“Jeg ville helst tie det ihjel”

"Jeg troede, hun skulle dø, og syntes, at tilværelsen var forbi. Det forstærkede angsten, at jeg skulle magte min lille datter. Jeg syntes ikke, jeg var voksen nok til at stå med et barn alene," siger Jan Ejby Larsen.

Tynget af angst og ansvar vendte han sine følelser indad. I 10 år passede han sin syge kone, gjorde rent og tørrede opkast op. Han klarede jobbet og det praktiske med hen ad vejen fire små børn. Hvert minut var fyldt ud – men indeni frygtede han altid, at sygdommen ville vende tilbage. Han talte aldrig om det. Når Bethina gerne ville snakke om sin sygdom, gik Jan sin vej.

"Jeg ville helst tie det ihjel, for jeg ville ikke belaste min kone med mine følelser. Hun skulle have ro. Men jeg følte mig som en Michelinmand med alt det, der hobede sig op indeni," siger Jan Ejby Larsen.

Den unge familie fik lov til at stå alene med problemerne. Både hans og hendes familie holdt afstand. Jans kolleger spurgte aldrig, hvordan det gik, og naboerne gik i en stor bue udenom, føler han.

"Det ville have været den største hjælp, hvis nogen havde tilbudt en hånd med det derhjemme. Men når vi bad om hjælp hos kommunen, fik vi afslag. De siger, vi er ressourcestærke," fortæller Jan Ejby Larsen.

Inde bag murene mistrivedes forældre og børn. Der var skænderier til langt ud på natten. Ingen tog initiativ til at lave mad, så børnene bestemte selv, hvad de ville spise. Drengen var urolig og aggressiv. De tre piger havde problemer med deres selvværd. Så da kræften vendte tilbage i 2007, gav Jan op og flyttede hjemmefra.

"Ungerne skulle altid høre på, at vi skændtes. Det var ikke værdigt, at de skulle opleve den galeanstalt. Bethina og jeg var stadig glade for hinanden. Vi kunne bare ikke mere," fortæller Jan Ejby Larsen.

Efter et år besluttede parret at prøve igen. Jan flyttede hjem. Parret lagde kosten om og begyndte at dyrke sport. Jan går til fodbold, selvom lægen siger, at hans ryg ikke kan tåle det. Han kan ikke undvære frikvarteret med de andre på holdet. Alligevel kom sammenbruddet i efteråret 2009.

"Der var så meget, der trykkede. Jeg tænkte 'hvad med mine børn? Hvad med kræften? Uanset hvad vi gør, så kommer der hele tiden nye problemer. Vi får aldrig lov til at puste ud.' Det var et enormt pres," fortæller Jan Ejby Larsen.

En dag kørte han bilen ud i en skov og ringede hjem for at sige farvel. Men Bethina fik overtalt sin mand til at tage på hospitalet. Det førte til et par måneder på psykiatrisk afdeling. Men først da en journalist interviewede ham til bogen "Vi ser fremad" om mænd, der er pårørende til kvinder med kræft, gik der hul.

"Der er kommet ro i sindet. Der er kommet ting ud, som jeg ikke har talt med nogen om før. Jeg er meget lettet i dag," siger Jan Ejby Larsen.

Bethina er i dag tilbage på sit job som social- og sundhedshjælper. Jan frygter stadig, at kræften kommer igen, men han taler i dag mere frit om de hårde år, hvor de klarede paragrafferne helt alene.

"Jeg må lære at leve med, at jeg har fejlet," siger han.

"Men det er en stor sejr, at vi er sammen. Den kærlighed, jeg har til min kone, kan intet splitte ad – heller ikke sygdom. For mig er hun noget unikt. Det vil hun altid være".

Jan Ejby Larsen er 48 år. Bethina 45 år. Han håber at få lov at blive gammel sammen med hende og måske få børnebørn. Der er stadig mange ting at opleve.

familieliv@k.dk