Allan Sørensen skriver fra Indonesien |
17. maj 2011
I landet med verdens største muslimske befolkning er religiøse domstole ikke nødvendigvis lig med radikalisme. Tommelfingerreglen for indonesiske dommere er, at religiøse domstole ikke kan stride mod den nationale lovgivning
Debatten om sharia, eller islamisk lov, er langtfra forbeholdt vestlige regeringers møde med muslimske immigranters krav eller de vanlige skræmmeeksempler fra Saudi-Arabiens offentlige korporlige afstraffelsesmetoder og det iranske præstestyres stening af utro kvinder.
Spørgsmålet om, hvor meget religiøs lovgivning bør fylde i et muslimsk land, er konstant til debat blandt verdens snart 1,5 milliarder muslimer. Og mens vestlige landes frygt for anti-demokratisk, dogmatisk og kvindeundertrykkende lovgivning forstærkes i takt med, at nye undersøgelser blandt andet viser, at et flertal af den egyptiske befolkning bakker op omkring indførsel af sharia-lov og hårdere straffemetoder, bevæger verdens folkerigeste muslimske land sig i en anden og meget mere nuanceret retning.
LÆS OGSÅ:Der er ridser i Indonesiens liberale lak
Størstedelen af Indonesiens muslimske befolkning på 250 millioner har ikke kun et andet forhold til islam sammenlignet med regeringerne i Iran og Saudi-Arabien. Med tiden er Indonesien blevet en rollemodel for, hvordan et muslimsk land prioriterer moderne og mere moderate værdier end dem, Iran, Saudi-Arabien og måske snart Egypten er garanter for. Det er en kamp om islams sjæl. En kamp om, hvilken rolle profeten Muhammeds religion skal spille i den offentlige sfære. Det er samtidig årsagen til, at mange indonesere opfatter flere af de arabiske lande som værende håbløst tilbagestående, mens de samme arabere beskylder Indonesiens muslimer for ikke at være muslimske nok. En slags andenrangs muslimer, der endnu ikke til fulde har formået at implementere profetens budskaber.
Men her støder de saudi-arabiske beskyldninger på en mur af velformulerede argumenter. Det indonesiske retssystem er nemlig en hårfin balancegang mellem religiøse domstole og det almindelige retssystem, hvor den grundlæggende idé er, at de religiøse domstole ikke kan stride mod den nationale lov, og hvor der endda i religiøst betingede domme er plads til fortolkninger. Det vil sige, at hvis det på profetens tid var tilladt at gifte sig med mindreårige, betyder det ikke pr. automatik, at det også er gangbart i det 21. århundrede.
"Jeg havde en sag, hvor en mindreårig pige var blevet viet til en ældre mand. Det er direkte i strid med den nationale lovgivning, der beskytter børns rettigheder. Jeg har ikke tænkt mig at sidde og høre på et forsvar for det modsatte. Jeg annullerede ægteskabet med det samme," fortæller således Lily Ahmed, der er dommer i den religiøse domstol i Bantul på øen Java.
Danida støtter uddannelse af kvindelige dommere i Indonesien, og under sit nylige besøg i landet mødtes udviklingsminister Søren Pind (V) blandt andet med Lily Ahmed. Søren Pind spurgte i den forbindelse Lily Ahmed, om Indonesien i virkeligheden er i færd med en udvikling, hvor retssystemet i sidste ende vil være 100 procent sekulært.
Lily Ahmad, der selv bærer slør, svarede uden at reagere med den mindste antipati over for ordet sekulært, der i Saudi-Arabien og Iran opfattes som noget, man automatisk skal straffes for:
"Indonesien er ikke en islamisk stat. Vi er en religionsinspireret nation. Og selv i de retslige spørgsmål, hvor islam spiller en rolle, som i skilsmisser, ægteskaber og arv, er der meget spillerum. Alle religiøst baserede spørgsmål kan diskuteres og genfortolkes," siger hun og forklarer, at Indonesien for eksempel har afskaffet traditionen med, at en mand uden videre kan lade sig skille fra sin hustru ud fra samme idé.
Ifølge Lily Ahmad er Allah kun ansvarlig for bøn, faste, almisse og pilgrimsfærd til Mekka. Alt andet kan diskuteres. I en anden familieretssag pålagde hun for eksempel en mand at betale et månedligt bidrag til sin fraskilte kone, selvom det slet ikke var påkrævet.
"Det kræver politisk vilje at ændre den slags, ikke Allahs vilje," siger hun og bruger den arabiske vending Insha'allah (om Allah vil).
Lily Ahmads svar gør et tydeligt indtryk på den danske minister.
"For mig er det en meget vigtig besked at komme hjem med, at islam kan rumme de spørgsmål," siger Søren Pind.
allan@k.dk