havde fået. Men tiden løb hurtigere fra dem end forventet. I 2007 blev Kirsten ramt af uhelbredelig underlivskræft. Hun døde på hospice i marts 2009.

"Det var jo ikke lige meningen," siger Kjeld,

"Hun skulle have overlevet mig, men døde som 57-årig."

Tiden, der fulgte efter, var ikke let. Det passede ham ikke at "tøffe rundt alene". Heldigvis oplevede den 67-årige Kjeld, at børn og venner rykkede tættere omkring ham "og var gode til at hanke op i ham", som han siger.

Kjeld havde allerede i 2001 ad omveje hørt, at Karen Margrethe boede i Skjern, og to gange havde han set hende uden helt at vide, om han så rigtigt. En dag læste Kjeld så i Skjern Dagblad, at byklassen fra realen havde holdt 50-års-jubilæum, og de havde sågar fået deres gamle klassebillede trykt i avisen.

"Det kunne da være sjovt, hvis vi kunne samle vores klasse også," tænkte Kjeld, der dog gerne ville have hjælp til det projekt og derfor kom i tanke om Karen Margrethe, men ikke gjorde mere ved det.

Men så skete det. I juli 2009 stod Kjeld i SuperBrugsen og ind kom den dame, som han nu var sikker på var hans gamle klassekammerat.

"Jeg spurgte hende så, om hun vil være med til at samle den gamle realklasse, og det sagde hun ja til," husker Kjeld.

De to gamle elever mødtes nogen tid efter på Café Sille på Hotel Vestjyden. Kjeld siger, at han ikke tænkte videre over deres gode kemi den eftermiddag, men Karen Margrethe mener nu nok, hun mærkede et stik i hjertet. Hun slog det hen, for Kjeld havde jo lige mistet.

I de næste måneder hen over sommeren lavede de hver især et sandt "sporløs-arbejde", og for hver gang, der var bid, og en klassekammerat var fundet, ringede de til hinanden. Den 7. oktober 2009 bød Karen Margrethe og Kjeld så velkommen til det, der blev en utrolig vellykket klassesammenkomst med rådhusvinblade som bordpynt, for det var den plante, der voksede op ad Skjern Byskole dengang.

"Først den aften gik det op for mig, at nu var det slut, og hvad så egentlig med os to? Det var da i grunden en skam," siger Kjeld.

Et evalueringsmøde måtte til, og det blev hjemme hos Karen Margrethe i Bredgade. Senere inviterede Kjeld sin gamle klassekammerat på middag i sommerhuset på Hybenvej 68.

"Der fik man et uventet knus, og det var jo dejligt," siger Karen Margrethe.

"Det kan man næsten mærke endnu, da."

De blev kærester, men talte også om, hvad folk ville sige. Det var under et år siden, Kjeld mistede sin kone Kirsten, og en af Karen Margrethes børn spurgte da også, om ikke det var for hurtigt.

"Men det er der jo ingen regler for," siger Karen Margrethe ud i luften.

Kjeld rømmer sig og siger, at han faktisk har tænkt over, at Kirstens lange sygdomsforløb gjorde en forskel.

"Til at begynde med håbede man selvfølgelig, men i lang tid vidste vi jo begge godt, hvor det bar hen, og jeg tror egentlig, jeg havde vænnet mig lidt til tanken," siger han.

"I talte jo også om alting," siger Karen Margrethe forsigtigt.

"Det gjorde vi, ja. Vi talte om begravelsen og om, at hun ønskede, jeg skulle komme videre. Det gjorde børnene også."

Og det gik præcis sådan. De to gamle klassekammerater lod sig vie i Skjern Kirke, hvor de begge blev konfirmeret i sin tid. Det var den 2. oktober 2010 næsten et år efter klassesammenkomsten, og til jul sendte det nygifte par hele den gamle klasse et bryllupsbillede som tak for sidst. En cirkel blev sluttet, men hvad betyder det for de to, der nu som de eneste i Skjern lyder efternavet Schriver, at de er en del af samme historie?

"Vi har nemt ved at tale sammen, har fælles minder, kommer i samme kirke og er i grunden enige om det meste," siger Karen Margrethe.

Der er kun lige det med golf og flyvemaskiner, får hun også sagt. Karen Margrethe vil hellere gå tur med hunde Jackie end med en golfkølle og også helst være ved landjorden. Politisk er der også forskel, mener Kjeld. Karen Margrethe er aktiv i Venstre og i Danmarks Naturfredningsforening og Kjeld hælder til Kristendemokraterne. Danmarks Naturfredningsforening var stærk fortaler for genopretningen af Skjern Å, og det er de glade for på Hybenvej. Ligesom de er glade for deres historie, glade for Skjern, med stumt 'j' som i 'Kjeld', og for den lokale SuperBrugs.

"Man kan sige som Shu-bi-dua, at der kan man få 'kvinder og kager'," griner Kjeld.

"Man kan også få mænd, da," siger Karen Margrethe, og de smiler begge som to generte skolebørn, der har en intern humor og hører hjemme her. Her, hvor hovedgaden ligger åben og bred, hvor kjærligheden findes i SuperBrugsen, og hvor åen igen bugter sig som livet selv.

livogsjael@k.dk