Mindeord

Madsen blev i sin ungdom udlært som vogn- og beslagsmed i det sønderjyske, og helt naturligt blev hans kaldenavn, senere på Nr. Nissum Seminarium, Smeden. Efter dimission 1949 fik han straks det første lærerembede ved Borbjerg Skole. Opholdet her blev dog kortvarigt, da han 1. november 1952 blev kaldet til førstelærer ved Agger Skole. Her i dette lille fattige fiskersamfund på den jyske vestkyst med små 500 indbyggere faldt familien til, trivedes og voksede, idet børneflokken voksede til seks, fire piger og to drenge. Med til førstelærerembedet hørte ganske naturligt også embedet som kirkesanger.

Hjemmenes liv og rytme i Agger, byens pulsslag kom til at indvirke på den måde, der blev drevet skole på. Her har redningsbåden været en helt naturlig del af sognet siden 1851, hvor vi fik den allerførste. Skolen lå og ligger lige ud til vejen, og alle cirka 80 elever fik en fast aftale med lærer Madsen. Så vi fra klasseværelset mere end et spand heste køre vestpå (jo, vi er i en tid, hvor redningsbåden var hestetrukket), kunne vi bare pakke skolesagerne sammen, for nu skete der noget vigtigt ved havet, der vedkom os alle. Det skulle vi helt selvfølgelig overvære, enten det nu drejede sig om en øvelse eller en stranding. Så kom skolelærdommen i anden række.

De skolefaglige ting var ingenlunde nedprioriteret, det var hjerteblod for lærer Madsen, om det kunne lykkes ham at lære fra sig. Vi, der nu tager afsked med ham og vel at mærke har haft ham i skolen, ser ganske tydeligt cirklen, der blev tegnet på tavlen med tallene fra 1-12 som på et ur, og i centrum nævneren på syv- eller 12-tabellen, der herefter blev terpet med lynets hast. Vi ser og hører ham indeni, når han med violin og bue akkompagnerede morgensangen. Enkelte kan vel oven i købet mærke buen. Jeg kan godt. Skrivning og staveord om og om igen for at dygtiggøre os i vort smukke sprog, bogstavering og formulering kunne være særlig svært herude ved havet, hvor dialekten fik lov at leve, også i skolen. Grammatisk giver det problemer, når vi til daglig siger "den hus" og " æ mand" i stedet for "det hus" og "manden".

Regning, skrivning, læsning, bibelhistorie og salmevers var det vigtigste, og magtpåliggende for æ degn at give os med videre i livet. Kirke, hjem, skole og missionshuset – når de er nævnt, er jeg ret sikker på, at de vigtigste ingredienser i et godt liv er nævnt, når vi mindes Carlslund-Madsen.

Bilen og Madsens temperament gav ham endnu et kaldenavn, Sputnik, hvilket fører tankerne til farten på russernes rumraket og en sammenligning med farten på æ degns bil.

I januar i år fik han fornyet sit kære kørekort for sidste gang. Efter et kort sygehusophold kom han hjem på Enebærvej, hvor han i de sidste fem uger af sit 88 år lange liv, blev passet og plejet i egne omgivelse af sine egne børn, hvilket han udtrykte sin spontane og ærlige glæde over. Bedre kan ingen forlange det, er hans egne ord!

Det sidste, jeg delte med min lærer og ven, var glæden over foråret, lyset og livet, der kommer tilbage, blomsterne, der spirer omkring os, løvet, der grønnes og den lune luft. Vi delte glæden i sangen: "Den dag, da våren blir evig, os loved vor Frelser jo, og derfor glade vi synger og fæster til ham vor tro."