/ritzau/ |
16. maj 2011
Farshad Kholghi flygtede som 13-årig fra Iran for at kunne leve i frihed. Som en af Danmarks mest skarpe debattører kæmper han stadig for frihed
På trods af sin opvækst i Iran har skuespilleren, debattøren og foredragsholderen Farshad Kholghi ikke haft svært ved at integrere sig i det danske samfund.
"Jeg var totalt dansk, allerede da jeg boede i Iran," har Farshad Kholghi engang sagt i et interview. I morgen fylder han 40 år.
LÆS OGSÅ: En mand, der er værd at lytte til
Farshad Kholghi har fået en opdragelse, der bygger på demokratiske værdier om ytringsfrihed og ligeværdighed mellem kønnene. Men efter den islamiske revolution i Iran i 1979 var det helt andre værdier, skolen forsøgte at banke ind i hovedet på ham.
Børnene blev ifølge Khol-ghi hjernevasket i skolen og blandt andet tvunget til at råbe "død over USA, død over Israel". Men når han kom hjem, fik hans forældre "vasket" det hele ud igen.
I Danmark valgte han at gå på kostskole i Grindsted, fordi han gerne ville ud mellem danskere og lære sproget at kende. Da det lykkedes for Farshad Kholghis far at komme til Danmark et år senere, var det egentlig planen, at familien ville rejse videre til USA, men for ikke at afbryde Farshads skolegang blev familien i Danmark.
Kholghi afbrød et persiskstudie på Københavns Universitet, gik teatervejen og arbejdede nogle år som klovn i københavnske børneinstitutioner. Han har siden haft roller i en række danske film og tv-serier, som for eksempel "Nordkraft" og "Forbrydelsen". Kholghi har medvirket i DR 2-programmet OPS (Oplysning til Perkere om Samfundet).
Han har også udgivet selvbiografien "Verden er et land" og skrevet samtalebogen "I begyndelsen var ordet der slet ikke" sammen med tidligere biskop Jan Lindhardt.
I sine klummer i Berlingske og MetroXpress tordner Farshad Kholghi ofte mod "pladderhumanisterne" og mod dem, der lefler for islamisterne og ikke står fast på de demokratiske frihedsidealer.
/ritzau/