Thorning-Schmidt virker usikker, fordi hun har skiftet kurs flere gange. Men det er ikke just loyalitet over for formanden og partiet, når partikammerater angriber så skarpt lige før et valg, skriver Tim Knudsen.
- Keld Navntoft/Scanpix.
Tim Knudsen |
17. maj 2011
Socialdemokraternes egentlige problem er ikke partilederen, men et svagt idégrundlag. Partiet har kun den fattige trøst, at det samme gælder de fleste partier
Når Socialdemokraterne er værst, er de det ved hinanden. Kort før et folketingsvalg har forfatteren Henrik Dahl frakendt partiets leder, Helle Thorning-Schmidt, enhver evne til at være statsminister. Hun er "en blank person. Hun kan ikke skrive eller improvisere. Hun har en meget begrænset almen viden, hun ejer ikke hverken nærvær eller nogen større visioner", hedder det. Hun er partiets "svageste formand nogensinde".
De tidligere socialdemokratiske ministre Ritt Bjerregaard, Jytte Andersen, Thorkild Simonsen og Torben Lund har angrebet Thorning-Schmidt for ikke at have sikret samarbejdet med De Radikale. Lignende toner har også lydt fra nogle socialdemokratiske borgmestre.
LÆS OGSÅ: Rød plans sikkerhedspulje får blandet modtagelseThorning-Schmidt virker usikker, fordi hun har skiftet kurs flere gange. Men det er ikke just loyalitet over for formanden og partiet, når partikammerater angriber så skarpt lige før et valg.
Der ligger i vore dage et tungt forventningspres på partilederne. De vrages, hvis et par valg går dårligt. Der er ikke råd til mange fejltagelser. Men vil et formandsskift løse alle problemer for Socialdemokraterne efter en eventuel kommende politisk fiasko?
Socialdemokraterne og flere andre partier har været gennem talrige interne magtkampe. Det ligner personopgør, men bagved kampene ligger fundamentale uenigheder eller uklarheder om partiernes idégrundlag. Uklart idégrundlag gør, at partilederne mangler rettesnore fra partiet om, hvilken politik der skal føres.
Socialdemokraternes idégrundlag er blevet nedslidt gennem en lang partihistorie. Partiet blev skabt i 1871 og har været regeringsbærende det meste af tiden fra 1924 til 2001. Partiet begyndte som et socialistisk arbejderparti. Det var et republikansk, internationalistisk, pacifistisk og antikirkeligt parti. Det var en aflægger af det tyske Socialdemokrati. Det danske søsterparti havde ikke den store teoretiske tænkning og blev ramt hårdt på idéudviklingen, da Adolf Hitler knuste det tyske søsterparti.
Socialdemokratiet forandrede Danmark, men blev endnu mere forandret af Danmark. "Det Kongelige Dansk Socialdemokrati" har accepteret kapitalismen og liberaliseringen af den internationale økonomi.
Socialdemokraterne skubbede deres gamle kamp for demokratisering af samfundet med økonomisk demokrati, personaledemokrati, brugerdemokrati og borgerdeltagelse i baggrunden. I 1990'erne førte en socialdemokratisk regering alt andet end en klassisk socialdemokratisk politik. Man privatiserede, udliciterede, afskaffede formueskatten og beskar efterlønnen. Det blev svært at se forskelle i forhold til de borgerlige partier. Mindskelsen af den økonomiske lighed ophørte, og der skabtes grundlag for borgerlige arbejderpartier. Ud af det anarkistiske og ret så liberalistiske Fremskridtspartis ruiner opstod i 1995 det topstyrede borgerlige arbejderparti Dansk Folkeparti, som sammen med især Venstre tog socialdemokratiske vælgere.
Socialdemokraterne kalder sig nu for et "middelklasseparti". Det adskiller sig fra de borgerlige partier ved at tale endnu højere om velfærd. I øvrigt er det ofte svært at se forskellen. Det har forladt sit oprindelige idégrundlag uden at udvikle et nyt.
Partiet blev afhængigt af økonomerne i ministerierne, når der skulle udvikles nye idéer. I valgkampen 2001 inviterede Socialdemokratiet til pressekonference og præsenterede hele 100 forslag, som man ville gå til valg på. De forslag lignede mest noget, som embedsmændene havde dykket dybt i skufferne efter. Pressen gad dårligt skrive om dem, og valgkampen blev tabt.
Svend Auken (S) vurderede det senere på denne måde: ?Noget af det dummeste, som er sket, og som allerede startede under os, er, at vi har givet magten til regnedrengene med deres årlige småbesparelser og effektivitivetsmål".
Den udtalelse er fortsat aktuel. På trods af at økonomi ikke er en eksakt videnskab, accepterer både S og SF Finansministeriets forudsætninger, når der skal fastsættes politik frem til 2020. Det egentlige problem er ikke partilederen, men et svagt idégrundlag. Partiet har kun den fattige trøst, at det samme gælder de fleste partier.
Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad