Efter døden kommer kærligheden - igen

"Vi har ikke gået i kirke bare som en pligt, men også af kærlighed til Jesus. Nu, hvor jeg er syg, glemmer og glemmer jeg, men jeg glemmer ikke, hvor jeg er på vej hen. Om det tænker jeg kun, at det er lovet os, at dér får vi det virkelig dejligt. Hvordan det så er der, det aner vi ikke noget som helst om. Der er jo ikke nogen, der er vendt tilbage derfra. Jeg tror fuldt og fast på, at jeg får det bedre. Men derfor er jeg da ikke glad for selve dødsøjeblikket, det må jeg erkende. Så skal man sige farvel til sine børn og sin kone, og det er da svært. Det kan jeg ikke lade være med at tænke på og på, hvordan min kone skal klare sig, når jeg er død. Men vi er jo en familie, så det skal nok gå, det er jeg sikker på," siger Joseph Lindberg Nielsen.

Det var for tre et halvt år siden, at Joseph Lindberg Nielsen pludselig begyndte at tabe sig. Det var prostatakræft, og den havde bredt sig til knoglerne.

"Jeg havde klaget over forskellige symptomer," begynder han. Så overlader han ordet til sin kone:

"Så lige pludselig tabte han 30 kilo."

"Men det var jeg nu ikke så ked af," indskyder Joseph Lindberg Nielsen. "For vi stod og skulle holde guldbryllup, og det tøj, jeg havde, kneb det med at passe."

"Fordi Joseph er bypassopereret, er det altid hjertet, der får skylden," fortsætter Kirsten Lindberg Nielsen.

"Men der var ikke noget. Så blev han ringere og ringere, han så næsten værre ud, end han gør nu. Vi undrede os over, at lægerne ikke tog en blodprøve. Da de endelig gjorde det, var den meget for høj."

"Det var et svært tilfælde," tilføjer han.

"Han fik kemoterapi, som han ikke kunne tåle, fordi det ødelagde de hvide blodlegemer. Til sidst har han fået strålebehandling. Og så har de afsluttet ham. Han er i terminal-stadiet. Der er ikke noget at gøre."

Hvor længe det stadie vil vare, er der ingen læger, der har fortalt Joseph Lindberg Nielsen. Det kan de måske ikke, eller også vil de ikke, er ægteparret enige om.

"Men fordi Vorherre trækker i armene, kan vi godt trække lidt i benene," siger Kirsten Lindberg Nielsen.

De er begge i besiddelse af så godt et humør, at det næsten virker naturstridigt. Dagen i dag er en af de gode dage. Der er tidspunkter, der er meget værre, selvom Joseph Lindberg Nielsen får al den morfin, han vil have, og det uden at betale, understreger han med et smil.

For smil har han rigtig mange af, og det har han haft hele sit liv. Ingen har vel set mig uden et stort smil, som han siger.

"Jeg har ikke tabt mit gode humør, og det er der også flere, der har bemærket. Men jeg har altid været optimistisk og er det også nu, selvom jeg er blevet syg."

Kirsten Lindberg Nielsen er på vej ud i køkkenet for at sætte kaffe over.

Hun hører vores samtale og vender sig om og smiler med et glimt i øjet af al den kærlighed, de har haft sammen i 53 år. Hun siger fire små ord:

"Det er en gave."

Joseph Lindberg Nielsen rækker armene i vejret. Det er underforstået, hvor han har den gave fra.

Joseph Lindberg Nielsen har altid interesseret sig levende for musik og har selv spillet. Nu står det store flygel hos et af børnene, det store instrument fylder for meget i den lille lejlighed. Han spiller også orgel, så på et tidspunkt skulle han afløse i Sct. Albani Kirke, fordi den faste organist var død.

Men det kræver alligevel nogen øvelse at skulle spille til en gudstjeneste? spørger jeg.

Der går ikke et øjeblik, så smider han tæppet og siger: "Vil du høre?" og er straks på vej hen mod et hjørne i den anden stue, hvor der står et lille elektrisk orgel.

"Pas nu på, Joseph," siger Kirsten Lindberg Nielsen stille.

Men han fortsætter uanfægtet og tænder for lyden. Så fyldes stuen af umiskendelig orgellyd, mens Joseph Lindberg Nielsen uden slinger spiller den engelske salme: "Vær du mig nær".

Joseph Lindberg Nielsen er 75 år og født i Esbjerg. Både faderen, som var historiker og landsarkivar, og moderen konverterede til katolicismen, så han er døbt katolik. Familien med seks børn bosatte sig i Viborg, hvor de ugentlige gudstjenester blev holdt i en privat havestue.

"Så det var noget helt andet, da vi flyttede til Odense, og vi gik i kirke i Sct. Albani – det var jo som en hel katedral," husker Joseph Lindberg Nielsen, som har sunget i katolsk kirkekor i 60 år og var formand for Seniorklubben i Odense i 10 år.

Han er uddannet i herreekvipering, men som levevej valgte han at komme på kontor og importerede biler for Skandinavisk Motor Compagni. Men de sidste 14-15 år af sit arbejdsliv arbejdede han i administrationen på Teknisk Skole i Odense. Sammen med Kirsten Lindberg Nielsen, der er uddannet sygeplejerske og har arbejdet på det katolske Sct. Joseph Hospital i Odense i sin tid og senere på Odense Universitetshospital, har han to piger, Birgitte og Charlotte og fire børnebørn.

Nu ligger han mest på sofaen og venter.

"Det er da en utryg situation og uden Ham, så gik det ikke. Jeg er da ked af, at jeg skal væk herfra, jeg burde have nogle flere gode år. Men jeg har altså ikke kræfterne længere. Det kan måske være svært at forklare andre, men jeg stiller mange forhåbninger til Jesus Kristus. Jeg stoler på det. Alene bare det, at vi er døbt til Jesus. Vi er døbt med ham, og vi dør med ham. Jeg ved jo godt, at det ikke er Jesus, der svigter mig, det er omvendt, desværre. Jeg tror til gengæld, at han vil gøre alt for, at jeg skal holde fast. Og det vil jeg også gøre. Dybest set så har der været en indre glæde, nu kommer freden," siger Joseph Lindberg Nielsen.

vincents@k.dk

LÆS OGSÅ: Budskabet om opstandelsen er for godt til at være løgn