Demokrati - et universelt og vanskeligt gode

"Det er helt tydeligt, at demokrati appellerer til de allerfleste mennesker. Det er som med begrebet modernitet noget, alle gerne vil have. Men det betyder ikke, at vi opfatter demokrati ens og forholder os til det på samme måde," siger han og giver et højaktuelt eksempel:

"Ser man på de folkelige opstande i for eksempel Syrien, er der ingen tvivl om, at alle er enige om, hvad de ikke vil have. De vil ikke have diktatur, men derimod frihed og demokrati. Men der kan godt stå en muslim fra Det Muslimske Broderskab ved siden af en sekulær, veluddannet ingeniør og råbe på frihed, uden at de nødvendigvis efterspørger det samme. For den semantiske betydning af ordene demokrati og frihed kan nemt være forskellig," siger han og uddyber:

"Demokrati er et abstrakt ideal eller gode, vi alle stræber efter. Men samtidig er det en tom kategori, som man skal have fyldt op. Der er bare ikke enighed om, hvordan indholdet skal være. Og en af problemstillingerne, når vi i Vesten eksporterer demokratiet til andre lande, er, at det aldrig kan blive godt nok. Demokratiet kunne altid fungere lidt bedre," siger han og forbereder os på, at det heller ikke i forhold til opstanden i de arabiske lande kan nytte at forvente en demokratisk tsunami – snarere vil der være tale om et lille skvulp.

Professor og forsker i demokrati på Oslo Universitet John Erik Fossum, der har været med til at planlægge demokratiseminaret i Aarhus, er heller ikke udelukkende optimistisk. Han mener, at den vestlige verden selv er med til at sinke og sænke demokratiet i blandt andet den arabiske verden. Derfor er han mere bekymret for det globale demokrati, end han er for demokratiet i de enkelte stater.

"Som demokratisk land har man et ansvar for at være med til at opbygge og opretholde demokratiet i skrøbelige stater. Men det skal gøres på demokratisk facon, og der svigter Vesten ofte. Se blot på Irak-krigen, hvor man gik ind uden at have den formelle tilladelse," siger han og fortsætter:

"Det er til tider nødvendigt med tvangsmagt, men den må være legitim. Demokrati kan importeres, men vanskeligt eksporteres og ikke med våbenmagt. Man bør lægge tingene frem og kunne argumentere for, hvorfor man gør, som man gør," siger han og peger på, at Vesten ofte har været arrogant og glemt det vigtigste, nemlig at have respekt for det enkelte menneske og forsøge at finde fælles referencer, som man kan bygge op efter.

Mere optimistisk er Francis Fukuayma, der især er kendt for sin tese om, at kampen mellem de store ideologier endte efter Den Kolde Krigs afslutning, fordi demokratiet havde vist sig at være den overlegne styreform.

I Aarhus stillede han spørgsmålet, som rigtig mange har stillet sig verden over de seneste måneder. Nemlig om resultatet af det arabiske forår vil være den fjerde bølge af demokrati, der langt om længe vil afløse den 10 år lange stilstand, man har måttet leve med inden for demokratiudviklingen. Svaret, han selv gav, var tvetydigt:

"Det arabiske forår er en afgørende begivenhed i verden, uanset hvad det ender med. Men vi vil nok alligevel blive afgørende skuffet nogle steder," sagde han og ridsede derefter flere af de problemstillinger op, som knytter sig til den proces, der finder sted, når den vestlige verden skal yde bistand i opbygningen af et demokrati.

En af dem er, at man glemmer institutionaliseringen og organiseringen af et stabilt statsapparat.

"Grunden til, at vi er blevet så skuffede over, at demokratiet ikke vinder indpas i de lande, vi har hjulpet, er, at vi glemmer at lære dem for eksempel at styre en stat og forberede valg. Det er let at styrke en stat udadtil på nogle punkter, for eksempel ved at skabe en hær. Men glemmer vi det andet, hjælper det ikke overhovedet. Der skal bygges op indefra," sagde Fukuyama.

Nils Bubandt er enig i, at man må begynde indefra, og mener ligeledes, at man bør have folket med sig for at etablere et demokrati. Men problemet er, at selvom længslen efter friheden kommer indefra, kan det være svært at få alle med.

"Det er helt nødvendigt at have folk med, når man vil indføre et demokrati, men det er bare alligevel ikke givet, at der opstår et demokrati, selvom oprøret kommer nedefra. Problemet er, at de mennesker, der alle råber på frihed, ikke er organiseret. Og så kan de muligheder, der er efter et folkeoprør, ofte ende med at blive udnyttet af folk fra den gamle garde. Fordi de er de eneste, der allerede er organiserede," siger han.

På spørgsmålet om, hvorvidt religion og kultur spiller en afgørende rolle i en demokratiseringsproces, findes der ingen sort-hvide svar. Men der synes at være en enighed om, at religion ikke burde være nogen uoverkommelig barriere i bestræbelserne på at få opbygget demokrati.

"Man skal ikke se religion som en absolut barriere for at få demokrati, og lige nu ser jeg ingen religioner, der forhindrer en stat i at få et demokrati," siger Nils Bubandt.

Det kan snarere være faktorer som olie og manglende uddannelse, der kan betyde, at udviklingen af et demokrati ikke finder sted, siger således Jørgen Møller, der er lektor og forsker i demokratibegrebet på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

Dermed lægger han sig op ad Francis Fukuyama, der i sit oplæg forsøgte at lukke munden på de kritikere, der mener, at demokratier i den arabiske og muslimske verden er en umulighed. Dem opfordrede han til at tage et kig på Indonesien, som siden 1999 har været et velfungerende demokrati og har verdens højeste antal muslimske indbyggere.

Desuden er det et udpræget europæisk træk at tro, at religion og demokrati ikke kan gå hånd i hånd, siger Nils Bubandt.

"Mange steder i verden spiller religion en rolle. Også i demokratiske lande. I USA for eksempel kan man ikke være præsident uden at være eksplicit religiøs. I Europa er vi rent faktisk undtagelsen, fordi vi som følge af oplysningstidens påvirkninger tror, at man ikke kan have demokrati og samtidig være religiøs."

soegaard@k.dk