Peter Stein Larsen |
16. maj 2011
Tomas Tranströmers samlede værk er udkommet på dansk. Tranströmer er aldeles suveræn, men den aktuelle udgave er kritisabel
Tomas Tranströmer er blandt de mest oversatte digtere i dansk sammenhæng. Der er således i de seneste 15 år udkommet ikke færre end fire værker af Tranströmer i dansk oversættelse, nemlig "Østersøer" fra 1974, den lille essaysamling "Minderne ser mig" fra 1993,"Sørgegondolen" fra 1996 og "Samlede digte" fra 1997.
Disse udgivelser suppleres nu med "Samlede Tranströmer", der er en opdatering af "Samlede digte", idet den ud over den halve snes af Tranströmers klassiske værker indeholder de seneste essay og digte.
LÆS OGSÅ: Digt og brevNår man læser Tranströmers værk fra "19 digte" fra 1954 til haikudigtene i det nye årtusinde, slår det én gang på gang, hvilken unik billedmager denne digter er. Allerede i debutsamlingen ser man digterens søvngængeragtigt sikre evne til at skildre psykiske tilstande ved hjælp af sanselige og suggestive billeder. Man kan her sige, at Tranströmers professionelle baggrund som psykoterapeut ikke fornægter sig.
På den anden side er hans billedsprog næsten fuldstændig blottet for dogmatisk psykoanalytisk symbolik. Et eksempel på dette fra debutsamlingen er digtet "Oprørt meditation", der skildrer en angstfuld og urolig søvnløshedstilstand: "En storm får møllens vinger til at gå vildt/ rundt i nattens mørke, malende intet. – Du/ holdes vågen af samme love./ Gråhajens bug er din svage lygte".
Blandt mange milepæle i forfatterskabet bør man efter min opfattelse ikke mindst nævne "Østersøer" fra 1974. "Østersøer" er en lille samling på seks digte af hver et par siders længde, hvis ramme er en rejse rundt i Østersøområdet. I værket bringes på samme måde som i T.S. Eliots "The Waste Land" situationer og stemninger fra vidt forskellige tider og steder sammen på en yderst raffineret måde.
I et digt fra "Østersøer" møder vi tre stemmer med hver sin stil og livssyn: Den første kommer fra forrige århundredes forarmede almue med dens fatalisme og strenge kristendom, den anden fra et oprevet, desillusioneret individ i en totalitær stat og den sidste fra en rastløst smalltalkende moderne krønikefortæller, der udbreder sig om, hvordan et fyrskib i 1915 observerer en drivmine, der nærmer sig. Det poetisk vellykkede er her den måde, hvorpå de tre stemmer danner en syntese, i kraft af at de alle klinger med resonans i en stemning af angst, afmagt og uvished.
Hør for eksempel den enorme suggestive kraft i stemme nummer to: "Og når man er sammen med dem man ikke/ kender så godt. Kontrol. En vis/ oprigtighed er på sin plads/ bare man ikke med blikket slipper det der driver/ i samtalens udkant: noget mørkt, en/ mørk plet. Noget der kan drive ind/ og ødelægge alt. Slip det ikke med blikket!".
Man oplever på denne måde hos Tranströmer en poesi, der er i stand til at gå ned i de mindste sprækker af menneskelivets dunkle områder og give en klar og skånselsløs diagnose af det, samtidig med at den med sine svimlende spring mellem forskellige tider, steder og livssituationer giver én følelsen af, hvor meget af tilværelsen, der til trods for alle psykologier, naturvidenskaber og moderniteter endnu ligger uden for vor forståelses horisont.
Lad mig til sidst pege på, hvor suveræn Tranströmer også er i sine sene digte, som jo er forfattet imod alle odds, da digteren har været lammet i den ene side og ude af stand til at tale siden 1990'erne. Konkret har dette bevirket, at Tranströmer har udtrykt sig i haikudigte og andre koncentrerede kortformer i sine sidste værker. Her er der dog stadig en enorm slagkraft og intensitet i billedsproget, som et par af haikuene fra denne periode kan illustrere: "Kraftledningerne/ spændt ud i kuldens rige/ nord for al musik." Og: "Egetræer og månen/ Lys og tavse stjernebilleder/ Det kolde hav." Og: "Nærvær af Gud./ I fuglesangens tunnel/ åbnes en låst port."
Når man har konstateret, at Tranströmers poesi er forrygende god, kan man imidlertid alligevel overveje, hvor vigtig, nødvendig og god den udgave af digterens værk, som Rosinante nu har sendt på gaden, er. Der findes som nævnt adskillige værker af Tranströmer i danske oversættelser fra de seneste år. Og selvom Peter Nielsen, der på fremragende vis har oversat teksterne og i enkelte tilfælde også har revideret nogle oversættelser såsom titlen "Minderne ser mig", der er blevet til "Erindringerne ser på mig", er det på ingen måde en fundamentalt ny bog, der er kommet med "Samlede Tranströmer", men derimod et opkog af tidligere udgivelser.
At Morten Søndergaard har skrevet en lille fornuftig indledning, der dog ikke får sagt noget, der ikke er velkendt stof i Tranströmer-receptionen, gør heller ikke denne bog til noget specielt.
Og så er jeg nødt til at fremhæve noget, som jeg ikke tror, jeg nogensinde har set i snart 20 år som anmelder, og som vist må tage årets pris, hvad angår pinligt sjusk. Der optræder således en stor, grim stavefejl midt på forsiden, hvor et citat af Ulrik Høy fortæller, at Tranströmer skriver om "det forsvundne, overståede livg"! Men bortset fra disse bemærkninger skal der ingen tvivl herske om, at Tranströmers suveræne digte også i denne udgave vil skaffe dette forfatterskab nye læsere.
kultur@k.dkTomas Tranströmer: Samlede Tranströmer. Oversat af Peter Nielsen. Forord af Morten Søndergaard. 329 sider. 199,95 kroner. Rosinante.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad