Den unikke billedmager fra Sverige

Blandt mange milepæle i forfatterskabet bør man efter min opfattelse ikke mindst nævne "Østersøer" fra 1974. "Østersøer" er en lille samling på seks digte af hver et par siders længde, hvis ramme er en rejse rundt i Østersøområdet. I værket bringes på samme måde som i T.S. Eliots "The Waste Land" situationer og stemninger fra vidt forskellige tider og steder sammen på en yderst raffineret måde.

I et digt fra "Østersøer" møder vi tre stemmer med hver sin stil og livssyn: Den første kommer fra forrige århundredes forarmede almue med dens fatalisme og strenge kristendom, den anden fra et oprevet, desillusioneret individ i en totalitær stat og den sidste fra en rastløst smalltalkende moderne krønikefortæller, der udbreder sig om, hvordan et fyrskib i 1915 observerer en drivmine, der nærmer sig. Det poetisk vellykkede er her den måde, hvorpå de tre stemmer danner en syntese, i kraft af at de alle klinger med resonans i en stemning af angst, afmagt og uvished.

Hør for eksempel den enorme suggestive kraft i stemme nummer to: "Og når man er sammen med dem man ikke/ kender så godt. Kontrol. En vis/ oprigtighed er på sin plads/ bare man ikke med blikket slipper det der driver/ i samtalens udkant: noget mørkt, en/ mørk plet. Noget der kan drive ind/ og ødelægge alt. Slip det ikke med blikket!".

Man oplever på denne måde hos Tranströmer en poesi, der er i stand til at gå ned i de mindste sprækker af menneskelivets dunkle områder og give en klar og skånselsløs diagnose af det, samtidig med at den med sine svimlende spring mellem forskellige tider, steder og livssituationer giver én følelsen af, hvor meget af tilværelsen, der til trods for alle psykologier, naturvidenskaber og moderniteter endnu ligger uden for vor forståelses horisont.

Lad mig til sidst pege på, hvor suveræn Tranströmer også er i sine sene digte, som jo er forfattet imod alle odds, da digteren har været lammet i den ene side og ude af stand til at tale siden 1990'erne. Konkret har dette bevirket, at Tranströmer har udtrykt sig i haikudigte og andre koncentrerede kortformer i sine sidste værker. Her er der dog stadig en enorm slagkraft og intensitet i billedsproget, som et par af haikuene fra denne periode kan illustrere: "Kraftledningerne/ spændt ud i kuldens rige/ nord for al musik." Og: "Egetræer og månen/ Lys og tavse stjernebilleder/ Det kolde hav." Og: "Nærvær af Gud./ I fuglesangens tunnel/ åbnes en låst port."

Når man har konstateret, at Tranströmers poesi er forrygende god, kan man imidlertid alligevel overveje, hvor vigtig, nødvendig og god den udgave af digterens værk, som Rosinante nu har sendt på gaden, er. Der findes som nævnt adskillige værker af Tranströmer i danske oversættelser fra de seneste år. Og selvom Peter Nielsen, der på fremragende vis har oversat teksterne og i enkelte tilfælde også har revideret nogle oversættelser såsom titlen "Minderne ser mig", der er blevet til "Erindringerne ser på mig", er det på ingen måde en fundamentalt ny bog, der er kommet med "Samlede Tranströmer", men derimod et opkog af tidligere udgivelser.

At Morten Søndergaard har skrevet en lille fornuftig indledning, der dog ikke får sagt noget, der ikke er velkendt stof i Tranströmer-receptionen, gør heller ikke denne bog til noget specielt.

Og så er jeg nødt til at fremhæve noget, som jeg ikke tror, jeg nogensinde har set i snart 20 år som anmelder, og som vist må tage årets pris, hvad angår pinligt sjusk. Der optræder således en stor, grim stavefejl midt på forsiden, hvor et citat af Ulrik Høy fortæller, at Tranströmer skriver om "det forsvundne, overståede livg"! Men bortset fra disse bemærkninger skal der ingen tvivl herske om, at Tranströmers suveræne digte også i denne udgave vil skaffe dette forfatterskab nye læsere.

kultur@k.dk

Tomas Tranströmer: Samlede Tranströmer. Oversat af Peter Nielsen. Forord af Morten Søndergaard. 329 sider. 199,95 kroner. Rosinante.