Liv uden død er en ikke ønskelig utopi

Vi tror, at vi kan forstå Guds handlinger og tanker. Men det er forfængelighed og hovmod . I Jobs Bog fortælles om Jobs mange lidelser. Til sidst beklager han sig til Gud. Men Gud svarer ham: "Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Hvem bestemte dens mål? Er dødens porte blevet åbenbaret for dig, har du set mørkets porte?". Og Job bliver stille og erkender sin ringhed.

ONDSKAB HAR EN VIS LIGHED med smitsom sygdom. Ligesom sygdom kan smitte med bakterier og baciller, så kan ondskab også smitte. Hvis børn eller voksne bliver behandlet ligegyldigt eller tingsligt, ønsker de ofte at øve gengæld, og hævnlysten behøver ikke nødvendigvis at rette sig mod dem, der har været onde eller ligegyldige over for dem.

Jesus har fortalt os, at Gud er vores himmelske far, og at han tager vare på os. I sin lignelse om vingårdsmanden (Gud), der aflønner alle arbejderne med en denar, hører vi, at de sidste arbejdere får samme løn som de første. Umiddelbart fatter vi sympati for dem, der har båret dagens byrde. Lignelsen gør det klart for os, at vi til slut alle vil få den samme løn. Samtidig fortæller den, at opfattelsen hos os og Gud om retfærdighed ikke er den samme.

Hvad er det onde helt konkret? I fadervor, som Jesus lærte os, beder vi: "Fri os fra det onde". At det onde ikke skal slå rod i vort sind og ikke få magt over os. Det femte bud, "Du må ikke slå ihjel", tager vi dybt alvorligt. Rent umiddelbart kan vi forstå, at det er en ond gerning at berøve et andet menneske livet, at slå ihjel. Det meste onde er i virkeligheden at skade andre med ord eller gerning. Gør vi det med forsæt, er det ondt.

I en anden af Jesu lignelser fortæller han om sædemanden, der såede god sæd, men en ond fjende kom om natten og såede ugræs. Sædemanden (Gud) lod sæden vokse op side om side med ugræsset. Marken, der bliver tilsået, er menneskesindet, og den ubehagelige sandhed er, at kampen mellem det onde og det gode foregår i vort eget sind, hos os selv. Men vi har den frie vilje til at vælge, hvad der skal få lov til at gro og blive væsentligt. Den udlægning var i hvert fald ikke fremmed for Luther.

Det at berøve et andet menneske livet er en ond gerning, men Jesus udvider den til også at gælde, hvis man fratager et andet menneske livsmodet. At man med ord eller gerning borttager livsglæden.

Handler man til skade for et andet menneske, men til egen fordel, eller fratager man vedkommendes glæde eller fremgang, så er det ondt. Stjæler man fra en, fjerner man noget af det, der hjælper ham eller hende til at klare livet. Det vidste man for mere end 3000 år siden, da De 10 Bud blev nedskrevet.

Med hensyn til "det onde" må vi indrømme, at det meste onde er menneskeværk. Dyrene dræber for føden og slår normalt ikke artsfæller ihjel. De ødelægger ikke omgivelserne af grådig og hensynsløs egoisme: Ondskab som modpol til godhed kan måske være en nødvendig og uundgåelig del af mennesketilværelsen.

Kinesernes begreb om Yin og Yang, hvor næsten alt har en modpol, fortæller os noget essentielt om livet. Godt og ondt, lys og mørke, kvinde og mand er komplementære størrelser. Hvis der ikke fandtes ondt, erkendte vi sikkert ikke det gode som godt.

TÆNKER VI TANKEN til ende, må vi nok erkende, at kedsomhed måske havde domineret. Kunne vi have klaret at leve i en verden, hvor der ikke eksisterede ondt, men som kun gav os medgang? Livet uden kamp og modgang er nok dejligt som afslapning eller ferie, men ikke ønskeligt et helt liv igennem. Næsten på tilsvarende måde som rovdyr er med til at vedligeholde en relativt sund bestand af planteæderne, er ondskab måske med til at skabe en vis balance i tilværelsen, et grundvilkår.

Måske er døden heller ikke det onde, som vi normalt henregner den til. For nogle kommer døden jo som en befrielse. Mennesker kan være så plaget af smerter, at døden hilses som en kærkommen ven, og troen hylder jo tanken om, at døden kalder os hjem til Gud. Vi må erkende, at livet – trods sorg og savn – vil være en utopi uden død og ikke ønskelig.

Den betydelige svenske digter Pär Lagerkvist kommer i sin bog "Det evige smil" ind på eksistentielle spørgsmål. Han lader sin fortælling foregå mellem afdøde mennesker, der opholder sig et sted på den anden side, hvor de bruger tiden med at fortælle hinanden om deres opfattelse af livet. Med vidt forskellige livserfaringer er der dog ingen af dem, der ville have undværet det. Sluttelig drager de af sted for at opsøge Gud og drage ham til ansvar for den uro og ondskab, der plager menneskene. Spørge ham om livets mening og meningen med sorgen og lidelsen.

De finder Gud i form af en gammel mand, men får intet direkte svar, blot dette ene: "Jeg har bare ment, at I aldrig skulle behøve at nøjes med ingenting."

Vi må indse, at Guds retfærdighed langt overgår, hvad vi mennesker forstår. Der er problemer, som videnskaben ikke kan forklare og vor forstand ikke fatte, og der bliver ved med at være uforståelige gåder.

Trods vor imponerende viden bliver der mange spørgsmål tilbage over for tilværelsens mysterier, og hvert løst problem skaber som regel nye spørgsmål. Det minder os om, at vi kun er mennesker.

Platon stillede for mere end 2000 år siden spørgsmålet om den verden, vi ser omkring os, er den væsentlige. I sin fortælling om hulemenneskene sætter han lighedstegn mellem de bundne personer, der oplever tilværelsen som skyggebilleder på hulevæggen, og den normale menneskelige tilværelse, og filosoffen Sokrates indrømmede, at jo mere han vidste, des mere blev han klar over, at han intet vidste.

Måske er apostlen Paulus inde på samme tankegang, når han i Første Korintherbrev siger: "Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde, men da skulle vi se ansigt til ansigt." Et andet sted siger han: "Hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort denne verdens visdom til dårskab?".

Vi kan ikke kende Gud ud fra vor egen visdom, og vi må blankt erkende, at vi ikke kan løse ondskabens problem. Ligesom med mange andre mysterier må vi lade det ligge. Vi kan hverken lodde og eller beskrive Guds tanker eller baggrunden for hans handlinger.

Svend Grundtvig er tidligere radiotelegrafist