Erik Bjerager |
16. maj 2011
Alt kan ske i kølvandet på reformen af pension og efterløn
Det er velgørende, at forliget om tilbagetrækningsreformen, der både afkorter efterlønsperioden og udsætter pensionsalderen, også varsler nye tider i dansk politik.
Meget tyder på, at der i højere grad skal regeres hen over midten for at skaffe de nødvendige flertal, og det er en fordel for det danske demokrati. For politikerne er det mere besværligt, men det sikrer en bredere folkelig forankring, hvis der regeres med skiftende flertal hen over den politiske midte.
LÆS OGSÅ: Fravalg af efterløn kræver grundig rådgivningKontraktpolitikken, der blev indført af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og betød, at regeringen ikke gennemførte afgørende politiske ændringer uden først at spørge vælgerne, er blevet afskaffet.
Dansk politik er vendt tilbage til det normale, hvor De Radikale igen har magt og ikke er forvist til sidelinjen som under det forgangne årtis VKO-styre.
Selvom magten skulle skifte ved et valg, må S og SF se i øjnene, at De Radikale vil gøre sit for at få gennemført sin egen politik. Selvom S og SF lover at bevare efterlønnen, kommer en eventuel ny regering med Helle Thorning-Schmidt (S) i spidsen højst sandsynligt til at gennemføre den reform af folkepension og efterløn, som De Radikale støtter. Samtidig har partiet vist, at det ikke har tillid til S-SF-koalitionens evne til at gennemføre de nødvendige økonomiske reformer af velfærdssamfundet. Det er det dramatiske politiske signal med partiets støtte til tilbagetrækningsreformen.
Partiet har med sin opbakning til reformenn også vist, at det vægter økonomisk ansvarlighed højere end ønsket om et magtskifte for enhver pris. Med sin støtte til den reform af efterlønnen og pensionsalderen, som VK-regeringen har argumenteret så stærkt for, risikerer De Radikale at spænde ben for Helle Thorning-Schmidts vej til statsministeriet – også selvom partiet ønsker hende der. Det er modigt og prisværdigt, ligesom Dansk Folkepartis støtte til tilbagetrækningsreformen bør roses. En forringelse af adgangen til efterløn rammer umiddelbart partiets kernevælgere.
Forhåbentlig vil et flertal af vælgerne forstå, at ansvarlige politikere ikke kun skal lytte til vælgerønsker om mere offentligt betalt velfærd, men også træffe upopulære afgørelser. Tilbagetrækningsreformen er nødvendig, fordi den tager hånd om det problem, at der i løbet af få år bliver mangel på arbejdskraft og større pres på de offentlige kasser.
Uanset hvad fagbevægelsen og S og SF siger, bliver alle i de kommende år nødt til at arbejde mere. Der bliver flere ældre og færre yngre borgere, og udfordringen er ikke alene dansk. Det overses i den hjemlige diskussion, at en forhøjelse af pensionsalderen og tilbagetrækningsreformer af forskellig art er noget, stort set alle vestlige lande diskuterer i disse år.
Hvis Danmark ønsker at værne om kernevelfærden med folkeskoler for alle, offentlige hospitaler og til slut i livet pensioner og plejehjem til de ældste borgere, skal der træffes dramatiske afgørelser. Stort set alle danskere kommer til at mærke besparelser i de kommende år, for der skal barberes i de offentlige udgifter for at sikre kernevelfærden. Det vil ske, uanset hvilken farve den kommende regering får, og sker det ikke, betyder det, at det danske samfund skubber en regning foran sig, som kommende generationer skal betale. De Radikales støtte til VK-reformen er en udtrykt mistillid til S og SF's evne til for alvor at håndtere fremtidens økonomiske udfordringer.
Det er ansvarlig politik at skære de offentlige udgifter til. VK-regeringen har med tilbagetrækningsreformen vist, at den i en vanskelig og polariseret politisk tid evner at skabe brede forlig. Den evne vil der blive brug for fremover.
bjer
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad