Nye fund tyder på, at der fandtes neandertalere tusind kilometer længere mod nord, end man tidligere har kendt til
"Fundet af neandertalere i det nordlige Rusland betyder – i modsætning til, hvad forskere har troet før – at neandertalerne har klaret at tilpasse sig det kolde arktiske klima med mørke vintre, siger professor Jan Mangerud ved universitetet i Bergen.
Byzovaya ligger ved foden af Uralbjergene i det nordlige Rusland ikke langt fra polarcirklen og Barentshavet. Her, 10 meter under sandet, i en skråning ned mod floden Petsjora, er der siden 1960'erne blevet fundet flere end 300 redskaber i sten, der har været brugt til at partere mammutter med, og omkring 4000 dyrerester. Det skriver det norske forskningssite forskning.no.
Stenredskaberne og dyreresterne, som blev efterladt, blev forseglet af sandet. I løbet af nogle få år var de fuldstændig tildækket.
"Her er så koldt, at du kan sige, at benene har ligget i en fryseboks," siger John Ingen Svendsen.
Ligesom Mangerud er han professor ved Institut for Geovidenskab ved universitetet i Bergen.
De to vidste en del om de store mammutfund i Byzovaya, som tidligere er blevet beskrevet af russiske forskere, og de vidste, at floden havde gravet sig ind i flodbredden og havde lavet et hul ind til de geologiske lag.
"Vi fik en mistanke om, at fundene var blevet fejlfortolket. En tidligere hypotese havde været, at mammut-kadaverne var flydt ned ad floden og var strandet et sted. Men vores udgravninger viste, at det var mere sandsynligt, at dyrene var fragtet hertil af menneker.
Efter 20 års forskning i Rusland har Svendsen og Mangerud vist, at dette område af landet faktisk var tørt og isfrit på den tid, hvor 2000 meter tyk is dækkede hele Skandinavien.
"Det åbnede for et andet perspektiv, end vi havde troet. Siden istidsudviklingen her var anderledes, end vi havde troet, var det også mulighed for, at der kunne leve mennesker og dyr dette sted, siger Svendsen.
madsen@k.dk