Med kampvogne placeret strategisk omkring flere af de større syriske byer og en dødsrate på omkring 800-900 i løbet af to måneder signalerer præsident Bashar al-Assad i stil med Libyens leder, Moammar Gaddafi, at han ikke har tænkt sig at hejse det hvide flag over for den politiske opposition. Præsidentens seneste ordre fra i går til sine væbnede styrker om ikke at skyde mod demonstranterne efter fredagsbønnen er ikke et tegn på opblødning fra diktatorens side, men snarere et pragmatisk skridt, han tager for at bevare den uafgjorte stilling, der i øjeblikket er at foretrække frem for styrets fald.

I løbet af de seneste uger har Assad indset, at de sporadiske demonstrationer og befolkningens tidligere politiske apati har forvandlet sig til en hård politiseret knytnæve, der for alvor truer det syriske mindretalsregime. Assads taktik er i øjeblikket at fastholde oppositionen i et jerngreb, så demonstrationerne ikke breder sig yderligere. Frygten hos styret er, at hæren vil begynde at opleve interne splittelser, hvis nedslagtningen af demonstranter bliver for hård og omfattende. Samtidig eksisterer der stadig et håb hos styret om, at oppositionen vil miste sin kampgejst, hvis den bare holdes i skak længe nok.

Det håb er der dog ikke noget belæg for. Tværtimod synes oprøret at vokse i omfang, slagkraft og beslutsomhed. Og de første spæde demonstrationers krav om reformer er for længst blevet udskiftet med krav om et systemskifte.

Men oppositionen står i bogstavelig forstand over for Assads kampvogne og må derfor uvilligt acceptere det uafgjorte resultat indtil videre. Håbet om international støtte på linje med Natos indgreb i Libyen ser urealistisk ud i øjeblikket, fordi de vestlige lande simpelthen ikke kan gabe over flere konflikter, og også fordi de anser Syrien for at være en langt sværere nød at knække på grund af landets militære arsenal og de andre regionale lande, der har omfattende interesser i Syriens fremtidige status.